Tugtelse; revselse

chas'-'-n-ing, chas'-tiz-ment: Disse to ord, der svarer til hebraisk mucar og græsk paideia, skelnes i engelsk brug ved, at "chastisement" anvendes om påføring af smerte, enten som straf eller for at kalde tilbage til pligten, mens "chastening" er et bredere udtryk, der betegner den disciplin eller opdragelse, man underkastes, uden, som det andet udtryk, at henvise til de midler, der bruges til dette formål. Det snævrere udtryk forekommer i Revised Version (British and American) kun én gang i Det Nye Testamente og da i verbal form, Luk 23,16: "Derfor vil jeg revse ham." King James Version bruger det også i Hebr 12,8.

Betydningen af ordet paideia vokser med åbenbaringens fremadskriden. Dets fulde betydning udfoldes i Det Nye Testamente, hvor forsoningen ved Kristus har bragt Guds sande faderskab i forgrunden (Hebr 12,5; Hebr 12,10). I Det Gamle Testamente, hvor det forekommer omkring 40 gange, er grundbetydningen simpelthen opdragelse, som i 5 Mos 8,5: "Som en mand tugter sin søn, sådan tugter Jahve din Gud dig." Men i en husholdning, hvor det særprægede træk er den strengeste retfærdighed, bliver gengældende straf ikke blot en vigtig, men en styrende faktor i opdragelsen, som i 3 Mos 26,28: "Jeg vil tugte jer syv gange for jeres synder." I denne betydning bruges det om tugtelser, der påføres af mennesker, endda uretfærdigt: "Min far tugtede jer med piske, men jeg vil tugte jer med skorpioner" (1 Kong 12,11). Alt efter om tanken om den påførte lidelse eller om det mål, den er rettet mod, vejer tungest, kan salmisten derfor bede: "Tugt mig heller ikke i din brændende harme" (Sl 6,1), og finde trøst i ordene: "Salig er den mand, som du tugter" (Sl 94,12). Derfor er det almindeligt både i King James Version og i Revised Version (British and American) at finde hebraisk mucar og græsk paideia oversat som "undervisning". Eksemplerne er talrigst i Ordsprogenes Bog.

I Det Nye Testamente bruges det græske paideia med en variation, der ligner det tilsvarende hebraiske ord i Det Gamle Testamente. Eksempler på grundtanken, nemlig "opdragelse" eller "oplæring", findes i sådanne passager som ApG 7,22; ApG 22,3, hvor Moses og Paulus siges at være blevet "undervist", og 2 Tim 3,16, hvor Skriften siges at være "nyttig .... til undervisning" (sammenlign 1 Tim 1,20; 2 Tim 2,25; Tit 2,12; Rom 2,20). En lignende, men ikke identisk, tanke findes i Ef 6,4: "Opdrag dem i Herrens tugt og formaning." Men når paideia beskrives som noget, der medfører smerte, finder lidelsens mysterium, som i Det Gamle Testamente behandles mest udførligt i Jobs Bog, endelig sin forklaring. Guds barn indser, at det ikke kan være under Guds vrede, og derfor at den tugtelse, som det udholder, ikke er ødelæggende, men korrigerende (1 Kor 10,13; 1 Kor 11,32; 2 Kor 6,9; Åb 3,19). I Hebr 12,5-11 gives en sådan trøst ikke, som i de ovennævnte passager, ved tilfældige hentydninger, men ved en fuld argumentation på grundlag af Ordsp 3,11 f, en tekst fra Det Gamle Testamente, der har en dybde og rigdom, som kun kan forstås og tilegnes af dem, der gennem Kristus har lært at kende himlens og jordens almægtige hersker som deres kærlige og hensynsfulde Far. På grundlag af denne passage drages der ofte en skelnen mellem straf og tugtelse; den første som en retfærdighedshandling, der åbenbarer vrede, og den sidste som en barmhjertigheds- og kærlighedshandling. Da der for dem, som er i Kristus Jesus, ikke er nogen fordømmelse (Rom 8,1), kan de ikke lide nogen straf, men kun tugtelse. Hvor der er skyld, er der straf; men hvor skyld er blevet fjernet, kan der ikke være nogen straf. Da der ikke findes grader af retfærdiggørelse, kan ingen blive tilgivet delvist, med en delvis skyld stadig skrevet på hans regning, som han endnu må aflægge regnskab for, enten her eller herefter. Hvis altså hele Kristi retfærdighed tilhører ham, og ingen som helst synd står tilbage at blive tilgivet, hverken helt eller delvist, er alle livets sorger lægende midler mod fare og til oplæring for himmeriget.

H. E. Jacobs