Afskaffe

a-bol'-ish (chathath, »at blive brudt ned«, »gjort ugyldig«, »Min retfærdighed skal ikke afskaffes« (Es 51,6), dvs. sådan som den viser sig i Guds trofasthed mod sine løfter; machah, »at udviske«, »udslette«, »for at jeres værker må blive afskaffet« (Ez 6,6) katargeo, »at gøre uvirksom«, »bringe til intet«, »gøre virkningsløs«, »når han har afskaffet alt herredømme« (1 Kor 15,24), enhver magt, der står Guds rige imod; »idet han i sit kød afskaffede fjendskabet« (Ef 2,15)): Ved sin død gjorde Kristus ende på den adskillelse mellem folk, som skyldtes historiske forskrifter og ceremonielle love (såsom omskærelse og uomskærelse); gennem korset virkede han forsoningen og sikrede den fælles adgang til Faderen, hvorved enheden opretholdes.

»Vor frelser Kristus Jesus .... afskaffede døden« (2 Tim 1,10). Mennesker dør stadig, »det er bestemt for mennesker« (Hebr 9,27), men frygten for døden som noget, der har magt til at afslutte eller påvirke vor personlige eksistens og vor forening med Gud, som et frygteligt skridt ud i det ukendte og uerkendelige (ind i Sheol med det uigennemtrængelige mørke), og som noget, der fører os frem til en endelig og uigenkaldelig dom, er blevet fjernet. Kristus har taget dens brod ud af den (1 Kor 15,55 f) og al dens skadelige magt (Hebr 2,14); han har vist, at den er under hans kontrol (Åb 1,18), bragt det uforgængelige liv hinsides frem i lyset og erklæret dødens endelige tilintetgørelse (1 Kor 15,26; jf. Åb 20,14). Det græske (katargeitai) angiver, at tilintetgørelsesprocessen da var i gang.

M. O. Evans