Lot

lot:

I. Personlighed.

Den mand, der bar navnet Lot (lot; Lot), nævnes for første gang i 1 Mos 11,27, ved begyndelsen af den del af Første Mosebog, som har overskriften "Teras slægter." Efter at Teras 3 sønner er nævnt, tilføjes det, at den tredje af disse, Haran, avlede Lot.

Grunden til, at netop én af Teras sønnesønner således fremhæves, viser sig i det næste vers, hvor vi får at vide, at "Haran døde før sin far Tera i sit fødeland, i kaldæernes Ur." For den periode i denne families liv, der begynder med udvandringen fra Ur, repræsenterer Lot derfor sin fars gren af familien (1 Mos 11,31). Det er næppe sandsynligt, at forholdet mellem Abraham og Lot ville have været, som det var, hvis Haran ikke var død; men hvordan det end forholder sig, læser vi denne indføring af Lot i Teras slægtsregister som en foregribelse af den fortælling, den danner indledning til, og hvori Lot er bestemt til at spille en vigtig rolle.

De afsnit af den fortælling, hvori Lot optræder, er: i 1 Mos 11, udvandringen fra Ur til Haran; i 1 Mos 12, Abrahams vandringer; i 1 Mos 13, adskillelsen mellem Abraham og Lot; i 1 Mos 14, de østlige kongers felttog mod Sodoma og Abrahams befrielse af fangerne; og i 1 Mos 19, Sodomas ødelæggelse.

I 1 Mos 14,14; 1 Mos 14,16 kaldes Lot Abrahams "bror"; men at dette ikke repræsenterer en afvigende tradition, bevises ved henvisning til 14,12 i samme kapitel (tilskrevet "en uafhængig kilde") og til 13,8 (tilskrevet J; jf. 11,28 J).

II. Livsbane.

1. Første periode:

Lots liv falder, så vidt de sparsomme henvisninger til ham lader os rekonstruere det, i fire perioder. Om den første periode--den før udvandringen fra Haran--ved vi intet ud over Lots fødsel i Ur, hans fars død dér, hans søster Milkas ægteskab med hans farbror Nakor (om en anden søster, Jiska, lærer vi kun navnet at kende), og rejsen til Haran i følge med Tera, Abraham og Sara. Det forhold, at Saras barnløshed og Harans død er de eneste to omstændigheder, der berettes om i familiehistorien, kan tjene til at forklare, hvorfor Lot drog med Abraham i stedet for at blive hos Nakor. En barnløs onkel og en faderløs nevø kan meget vel være blevet sammen med den tanke, at selv om der ikke var nogen formel adoption, kunne nevøen blive sin onkels arving. I hvert fald kommer løftet om et utalligt afkom, så ofte gentaget til patriarkerne, først til Abraham umiddelbart efter, at Lot har skilt sig fra ham (se 1 Mos 13,6-18).

2. Anden periode:

I den anden periode af Lots liv finder vi ham som Abrahams ledsager på hans rejser fra Mesopotamien til Kanaan, gennem Kanaan til Egypten og tilbage igen til omegnen af Betel. Hans stilling er underordnet, for hans onkel er familiens overhoved, og orientalsk skik er ensartet og streng i spørgsmålet om familiestyre. Derfor bruges ental gennem hele fortællingen. Hvad Abraham gjorde, gjorde hele hans "klan". Alligevel var Lots stilling så nær ved at være uafhængig, som disse patriarkalske forhold tillader. Da fortællingen når det punkt, hvor det er nødvendigt at nævne dette forhold, forklarer fortælleren for det første den gavmildhed, hvormed Abraham behandlede sin nevø, idet han tillod ham at have egne "småkvæg, hornkvæg og telte", en næsten selvstændig husholdning, og for det andet det misforhold mellem deres samlede ejendele og landets ressourcer, som gjorde adskillelse uundgåelig. Indtil dette punkt findes den eneste omtale af Lot i denne vandringsperiode i 1 Mos 13,1, i ordene "og Lot med ham." Og selv her er ordene overflødige (fordi de angiver et forhold, som her såvel som ellers helt kan forudsættes), bortset fra at de forbereder læseren på fortællingen om den adskillelse, der straks følger.

