Omskærelse

At skære omkring. Denne rite, som efter nogles mening tidligere blev praktiseret af forskellige folkeslag, blev af Gud bestemt til at være hans udvalgte folks særlige kendetegn, et vedvarende tegn på deres indvielse til ham. Den blev indstiftet som en national ordning (1 Mos 17,10, 11). I lydighed mod den guddommelige befaling blev Abraham, skønt han var nioghalvfems år gammel, omskåret samme dag som Ismael, der var tretten år gammel (17,24-27). Slaver, hvad enten de var født i huset eller købt, blev omskåret (17,12.13); og alle fremmede måtte lade deres mænd omskære, før de kunne få del i det jødiske borgerskabs privilegier (2 Mos 12,48). Under vandringen gennem ørkenen gik omskærelsens praksis af brug, men den blev genoptaget på Josvas befaling, før de gik ind i det forjættede land (Jos 5,2-9). Den blev altid overholdt derefter blandt Israels stammer, selv om den ikke nævnes udtrykkeligt fra bosættelsen i Kanaan indtil Kristi tid, omkring 1.450 år. Jøderne var stolte af at eje dette pagtstegn (Dom 14,3; 15,18; 1 Sam 14,6; 17,26; 2 Sam 1,20; Ez 31,18).

Som en rite i kirken ophørte den, da Det Nye Testamentes tid begyndte (Gal 6,15; Kol 3,11). Nogle jødekristne søgte dog at pålægge de hedningekristne omvendte den; men dette modsatte apostlene sig bestemt (ApG 15,1; Gal 6,12). Vor Herre blev omskåret, for det “sømmede sig for ham at opfylde al retfærdighed”, som Abrahams afkom efter kødet; og Paulus “tog og omskar” Timotheus (ApG 16,3) for at undgå at støde jøderne. Det ville gøre Timotheus’ arbejde mere antageligt for jøderne. Men Paulus ville på ingen måde gå med til kravet om, at Titus skulle omskæres (Gal 2,3-5). Det store punkt, han kæmpede for, var uomskårne hedningers frie adgang til kirken. Han førte sagen for Titus med held, selv i Jerusalem.

I Det Gamle Testamente knyttes en åndelig idé til omskærelsen. Den var symbol på renhed (Es 52,1). Vi læser om uomskårne læber (2 Mos 6,12, 30), ører (Jer 6,10), hjerter (3 Mos 26,41). Frugten af et træ, der er urent, omtales som uomskåret (3 Mos 19,23).

Den var et tegn og segl på nådepagten såvel som på den nationale pagt mellem Gud og hebræerne.

Den beseglede de løfter, der blev givet til Abraham, og som angik Israels samfund, nationale løfter.

Men de løfter, der blev givet til Abraham, omfattede løftet om forløsning (Gal 3,14), et løfte som er kommet til os. Pagten med Abraham var en husholdning eller en særlig form af nådepagten, og omskærelsen var et tegn og segl på den pagt. Den havde en åndelig betydning. Den betegnede hjertets renselse, den indre omskærelse, som udføres af Ånden (5 Mos 10,16; 30,6; Ez 44,7; ApG 7,51; Rom 2,28; Kol 2,11). Omskærelsen som et symbol, der forud afbildede helliggørelsen ved Helligånden, har nu givet plads for dåbens symbol (se dette). Men den sandhed, som er indeholdt i begge ordninger, er altid den samme: syndens fjernelse, nådens helliggørende virkninger i hjertet.

Under den jødiske husholdning var kirke og stat identiske. Ingen kunne være medlem af den ene uden også at være medlem af den anden. Omskærelsen var et tegn og segl på medlemskab i begge. Enhver omskåret person bar derved vidnesbyrd om, at han var en af det udvalgte folk, et medlem af Guds kirke, sådan som den da eksisterede, og følgelig også medlem af det jødiske samfund.