Moab; moabitter

mo'-ab, mo'-ab-its (Moab, mo'abh, Moabite Stone, M-'-B; græsk (Septuaginta) Moab, he Moabeitis, Moabitis; moabit, mo'abhi; moabitter, bene mo'abh):

1. Landet:

Moab var området øst for Det Døde Hav, som strakte sig fra et punkt et stykke nord for det til dets sydlige ende. Den østlige grænse var ubestemt, idet den var grænsen mod ørkenen, som er uregelmæssig. Områdets længde var omkring 50 miles (ca. 80 km) og den gennemsnitlige bredde omkring 30 miles (ca. 48 km). Det er et højt plateau, i gennemsnit omkring 3.000 fod (ca. 900 m) over Middelhavets niveau og 4.300 fod (ca. 1.300 m) over Det Døde Havs niveau. Landets udseende, når man betragter det fra den vestlige side af Det Døde Hav, er som en bjergkæde med en meget stejl front, men denne rygs højde over det indre land er meget ringe. Dybe kløfter fører ned fra plateauet til Det Døde Havs bred; den vigtigste er Arnonflodens slugt, som er omkring 1.700 fod (ca. 520 m) dyb og 2 eller flere miles (ca. 3 km eller mere) bred ved plateauets niveau, men meget smal i bunden og med overordentlig stejle bredder. Omkring 13 miles (ca. 21 km) tilbage fra flodens munding deler slugten sig, og længere tilbage deler den sig igen, så der dannes flere dale med aftagende dybde, efterhånden som de nærmer sig ørkengrænsen. Disse omtales i 4 Mos 21,14 som »Arnons dale«. »Zereds dal« (4 Mos 21,12), som lå ved den sydlige grænse, falder ned mod Det Døde Havs sydlige ende, og selv om den ikke er så lang eller dyb som Arnon, er den af samme art i sit nedre løb, meget vanskelig at krydse, og deler sig i to grene, men på et punkt meget nærmere havet. Vandløbet er ikke så stort som Arnon, men er ganske rigt, selv om sommeren. Disse kløfter har så stejle sider, at det ville være meget vanskeligt for en hær at krydse dem, undtagen i deres øvre løb nær ørkenen, hvor de bliver lavvandede. Israelitterne passerede dem i dette område, sandsynligvis langs den nuværende hajj-vej og Mekka-jernbanens linje. Plateauet er frugtbart, men mangler vand. Kilderne og vandløbene i dalene og på skråningerne mod Det Døde Hav er talrige, men højlandet er næsten helt uden rindende vand. Indbyggerne forsyner sig ved hjælp af cisterner, hvoraf mange er gamle, men mange af dem, der blev brugt i oldtiden, ligger i ruiner. Befolkningen må tidligere have været langt større end nu. Nedbøren er som regel tilstrækkelig til at modne afgrøderne, selv om regnen kun falder om vinteren. Landets frugtbarhed i oldtiden fremgår af de mange byer og landsbyer, som vides at have eksisteret der, og som nævnes i Skriften og på Moabitterstenen; sidstnævnte giver nogle navne, som ikke findes andre steder. De vigtigste af disse var: Ar (4 Mos 21,15); Atarot, Dibon, Jazer, Nimra, Nebo (4 Mos 32,3); Bet-Peor (5 Mos 3,29); Bet-Diblatajim, Bosra, Kerijot (Jer 48,22-24); Kir (Es 15,1); Medeba, Eleale, Soar (Es 15,2; Es 15,4; Es 15,5); Kir-Heres (Es 16,11); Sibma (Jos 13,19); i alt kendes omkring 45 stednavne i Moab, og de fleste af byerne ligger i ruiner. Kir i Moab svarer til det moderne Kerak, den vigtigste af dem alle og områdets administrative centrum. Madeba repræsenterer nu det gamle Medeba og er blevet kendt for fundet af et middelalderligt mosaikkort over landet, af betydelig arkæologisk værdi. Rabbat-Moab og Heshbon (det moderne Rabba og Hesban) er elendige landsbyer, og landet er udsat for angreb fra beduinstammerne i den nærliggende ørken, hvilket hæmmer landbruget. Men landet er stadig godt græsningsland for kvæg og får, som i oldtiden (4 Mos 32,3; 4 Mos 32,4).