3. Tredje periode:

Denne fortælling indleder den tredje periode i Lots livsbane, nemlig hans ophold i Kikkar (Revised Version (britisk og amerikansk) "Sletten," Revised Version randnote "Kreds") og i Sodoma. Til den grundlæggende årsag til adskillelsen, som ovenfor anført, føjer forfatteren de to omstændigheder, som bidrog til at frembringe resultatet, nemlig for det første den strid, der opstod mellem Abrahams hyrder og Lots hyrder, og for det andet tilstedeværelsen i det samme land af andre--kanaanæerne og perizzitterne--hvorved han minder sine læsere om, at det ikke var et tomt land, hvor de helt efter behag kunne brede sig ud og således modvirke virkningen af den hovedårsag og den medvirkende årsag, der allerede er fremlagt.

Med en storsindethed, der må have forekommet endnu større for sind, der var vant til patriarkalsk autoritet, end den forekommer os, og som i virkeligheden var langt mere bemærkelsesværdig, end den ville være her og nu, tilbyder Abraham sin nevø valget af landet--set fra nomadens synspunkt. I ordene "vi er brødre" (1 Mos 13,8) er hele scenens kraft krystalliseret. Lot, som mener, at han har valgt den bedre del, følges derpå i sin nomadiske fremrykning så langt som til Sodoma, og læseren forlader ham for en tid ansigt til ansigt med en by, hvis mænd "var onde og syndere mod Jahve i høj grad," mens fortællingen går videre med Abraham gennem den nye åbenbaringsscene, som gav denne storsindede mand et guddommeligt skøde på hele landet, og denne mand, der nu stod uden en arving blandt sine egne slægtninge (jf. 1 Mos 15,2; 1 Mos 15,3), et guddommeligt pant på utalligt afkom.

Lot vender for et øjeblik tilbage i vores synsfelt som drivkraften bag Abrahams bevægelser i felttoget i 1 Mos 14. Vi får udtrykkeligt at vide, at det var "da Abram hørte, at hans broder var taget til fange," at han "førte sine øvede mænd ud .... og forfulgte." På den ene side hører vi, at Lot nu "boede i Sodoma," efter at han havde opgivet det liv i telte, som han havde ført siden dagene i Mesopotamien, og på den anden side finder vi i ham en kontrastfigur til hans onkels energiske, beslutsomme og fremgangsrige skikkelse--for Lot spiller en sørgelig rolle, altid nævnt sammen med "kvinderne og ejendelene."

Denne periode af hans liv ender med tilintetgørelsen af hans valgte hjem, hans rigdom, hans fæller og alt, hvad der var hans, bortset fra to døtre, som, synes det, måske hellere burde være omkommet sammen med resten. Første Mosebog 19, der kommer umiddelbart efter Abrahams forbøn for Sodoma, som gribende indprenter i læserens sind ondskaben i Lots omgivelser, viser os manden selv i hans omgivelser, sådan som de har påvirket ham gennem næsten et par årtier (sammenlign 12,4; 17,1). Det, vi ser, er en mand, der vil det gode (høflighed, 19,1; gæstfrihed, 19,2.3.6-8; naturlig skamfølelse, 19,7; loyalitet, 19,14; og taknemmelighed, 19,19), men som håbløst er bundet til byens moralske liv gennem sine familieforbindelser--alliancer, der har trukket ham ned snarere end løftet andre op (19,9.14.26.31-35). Sproget i 2 Pet 2,7; 2 Pet 2,8 minder os om, at Lot selv på dette tidspunkt i sit liv var en "retfærdig" mand. Betragtet som en del af sine omgivelser (skribenten har talt om Sodoma, 19,6), havde Lot bestemt ret til at blive kaldt en "retfærdig" mand, og betegnelsen passer til det, der ligger i 1 Mos 18,23-32. Desuden viser 1 Mos 19 selv Lot som en, der var "plaget .... af deres lovløse gerninger" og "svært bedrøvet over de ugudeliges tøjlesløse liv" (sammenlign 19,3.7.8.14). Alligevel er kontrasten til Abraham altid nærværende i læserens sind, så de mest varige indtryk skabes af Lots selviskhed, verdslighed, vaklen og fejhed, for ikke at nævne den moralske virkning af slutscenen i hans liv (19,30-38).

