Tusindårsriget, præmillennialistisk syn

mi-len'-i-um

Forskellige synspunkter--artiklens omfang I. JESU UNDERVISNING

Tusindårsriget kommer ikke før genkomsten

(1) Lignelsen om hveden og ukrudtet

(2) Lignelsen om pundene

II. APOSTLENES UNDERVISNING

1. Forventningen om genkomsten

2. Muligheden for at overleve--dens følger

3. Profetien om "syndens menneske"

4. Ingen plads til et tusindårsrige

5. Overensstemmelse mellem Kristus og apostlene

LITTERATUR

Forskellige synspunkter--artiklens omfang:

Det store flertal af evangeliske kristne tror, at Guds rige skal få universelt herredømme over jorden, og at retfærdighed og fred og kundskaben om Herren skal råde overalt. Denne lykkelige tid kaldes almindeligvis tusindårsriget, eller det tusindårige rige. Der er forskellige opfattelser af, hvordan det skal komme i stand. Mange oprigtige og trofaste mænd mener, at det vil blive indført ved de kræfter, der allerede er i virksomhed, især ved forkyndelsen af Kristi evangelium og kirkens udbredelse over hele verden. Et voksende antal lige så oprigtige mænd lærer, at tusindårsriget vil blive oprettet ved Herren Jesu Kristi synlige komme. Formålet med denne korte artikel er at fremlægge nogle af de skriftmæssige grunde, som dette sidstnævnte syn hviler på. Der vil ikke blive henvist til indvendinger, modindvendinger og fortolkninger; det ene punkt, nemlig at tusindårsriget følger efter Jesu Kristi andet komme, og at det ikke går forud for det, vil blive strengt fastholdt. De, der har dette syn, mener, at hverken Kristus eller hans apostle, efter rimelige fortolkningsprincipper, lærte, at tusindårsriget må komme før hans genkomst.

I. Jesu undervisning.

Herren Jesus sagde intet om verdensomspændende omvendelse i sine instruktioner til disciplene om deres mission (Matt 28,19; Matt 28,20; Mark 16,15; Luk 24,46-48; ApG 1,8).

Tusindårsriget kommer ikke før genkomsten:

De skulle være hans vidner og bringe hans budskab til menneskeslægten, men han lover ikke, at menneskeslægten vil tage imod deres vidnesbyrd, eller at mennesker i almindelighed vil tage imod hans frelse. Tværtimod advarer han dem udtrykkeligt på forhånd om, at de skal hades af alle mennesker, at lidelser og forfølgelser skal blive deres lod, men at hvis de er trofaste indtil enden, vil deres løn være herlig. Men verdensomspændende evangelisering betyder ikke verdensomspændende omvendelse. Det universelle tilbud om frelse garanterer ikke, at det bliver universelt modtaget. I sine instruktioner og forudsigelser lader Herren ikke den mindste antydning falde om, at deres verdensomspændende mission vil føre til verdensomspændende omvendelse, eller at det længselsfuldt ventede tusindårsrige derved vil blive indledt. Men der kommer en tid, da kundskaben om Herren skal dække jorden, som vandet dækker havet, da undervisning ikke længere skal være nødvendig, for alle skal kende ham, fra den mindste til den største. Vor tidsalder kan derfor ikke være den sidste, for de virkninger, der nævnes om den, er ikke forudsat i denne tidsalders instruktioner og resultater. Vi vender os nu til Kristi direkte åbenbaring om emnet. I to lignelser forkynder han udtrykkeligt evangelietidsalderens almindelige karakter og dens fuldendelse, og dem skal vi kort undersøge.

(1) Lignelsen om hveden og ukrudtet (Matthæus 13,24-30.36-43).

Heldigvis er vi ikke overladt til selv at opdage denne lignelses betydning og rækkevidde. Vi har den umådelige fordel at have vor Herres egen fortolkning af den. Ud fra hans guddommelige forklaring træder nogle meget vigtige kendsgerninger frem:

(a) Lignelsen dækker hele perioden mellem Frelserens første og andet komme. Såmanden er Kristus selv. Han begyndte det gode værk; han åbnede den nye tidsalder.

(b) Marken er verden. Kristi værk er ikke længere begrænset til ét enkelt folk eller én nation, som det engang var; det omfatter hele menneskeslægten.

(c) Hans folk, de genløste, avlet ved hans ord og Ånd, er den gode sæd. Gennem dem skal evangeliet om hans nåde udbredes over hele verden.