2. Folket:

Moabitterne var af semitisk slægt og beslægtede med hebræerne, hvilket fremgår af deres afstamning fra Lot, Abrahams nevø (1 Mos 19,30-37), og af deres sprog, som praktisk talt er det samme som hebraisk. Dette fremgår tydeligt af indskriften på Moabitterstenen, et monument over Mesha, Moabs konge, rejst omkring 850 f.Kr. og fundet blandt ruinerne af Dibon i 1868. Den indeholder 34 linjer på omkring 9 ord hver, skrevet med de gamle fønikiske og hebraiske skrifttegn, svarende til Siloam-indskriften og dem, der er fundet i Fønikien, hvilket viser, at det er en dialekt af det semitiske sprog, som var udbredt i Israels land. Moabs oprindelige indbyggere var emitterne (5 Mos 2,10), »et folk, stort .... og højt, som anakitterne«. Hvornår disse blev fortrængt af moabitterne, ved vi ikke. De sidstnævnte nævnes ikke i Tell el-Amarna-brevene og optræder ikke på de egyptiske monumenter før det 14. århundrede f.Kr., da de synes at blive omtalt under navnet Ruten, eller Luten eller Lotan, dvs. Lot (Paton, Syria and Pal); Muab optræder i en navneliste på et monument fra Ramses III af det 20. dynasti. Landet lå uden for de egyptiske hæres marchrute, og dette forklarer monumenternes tavshed med hensyn til dem.

3. Religion:

Moabs vigtigste guddom var Kemosh (kemosh), som ofte nævnes i Det Gamle Testamente og på Moabitterstenen, hvor kong Mesha taler om at bygge et offersted til hans ære, fordi han blev frelst af ham fra sine fjender. Han fremstiller Moabs undertrykkelse under Omri som resultatet af Kemoshs vrede, og Mesha førte krig mod Israel på Kemoshs befaling. Han var Moabs nationale gud, ligesom Molek var Ammons, og det er temmelig sikkert, at han blev formildet ved menneskeofre (2 Kong 3,27). Men han var ikke Moabs eneste gud, som det fremgår af beretningen i 4 Mos 25, hvor det også er klart, at deres afgudsdyrkelse var fordærvet. De havde deres ba'aler ligesom folkene omkring dem, som man kan slutte af stednavnene sammensat med Baal, såsom Bamot-Baal, Bet-Baal-Meon og Baal-Peor.