4. Fjerde periode:

Den fjerde periode i Lots livsløb er af usikker varighed. #Ved Sodomas ødelæggelse boede han først i Soar, den "lille" by, der blev skånet som et bekvemt tilflugtssted for ham og hans; men på et uspecificeret tidspunkt "drog han op fra Soar," for "han frygtede for at bo i Soar"--hvorfor kan vi ikke sige. Denne frygt var større end selv den åbenbart store frygt, han nærede for at bo i "bjergene" (1 Mos 19,19). I dette bjergland med klipper og huler (Driver i HDB, artikel "Lot," anfører Buckingham, Travels in Syria, 61-63, 87, som autoritet for udsagnet om, at mennesker stadig bor i huler i denne egn), bor Lot og hans to tilbageværende døtre; og biografien om denne ledsager til "Guds ven" ender i en scene med incest, som giver den logiske epilog til et drama om fremadskridende moralsk forfald. Denne dyriske hulemand i 1 Mos 19 er Abrahams "broder," men han er nået til dette mål, fordi hans vej havde ført ned fra Betel til Sodoma. Oprindelsen til de to nabofolk og beslægtede nationer, Moab og Ammon, føres således i den hebraiske tradition tilbage til Lot og hans døtre.

III. Plads i senere litteratur.

I Bibelen nævnes Lot kun som far til Moab og Ammon (5 Mos 2,9; 5 Mos 2,19; Sl 83,8), og i den passage i 2 Pet, der allerede er omtalt; og foruden disse steder i Luk 17,28-32. Her repræsenterer Lot den centrale skikkelse i Sodomas ødelæggelse, ligesom Noa gør i syndfloden i den foregående sammenhæng (sammenlign forbindelsen mellem disse to personer i 2 Pet og Koranen). Hans udfrielse nævnes, hastværket og den snævre margen ved denne flugt antydes, og hans hustrus skæbne kaldes i erindring. I jødisk og muhammedansk overlevering (herunder mange passager i Koranen selv) er Lot en betydningsfuld person, om hvem der fortælles detaljer, som fantasien har føjet til det gamle Israels nøgterne traditioner. Men især for Muhammed var der et tilknytningspunkt i Lots livsløb, givet i 1 Mos 19,7; 1 Mos 19,14. Ligesom Muhammed over for mændene i det onde Mekka bliver Lot en retfærdighedens forkynder og et dommens sendebud til mændene i det onde Sodoma. Han er en af apostlenes række, sendt for at åbenbare Guds vilje og hensigt for sine samtidige.