(d) Djævelen er også en såmand. Han er den urene efterligner af Guds værk. Han såede ukrudtet, den ondes sønner.

(e) Ukrudtet er ikke onde mennesker i almindelighed, men en bestemt klasse af onde, der bringes i nær og besmittende forbindelse med Guds børn. "Inden for den synlige kirkes område lægges ukrudtet" (Dr. David Brown). Det er kristenhedens fordærv, der menes, en kolossal kendsgerning, som vi ikke kan lukke øjnene for.

(f) Skaden, når den først er sket, kan ikke rettes. "Lad begge dele vokse sammen indtil høsten." Når kristenheden én gang er blevet fordærvet, forbliver den sådan indtil enden.

(g) Høsten er tidsalderens fuldendelse. Dette er kulminationen på vor tidsalder; den ender med Guds Søns komme og dom. Han vil sende sine engle ud, og de vil "samle alt det ud af hans rige, som bringer til fald, og dem, der øver uret, og kaste dem i ildovnen ..... Da skal de retfærdige stråle som solen i deres Faders rige."

Her har vi altså begyndelsen, udviklingen og fuldendelsen af vores tidsalder. Kristus selv indførte den, og den var kendetegnet ved sin renhed og sin fortræffelighed. Men det herlige sandhedssystem blev snart skæmmet af Satans listige snuhed. Ingen senere årvågenhed eller iver fra tjenernes side kunne udbedre den fatale skade. De fik forbud mod at forsøge at fjerne rajgræsset, for ved at gøre det ville de bringe den gode sæd i fare, så sammenblandet var de to blevet! Uddrivelsen af rajgræsset overlades til englehænder på høstens dag. Dette er vor Herres billede af vores tidsalder: en mark med rajgræs, hvor gode og onde, Guds børn og den ondes børn, lever side om side frem til høsten, som er enden. Trods alle forsøg på at rette op og reformere består kristenhedens fordærv, ja, det vokser hastigt. At udrydde den vældige afgrøde af falsk lære, falske bekendere og falske lærere er nu, som det har været i århundreder, en umulighed. Kristi alvorlige ord gælder helt frem til den endelige fuldendelse: "Lad begge dele vokse sammen indtil høsten." Under sådanne forhold synes et tusindårsrige med universel retfærdighed og kundskab om Herren umuligt, indtil adskillelsen finder sted ved høsten.

(2) Lignelsen om pundene (Lukas 19,11-27).

Jesus var på sin sidste rejse til Jerusalem og var nær ved byen. Mængden var ivrig og forventningsfuld. De mente, at Guds rige straks skulle vise sig. Lignelsen blev fortalt for at rette denne fejltagelse og åbenbare visse livsvigtige træk ved det. "En mand af fornem slægt drog til et fjernt land for at modtage et kongerige for sig selv og vende tilbage." Der er ikke stor vanskelighed ved at fatte hovedlæren i denne tankevækkende beretning. Manden af fornem slægt er Herren Jesus Kristus selv; det fjerne land er himlen; det rige, han går bort for at modtage, er det messianske rige, hvis sejrrige oprettelse hele Guds folk længes efter og beder om. Tjenerne er dem, der står i et ansvarligt forhold til Herren på grund af den betroelse, der er givet dem. De oprørske borgere er dem, der nægter at underordne sig hans vilje og trodser hans myndighed. Hans tilbagekomst er hans andet komme. Lignelsen spænder over hele perioden mellem hans himmelfart og hans komme. Den omfatter hele vores tidsalder. Den fortæller om Kristi bortgang, den beskriver hans tjeneres og borgernes adfærd under hans fravær; den forudsiger hans tilbagekomst og det regnskab, der skal følge. Læg mærke til ordene: "Og det skete, da han kom tilbage igen efter at have modtaget kongeriget." Det er i himlen, han modtager indsættelsen i riget (Åb 5,6). Det er på jorden, han forvalter det. Udtrykket "efter at have modtaget kongeriget" kan ikke ved nogen eksegetisk behændighed bringes til at betegne tidens ende eller tusindårsrigets ende, eller at han modtager det ved verdens ende; da overgiver han det til Gud, ja, Faderen (1 Kor 1).

Den orden og rækkefølge af begivenheder, som Herren skitserer, åbenbarer det samme forhold, som træder tydeligt frem i lignelsen om hveden og rajgræsset, nemlig at der i hele perioden mellem hans himmelfart og hans tilbagekomst ikke er plads til et tusindårsrige med verdensomspændende retfærdighed og fremgang. Men Skriften giver grundlag for troen på, at en sådan velsignelse sikkert skal fylde jorden, og hvis det er sådan, må den virkeliggøres efter Kristi andet komme.

