Rede

(qen; neossia, nossia; i Det Nye Testamente kataskenosis; latin nidus): Et sted, som en fugl har gjort rede til at modtage sine æg og unger. Reder er forskellige alt efter arten. Ørne bruger en stor bunke grove pinde og kviste på en bjergkløft (Job 39,27; Jer 49,16; Obad 1,4); høge foretrækker træer; gribbe hule træer eller jorden; ravne store træer; duer og turtelduer træer eller klippesprækker (Jer 48,28); hærfugle hule træer; svaler reder af mudder under et tag, på klipper eller i forladte templer; ugler hule træer, mørke steder i ruiner eller sandhuler (om qippoz i Es 34,15 se OWL); traner, storke og hejrer enten træer (Sl 104,17) eller siv ved vandet (storke vælger ofte også hustage).

Hver rede følger i den grad byggelovene for sin ejers art, at enhver kyndig ornitolog ud fra en rede kan sige, hvilken fugl der har bygget den. Tidligt i rugningen forlader en fugl let en rede, fordi den håber at bygge en anden på et sted, der ikke er så let at opdage, og hvor den kan lægge flere æg. Når ungerne er nået så langt, at deres liv mærkes gennem de tynde skaller, der presses mod moderens bryst, udvikler hun en dristighed, som videnskabsfolk kalder "rugefeber". I denne tilstand vil de vildeste fugle ofte tåle, at man rører ved dem, før de forlader reden. Det gælder især, hvis ungerne netop er ved at komme ud. Den første bibelske henvisning til en fuglerede findes i Bileams fjerde profeti i 4 Mos 24,21: "Og han så på kenitten, tog sin billedtale op og sagde: Stærk er din bolig, og din rede er sat i klippen." Her tænkte Bileam på en ørns, høgs eller gribs rede, anbragt på fast klippe blandt uindtagelige klippetinder på bjergtoppe. Den næste henvisning står blandt lovene for personlig adfærd i 5 Mos 22,6: "Hvis en fuglerede tilfældigvis ligger foran dig på vejen, i et træ eller på jorden, med unger eller æg, og moderen sidder på ungerne eller på æggene, må du ikke tage moderen sammen med ungerne." Uden tvivl er dette den tidligst kendte lov til beskyttelse af en rugende fugl. Det er sandsynligt, at det var tilladt at tage ungerne, eftersom loven krævede brugen af dem, i det mindste når det gjaldt duer og turtelduer, til offer. I Job 29,18 råber Job:

"Da sagde jeg: Jeg skal dø i min rede,

og jeg skal gøre mine dage talrige som sandet:"

det vil sige, at han i sine velmagtsdage håbede at dø i det hjem, han havde bygget til sin hustru og sine børn. I Sl 84,3 synger David:

"Ja, spurven har fundet sig et hus,

og svalen en rede til sig selv,

hvor den kan lægge sine unger,

ved dine altre, Jahve, hærskarers Gud,

min konge og min Gud."

Disse linjer er rige og modne af betydning, for på den tid beskyttede hele verden en tempelrede, endog med dødsstraf over den, der gjorde indgreb i den. Det skyldtes, at fuglen blev anset for at kræve gudernes beskyttelse. Hebræere, arabere og egyptere vogtede alle reder på gudsdyrkelsessteder. Det hedenske Rom henrettede den skomager, der dræbte en ravn, som byggede rede på et tempel, og Athen tog samme hævn over den mand, der ødelagde en svales rede. Esajas sammenlignede Assyriens ødelæggelse med røveri af en fuglerede: "Og min hånd har fundet folkenes rigdomme som en rede; og som man samler forladte æg, har jeg samlet hele jorden; og der var ingen, der rørte vingen eller åbnede munden eller peb" (Es 10,14; jf. Es 16,2). Matthæus citerer Jesus for at have sagt: "Rævene har huler, og himlens fugle har reder; men Menneskesønnen har ikke noget sted at lægge sit hoved" (Matt 8,20 svarer til Luk 9,58). Gene Stratton-Porter