Due

I vild tilstand bygger duer som regel deres reder i klippespalter, men når de er tæmmede, indretter man »dueslag« til dem (Højs 2,14; Jer 48,28; Es 60,8). Duen blev sat på assyrernes og babyloniernes standarter, formodentlig til ære for Semiramis (Jer 25,38; Vulg., »duens voldsomhed«; jf. Jer 46,16; 50,16). Duer og turtelduer var de eneste fugle, der kunne bringes som offer, da de var rene efter Moseloven (1 Mos 15,9; 3 Mos 5,7; 12,6; Luk 2,24). Duen var fredens forløber for Noa (1 Mos 8,8, 10). Den nævnes ofte som et billede på renhed (Sl 68,13). Den er et symbol på Helligånden (1 Mos 1,2; Matt 3,16; Mark 1,10; Luk 3,22; Joh 1,32); også på øm og hengiven kærlighed (Højs 1,15; 2,14). David ønskede i sin nød, at han havde en dues vinger, så han kunne flyve bort og finde hvile (Sl 55,6-8). Der findes en dueart ved Damaskus, »hvis fjer, alle undtagen vingerne, bogstaveligt talt er gule som guld« (68,13).