II. Apostlenes lære.

1. Forventningen om Herrens komme:

Der findes intet utvetydigt bevis for, at apostlene forventede tusind år med fremgang og fred under Kristi fravær i himlen. I ApG 1,11 læser vi, at de himmelske besøgende sagde til apostlene: "I mænd fra Galilæa, hvorfor står I og ser op mod himlen?" Denne holdning hos mændene fra Galilæa blev den vedvarende holdning i den første menighed. Det var det opløftede bliks holdning. Paulus' jublende ord om thessalonikerne kunne med rette anvendes på alle troende i denne gamle tid, at de "vendte sig til Gud fra afguderne for at tjene en levende og sand Gud og vente på hans Søn fra himlen" (1 Thess 1,9; 1 Thess 1,10). Det er det fremtrædende tema i Det Nye Testamentes breve. I Det Nye Testamente nævnes det 318 gange. Hvert tredivte vers, får vi at vide, handler om det. Det findes skinnende med et glad håb i de første breve, Paulus skrev, dem til thessalonikerne. Det findes i det sidste, han skrev, det andet til Timotheus, hvor det funkler med den lyse forventning om den krone, han skulle modtage ved Forløserens åbenbarelse. Jakob opflammer det svigtende mod og vækker de troendes synkende sind til live igen med dette basunstød: "Vær også I tålmodige; styrk jeres hjerter, for Herrens komme er nær" (5,8). Peter formaner til al hellig livsførelse og gudsfrygt ud fra et lignende motiv: "mens I venter på og fremskynder Guds dags komme" (2 Pet 3,12 randnote). Midt i de sidste dages tiltagende mørke og samlende storme opmuntrer Jud 1,14 os med ordene fra Enok, den syvende fra Adam: `Se, Herren kommer med sine helliges titusinder for at holde dom over .... de ugudelige.' Johannes afslutter kanon med de majestætiske ord: "Se, han kommer med skyerne," "Se, jeg kommer snart." Disse mænd, som taler ved den levende Guds Ånd, ved, at der ikke kan være noget herredømme af universel retfærdighed, ingen befrielse af den sukkende skabning, ingen forløsning af legemet, ingen binding af Satan og intet tusindårsrige, mens rajgræsset vokser side om side med hveden; mens den ugudelige verden slynger sit trodsige råb efter den bortdragende mand af fornem slægt: "Vi vil ikke have denne mand til at herske over os"; og mens Satan, den stærke, voldsomme ånd, der er løs i denne tidsalder, bedrager, tager til fange, opsluger og ødelægger, som han vil. Derfor fylder den brændende længsel og visheden om den nært forestående befrielse ved Kristi komme så stor en plads i de første disciples tro og liv.

2. Muligheden for at overleve--dens følger:

I 1 Thess 4,17 taler Paulus om sig selv og andre, som måske overlever indtil Herrens komme: "Derefter skal vi, som lever, som er tilbage, sammen med dem rykkes bort i skyerne for at møde Herren i luften" (sammenlign 1 Kor 15,51; 1 Kor 15,52).

Dette antyder rimeligvis, at apostlen ikke vidste, at lange tidsaldre ville forløbe mellem hans egen tid og Kristi komme. I hans sind var der den mulighed, at han kunne komme i hans levetid; ja, han synes faktisk at have en forventning om, at han slet ikke skulle gå gennem dødens porte, men at han skulle leve og se Herren i hans herlige genkomst, for dagen og timen for hans komme er fuldstændig skjult, selv for inspirerede mennesker. Den slutning er fuldt berettiget, at Paulus og hans meddisciple ikke forudså, at tusind år skulle ligge mellem dem og komme.

