Tunger som af ild

(glossai hosei puros): Henvisningen i dette opslag gælder Helligåndens underfulde gave på pinsedagen (ApG 2,1-13). Efter sin opstandelse bød Herren sine disciple at blive i Jerusalem, indtil han skulle opfylde Faderens løfte for dem, og indtil de skulle blive iklædt kraft fra det høje (Luk 24,49). ApG 1,8 gentager det samme nådige løfte med yderligere enkeltheder: "Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer; og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og til jordens yderste ende." Dette var sandsynligvis de sidste ord, vor Herre talte på jorden, før han steg op til Guds højre hånd.

1. Overnaturlige manifestationer:

Da pinsedagen var kommet fuldt ud, og disciplene, uden tvivl efter forudgående aftale og i enighed, var samlet på ét sted, blev løftet herligt opfyldt. På den dag, den 50. efter påsken, og således ugens første dag, Herrens dag, steg Guds Ånd ned over dem i underfuld fylde og kraft. Åndens gave blev ledsaget af usædvanlige manifestationer eller fænomener. De var tre og var overnaturlige. Hans komme henvendte sig først til øret. Disciplene hørte en "lyd fra himlen", som med vældig kraft fór ind i huset og fyldte det, ligesom stormen farer frem, men der var ingen vind. Det var lyden, der fyldte huset, ikke en vind. Det var en usynlig årsag, der frembragte hørbare virkninger. Dernæst blev øjet fanget af synet af tunger som af ild, der satte sig på hver enkelt i den samlede skare. KJV's "cloven tongues" er noget misvisende, for det kan let give det indtryk, at hver ildlignende tunge var kløvet eller delt, sådan som man undertiden ser det på billeder, der fremstiller scenen. Men dette er slet ikke meningen med Lukas' udtryk; snarere er det tunger, der deler sig, tunger fordelt iblandt dem, så hver discipel fik del i gaven på lige fod med de andre. "Ligesom af ild", eller mere præcist "som om af ild", betegner tungernes fremtræden, ikke at de faktisk stod i flammer, men at de forud skildrede den underfulde gave, som disciplene nu blev udrustet med.

Endelig blev der meddelt dem en ny og mærkelig kraft til at tale på sprog, de aldrig havde lært. Det var, fordi de blev fyldt med Helligånden, at denne usædvanlige gave blev vist ved dem. Ikke alene satte Ånden dem i stand til således at tale; selv fremsigelsen af ordene afhang af hans guddommelige indflydelse--de talte, "som Ånden gav dem at tale."

Mange forsøg er blevet gjort af forfattere om Apostlenes Gerninger på at forklare pinsefænomenet sådan, at man helt eller delvis udelukker det overnaturlige element, som Lukas uden tvivl anerkender. Nogle forsøger at forklare tungetalens gave ved at sige, at den var en ny talemåde, eller nye udtryksformer, eller nye og ophøjede tanker, men dette er både unaturligt og helt uforeneligt med beretningen, hvor en virkelig forskel i sprog er forudsat. Andre forestiller sig, at miraklet blev udført på tilhørernes ører, således at hver enkelt mente, at det, han hørte, blev udtalt på hans modersmål. Men denne opfattelse modsiger den tydelige udtalelse i ApG 2,4: de "begyndte at tale med andre tunger", dvs. disciplene gjorde det. Den modsiger det, som mængden bekræftede, nemlig: "Hvordan kan vi da høre, hver på vort eget sprog, hvori vi blev født?" (2,8). Desuden rummer opfattelsen et element af usandhed, for i så fald blev miraklet udført for at få mennesker til at tro noget, som faktisk ikke var tilfældet. Den eneste rimelige forklaring på fænomenerne er den, som beretningen bærer på sin overflade, og som Lukas tydeligvis ville have sine læsere til at tro, nemlig at Helligånden satte disciplene i stand til at tale på de forskellige sprog, der var repræsenteret af den skare, som på det tidspunkt var samlet.

2. Sinaj og pinse:

De scener, man var vidne til ved pinsen, havde nogen lighed med de begivenheder, der fandt sted, da loven blev givet på Sinaj, men kontrasten mellem dem er langt mere udtalt. Vi får at vide i Hebr 12,18; Hebr 12,19, at "uvejr", "ild" og "lyden af ord" ledsagede indstiftelsen af den mosaiske husholdning. Noget lignende blev bevidnet ved pinsen. Men forskellene mellem de to er meget tydelige. Ved Sinaj var der også mulm og mørke, den skælvende jord, tordenen og lynene, den meget stærke lyd af hornet, folkets rædsel og Moses' frygt (2 Mos 19,16-18; Hebr 12,18; Hebr 12,19). Intet af dette blev set ved pinsen.

Fænomenerne kendetegner de to husholdninger. Den ved Sinaj var lovisk. Dens indhold var: Gør dette og lev; vær ulydig og dø. Loven kender ingen barmhjertighed, rækker ingen nåde. Nøjagtig retfærdighed er dens regel, fuldkommen retfærdighed dens krav, og døden dens straf. Det er intet under, at frygtelige ting ledsagede dens forkyndelse, og at Moses skælvede af frygt. Det er intet under, at den blev kaldt "en ildlov" (5 Mos 33,2).