4. Historie:

Vi ved næsten intet om moabitternes historie efter beretningen om deres oprindelse i 1 Mos 19 indtil udvandringens tid. Det ser dog ud til, at de havde lidt under amoritternes invasioner; under deres konge Sihon havde amoritterne undertvunget den nordlige del af Moab helt til Arnon (4 Mos 21,21-31). Denne erobring var uden tvivl et resultat af amoritternes bevægelse mod syd, da de blev presset af den store bølge af hittitisk invasion, som oversvømmede Nordsyrien i slutningen af det 15. og begyndelsen af det 14. århundrede f.Kr. Amoritterne blev tvunget til at søge hjem i Kanaans land, og det ser ud til, at en del af dem krydsede Jordan og besatte det nordlige Moab; her fandt israelitterne dem, da de nærmede sig det lovede land. I begyndelsen forstyrrede de ikke moabitterne i syd, men drog udenom langs den østlige grænse (5 Mos 2,8; 5 Mos 2,9) og kom i konflikt med amoritterne i nord (4 Mos 21,21-26), besejrede dem og besatte området (4 Mos 21,31-32). Men da Balak, Sippors søn, Moabs konge, så hvilket mægtigt folk der slog sig ned ved hans grænse, sluttede han forbund med midjanitterne imod dem og tilkaldte Bileams hjælp; men da han ikke kunne få denne til at forbande dem, afstod han fra at angribe israelitterne (4 Mos 22; 4 Mos 24). De sidstnævnte led dog ulykke fra Moabs folk gennem deres omgang med dem (4 Mos 25). Nogen tid før kongedømmets oprettelse i Israel oversvømmede midjanitterne Moab, som det synes at fremgå af passagen i 1 Mos 36,35, men erobringen var ikke varig, for Moab genvandt sit tabte område og blev stærkt nok til at trænge ind på Israel på den anden side af Jordan. Eglon af Moab undertrykte Israel med hjælp fra Ammon og Amalek (Dom 3,13-14), men Eglon blev myrdet af Ehud, og det moabitiske åg blev kastet af efter 18 år. Saul slog Moab, men undertvang det ikke (1 Sam 14,47), for vi finder David, der anbringer sin far og mor under Moabs konges beskyttelse, da han blev forfulgt af Saul (1 Sam 22,3; 1 Sam 22,4). Men dette venskab mellem David og Moab fortsatte ikke. Da David blev konge, førte han krig mod Moab og undertvang det fuldstændigt (2 Sam 8,2). Ved rigets deling mellem Rehabeam og Jeroboam fik den sidstnævnte sandsynligvis herredømmet over Moab (1 Kong 12,20), men det gjorde oprør, og Omri måtte generobre det (M S), og det var skattepligtigt til Akab (2 Kong 1,1). Det gjorde igen oprør under Akazjas regering (2 Kong 1,1; 2 Kong 3,5), og Moab og Ammon førte krig mod Joshafat og Seirs bjerg og ødelagde det sidstnævnte, men bagefter kom de i strid indbyrdes og ødelagde hinanden (2 Krøn 2). Joshafat og Joram foretog sammen et felttog ind i Moab og besejrede moabitterne med stort mandefald (2 Kong 2). Men Mesha, Moabs konge, blev ikke undertvunget (2 Kong 3,27), og senere befriede han fuldstændigt sit land fra Israels herredømme (M S). Dette skete sandsynligvis på den tid, da Israel og Juda var i krig med Hazael af Damaskus (2 Kong 8,28; 2 Kong 8,29). Flokke af moabitter vovede at plyndre Israels land, da det var svækket af konflikten med Hazael (2 Kong 13,20), men Moab blev sandsynligvis igen undertvunget af Jeroboam II (2 Kong 14,25), hvilket kan være den ulykke for Moab, der fortælles om i Es 15. Efter Mesha finder vi en konge ved navn Salamanu og en anden kaldet Kemosh-nadab; den sidstnævnte var underlagt Sargon af Assyrien. Han gjorde oprør mod Sankerib i forbund med andre konger i Syrien og Israels land og Egypten, men blev undertvunget af ham, og en anden konge, Mutsuri, var underlagt Esarhaddon. Disse oplysninger kommer til os fra de assyriske monumenter. Da Babylon indtog Assyriens plads som overherre, sluttede Moab sig til andre stammer i at opfordre Juda til oprør, men synes at være kommet til en ordning med Nebukadnesar, før Jerusalem blev indtaget, eftersom vi intet hører om noget felttog fra denne konge mod hende. Om krigen, der beskrives i Judit, hvor Moab (1,12 osv.) spiller en rolle.

Se JUDITH.

På et senere tidspunkt blev Moab oversvømmet af de nabatæiske arabere, som herskede i Petra og udstrakte deres myndighed på østsiden af Jordan helt til Damaskus (Josephus, Ant, XIII, xv, 1,2). Moabitterne mistede deres identitet som nation og blev siden blandet sammen med araberne, som vi ser i Josephus’ udsagn (XIII, xiii, 5), hvor han siger, at Alexander (Jannæus) overvandt araberne, såsom moabitterne og gileaditterne. Alexander byggede den berømte fæstning Machaerus i Moab, på en høj med udsigt over Det Døde Hav, som senere blev stedet for Johannes Døbers fængsling og tragiske død (Josephus, BJ, VII, vi, 2; Ant, XVIII, v, 2; Mark 6,21-28). Den blev siden ødelagt af romerne. Kir blev en korsfarerfæstning under navnet Krak (Kerak), som holdt stand mod muslimerne indtil Saladins tid; han indtog den i 1188 e.Kr.

LITTERATUR.

Kommentarer til de passager i Det Gamle Testamente, der vedrører Moab, og Israels historier; Paton, Early History of Syria and Palestine; Rawlinson, Ancient Monarchies, især Assyria and Babylonia; Conder, Heth and Moab; G. A. Smith, HGHL; Moabiterstenen; Josephus.

H. Porter