3. Profetien om "syndens menneske":

Desuden var thessalonikerne faldet i en alvorlig fejltagelse (2 Thess 2,1-2). Ved en falsk ånd eller ved et forfalsket brev, som om det var fra Paulus, blev de ledt til at tro, at "Herrens dag allerede er nærværende" (English Revised Version), 2 Thess 2,2. Apostlen retter dem i denne alvorlige sag. Han forsikrer dem om, at visse ting først må gå forud for den dag, nemlig "frafaldet" eller apostasi og fremtrædelsen af en mægtig modstander, som han kalder "syndens menneske" og beskriver som "fortabelsens søn". Hverken det ene eller det andet af disse to, frafaldet og syndens menneske, var dengang til stede. Men vejen blev hurtigt gjort klar for dem. "Lovløshedens hemmelighed" var allerede virksom på den tid, og skønt en bestemt tilbageholdende magt holdt den i skak, ville den, når denne hindring blev fjernet, straks udløse frafaldet, og det ville munde ud i syndens menneskes komme; og han skulle tilintetgøres ved Jesu Kristi personlige komme. Dette synes at være afsnittets betydning.

Her var det passende sted til én gang for alle at afgøre spørgsmålet for disse hellige og for alle andre om en lang periode, der skulle ligge før Frelserens komme. Hvor let og naturligt ville det ikke have været for Paulus at skrive: "Brødre, først skal der komme en tid med universel velsignelse for verden, tusindårsriget, og derefter vil der komme et frafald og åbenbaringen af syndens menneske, som Kristus vil ødelægge ved glansen af sit komme." Men Paulus antydede intet af den slags. I stedet siger han tydeligt, at lovløshedens hemmelighed allerede er virksom, at den vil munde ud i "frafaldet", og så skal den store modstander, den lovløse, vise sig, og han skal møde sin dom ved Kristi komme. Lovløshedens hemmelighed bliver dog holdt tilbage, får vi at vide. Kunne det ikke være muligt, at hindringen fjernes, at tusindårsriget derefter følger, og at frafaldet og fortabelsens søn kommer efter dette? Nej, for dens fjernelse efterfølges straks af den store fjendes, Antikrists, komme. For denne fjende har både en apokalypse og en parousia ligesom Kristus selv. Derfor sker ophævelsen af tilbageholdelsen pludseligt og er på ingen måde en langvarig proces.

4. Intet rum for et tusindårsrige:

Apostlen taler om begyndelsen, udviklingen og afslutningen på en bestemt periode. Den var begyndt, da han skrev. Dens afslutning er ved Kristi komme. Hvad ligger imellem? Fortsættelsen af det onde, som hemmeligt er virksomt i de bekendende kristnes legeme, og dets udvikling fra den spæde tilstand til modenheden af fræk ondskab, som vil blive udstillet i syndens menneske. Denne tingenes tilstand udfylder hele perioden, hvis vi accepterer Paulus' lære som inspireret sandhed. Der synes ikke at være plads til et tusindårsrige inden for de grænser, som apostlen her sætter. Den eneste udvej fra denne konklusion, sådan som det forekommer os, er at nægte, at Kristi komme er hans faktiske, personlige andet komme. Men de to ord, epiphaneia og parousia, som andre steder bruges hver for sig til at betegne hans komme, anvendes her for at give begivenheden "grafisk livagtighed" og sikkerhed, og derfor forbyder de bydende en billedlig fortolkning. Konklusionen synes uundgåelig: der kan ikke være noget tusindårsrige på denne side af Kristi komme.

5. Overensstemmelse mellem Kristus og apostlene:

Vor Herres Oliebjergets-profeti (2 Thess 24; 2 Thess 25; 2 Thess 13; 2 Thess 21) stemmer fuldt ud med apostlenes lære om emnet. I denne tale forudsiger han krige, uroligheder blandt nationerne, Jerusalems erobring og templets ødelæggelse, Israels landflygtighed, kristne forfulgt mens de bærer deres vidnesbyrd ud over hele verden, kosmiske rystelser, enestående trængsel og lidelser, som først ophører ved hans komme. Fra den dag, denne store profeti blev udtalt, og frem til timen for hans faktiske komme giver han intet håb om et tusindårsrige. Han åbner intet sted for tusind år med velsignelse for jorden.

Dette er nogle af de grunde, som de bibelstuderende, der kaldes præmillennialister, bygger deres tro på angående Herrens komme og tusindårsrigets herredømme.

LITTERATUR.

Præmillennialistisk: H. Bonar, The Coming of the Kingdom of the Lord Jesus; Wood, The Last Things; Guinness, The Approaching End of the Age; Seiss, The Last Times; Gordon, Ecce Venit; Premillennial Essays; Peters, The Theocratic Kingdom; West, The Thousand Years in Both Testaments; Trotter, Plain Papers on Prophetic Subjects; Brookes, Maranatha; Andrews, Christianity and Antichristianity; Kellogg, Predition and Fulfillment.

William G. Moorehead