3. Egenskaber meddelt ved Ånden:

Med Åndens komme kom fuldkommen nåde, guddommelig kraft og fuldstændig tilgivelse for de værste blandt mennesker. Ved Sinaj talte Gud på ét sprog. Ved pinsen talte Ånden gennem disciplene på mange tungemål (15 i alt nævnes i ApG 2). Loven var kun for ét folk; evangeliet er for hele slægten. Lyden, der ledsagede Åndens udgydelse, fyldte hele huset og ligeledes alle disciplene--et tegn og pant på gavens rigdom, fylde. Flammetungerne betød talens kraft, frimodighed i ytringen og overbevisningsevne, som fra nu af skulle kendetegne disciplenes vidnesbyrd.

De vidunderlige evner, som vidnerne udviser efter pinsen, er særdeles bemærkelsesværdige. Det er almindeligt at beundre deres mod og iver, at sætte deres frygtløshed over for fjender og fare i kontrast til deres tidligere forsagthed og fejhed. Det er måske ikke så almindeligt at erkende hos dem de egenskaber, der ligger til grund for alt effektivt arbejde, det som giver vidnesbyrdet om Kristus dets virkelige energi og kraft. Disse egenskaber er sådanne som: kundskab og visdom, iver og klogskab, tillid og hengivenhed, frimodighed og kærlighed, dygtighed og takt. Disse og lignende gaver viser sig i deres taler, i deres optræden når vanskeligheder opstår og farer truer, og i deres adfærd over for de vrede rådsherrer. Det er i det hele taget bemærkelsesværdigt, med hvilken dygtighed og takt de forsvarer sig over for Synedriet, og med hvilken virkningsfuldhed de prædiker evangeliet om Guds nåde for skaren, ofte en spottende og fjendtlig skare. I Peters tale på pinsedagen er der kendetegn på den højeste kunst, den dygtigste logik og den mest overbevisende argumentation. Professor Stifler siger med rette om den: “Den er uden sidestykke blandt produkter af uinspirerede mennesker. Og dog er den en galilæisk fiskers værk, uden dannelse eller uddannelse, og hans første forsøg.” De samme fremragende træk findes i Peters tale, som er nedskrevet i ApG 3, i talen til Kornelius og hans venner, og i hans forsvar, da han blev stillet til regnskab af de strenge troende i Jerusalem for at være gået ind i uomskårne mænds selskab og have spist sammen med dem. Ikke mindre må siges om Stefans lige så vidunderlige svar på den anklage, der blev rejst mod ham, som nedskrevet i ApG 7. Det er ganske sandt, at Stefan ikke tog del i Åndens udgydelse på pinsedagen, så vidt vi ved, men han fik del i Åndens gave og kraft kort efter, for vi får at vide, at han var fuld af tro og af Helligånden, og at han også var fuld af nåde og kraft. Derfor bør det ikke overraske at læse, som virkningen af hans tale, at ypperstepræsten og alle de andre, som hørte ham, “blev skåret i hjertet, og de skar tænder imod ham” (7,54). Stefan talte med en tunge af ild.

I håndteringen af den alvorlige klage, som de hellenistiske jøder fremsatte mod hebræerne om forsømmelsen af deres enker ved den daglige uddeling (ApG 6,1), og i deres optræden og forsvar, da de blev ført frem for rådet, som de blev mere end én gang (ApG 4; ApG 5; ApG 12), udviste de en visdom og klogskab, som var langt fra snuhed og list. De egenskaber, de ejede og lagde for dagen, er usædvanlige, de er mere end menneskelige; de er Helligåndens gave, ham som de blev døbt med på pinsedagen. Således havde Herren Jesus lovet (Mark 13,11; Joh 16,13; ApG 1,8).

4. Adskilt fra 1 Korintherbrev 12; 14:

De ildtunger, som vi har betragtet, synes på ét vigtigt punkt at have adskilt sig fra den lignende gave, der blev skænket korintherne (ApG 1; ApG 14). På pinsedagen talte disciplene på de forskellige personers sprog, som hørte dem; der var ikke behov for nogen tolk, sådan som der blev sørget for i Korinth. Paulus befaler tydeligt, at hvis der ikke er nogen til at forklare eller tolke en talers ekstatiske ytring, skal han tie (1 Kor 14,28). På pinsedagen talte mange på samme tid, for Ånden havde fuldkommen kontrol over hele forsamlingen og brugte hver enkelt, som det behagede ham. I Korinth bestemte Paulus, at ikke mere end to eller højst tre skulle tale i en tunge, og det efter tur (én ad gangen). På pinsedagen hørte hver enkelt af de 15 nationaliteter, som var repræsenteret i mængden, på sit eget modersmål Guds vidunderlige gerninger. I Korinth forstod ingen tungen, ikke engang taleren selv, for den synes at have været en rapsodi, et ukontrolleret ekstatisk udbrud, og hvis der ikke var nogen til at tolke eller forklare det, skulle taleren tie og tale for sig selv og for Gud, dvs. han måtte ikke forstyrre gudstjenesten ved at give sin ekstase stemme, medmindre hele forsamlingen derved blev opbygget. Paulus sætter profeti, eller forkyndelsen af Guds ord, langt over denne tungegave.

Det er måske ikke upassende her at sige, at den såkaldte “tungegave”, som så højlydt forkyndes af visse letbevægelige personer i vor tid, intet har til fælles med Guds Ånds mægtige virke på pinsedagen, og næppe noget med det, som de kristne i Korinth nød godt af, og som Paulus regulerede med mesterhånd.

Se TONGUES, GIFT OF.

LITTERATUR.

Stifler, Introduction to the Book of Acts; Alexander, Commentary on the Acts; Kuyper, Work of the Holy Spirit; Moorehead, Outline Studies in Acts--Ephesians.

William G. Moorehead