IV. Kritiske teorier om Lots skikkelse.

Den almindelige opfattelse hos dem, der benægter Lots historiske virkelighed, er, at dette navn simpelthen står for den etniske gruppe Moab og Ammon. Wellhausen kalder f.eks. udtrykkeligt "Lot" et nationalt navn (Volksname). Om det, der fortælles om ham i 1 Mos, bemærker han: "Var det ikke for den bemærkelsesværdige sænkning, som Det Døde Hav ligger i, ville Sodoma og Gomorra ikke være gået til grunde; var det ikke for den lille flade landtunge, der rækker ud i sumpen fra sydøst, ville Lot straks være flygtet til sine sønners, Moabs og Ammons, bjerge og ikke have taget omvejen over Soar, som blot tjener det formål at forklare, hvorfor dette hjørne er undtaget fra 'omstyrtelsen', til hvis område det i virkeligheden hører" (Prolegomena 6, 323). Meyer indrømmer, at man ikke kan få noget ud af Lot, fordi "ethvert karakteristisk træk, der kunne give et holdepunkt, fuldstændig mangler." Den første af horitternes familier i Se'ir hed Lotan (1 Mos 36,20; 1 Mos 36,22), og denne forfatter mener, at det er "sandsynligt, at dette navn er afledt af Lot; men at Lot nogensinde var et stammenavn (Stammname), følger hverken af denne kendsgerning (snarere det modsatte) eller af betegnelsen af Moab og bene `Ammon som 'Lots sønner' " (Die Israeliten und ihre Nachbarstamme, 311; jf. 261, 339). Hvis "horit" blev forstået som "huleboer", kunne fortællingen i 1 Mos 19,30 anføres til støtte for denne sammenstilling. Men den nyeste tankegang om disse patriarkalske skikkelser gør deres navne til "hverken guddomsnavne eller stammenavne, hverken i faktisk brug eller opfattet som sådanne, men snarere simple personnavne som Tom, Dick og Harry. .... Typiske navne blev de .... således at .... Israels fortællere ville forbinde Lots navn med byernes omstyrtelse" (Gressmann, artikel i ZATW, 1910). Disse navne blev valgt netop fordi "de var meget almindelige på den tid, da fortællingerne blev præget til typer"; senere gik de af mode, men fortællerne holdt fast ved de gamle navne. "Man ser heraf straks, hvor langt tilbage i gammel tid egennavnene Abraham og Lot må række, og forstår derfor desto lettere, hvordan de kunne blive forvandlet til stamfædre." Det kræver ikke de advarsler, som forfattere med denne tankegang har udtalt imod at betragte deres synspunkter som en tilbagevenden til det gamle historiske syn på patriarkerne, for at minde os om, at trods alt, hvad der kan siges om det modsatte, er den nuværende tankeretning blandt de mest radikale kritikere af Genesis-traditionerne langt mere gunstig over for dette konservative historiske syn, end de meninger var, som de har omstyrtet. Således kan det med rette hævdes, som Gressmann skriver: "Tilliden til traditionen er under alle omstændigheder i vækst."

Lots hustru: Denne kvinde, hvis navn er ukendt, optræder i fortællingen om Lot, der beretter om hans flugt fra Sodoma. Hun nævnes i 1 Mos 19 kun i versene 15-17, hvor hun får befaling om at flygte fra den dødsdømte by sammen med sin mand og sine døtre og bliver grebet af de englelige gæster i deres bestræbelse på at fremskynde den langsomme afrejse; og i 19,26, hvor hun alene af de fire flygtninge er ulydig mod advarslen, ser sig tilbage og bliver til en "saltstøtte". Denne ulydighed, med den moralske tilstand, den indebar, og den dom, den medførte, fremholdes som et eksempel af Kristus i Luk 17,32. I Skrifterne er dette alt, hvad der siges om en person og en begivenhed, som dannede grundlag for en stor mængde spekulation. Josefus (Ant., I, xi, 4) føjer til udsagnet fra 1 Mos, "Hun blev forvandlet til en saltstøtte," ordene: "for jeg besøgte den, og den står der endnu den dag i dag" (se også Salomos Visdom 10,7).

Hos kristne forfattere, der var samtidige med og senere end Josefus, såvel som hos jøderne selv og andre orientalere, findes den samme påstand, og helt ned til nyere tid har rejsende berettet, at en sådan "saltstøtte" stadig fandtes, enten efter indfødtes vidnesbyrd eller som øjenvidner. Spørgsmålet om disse "støtters" oprindelse og natur er en del af det større spørgsmål om Sodoma og dets omegn (se SALT; SIDDIM; SLIME); for at ingen bestemt "støtte" har bestået gennem århundrederne, kan betragtes som sikkert; og selv hvis den havde, ville identifikationen af Lots hustru med den og med den alene ikke kunne fastslås. Dette er netop et tidligt, vedholdende og bemærkelsesværdigt tilfælde af den "identifikation" af bibelske steder, som råder overalt i Det hellige land. Det må klassificeres sammen med den myte- og sagnbyggende tankegang hos enkle folk, som f.eks. har broderet sådanne forunderlige detaljer og udsmykninger på denne gammeltestamentlige beretning om Sodomas ødelæggelse.

Det vigtigste at lægge mærke til er uklarheden og enkelheden i fortællingen i 1 Mos. For den indebærer ikke nødvendigvis den "metamorfose", som populært tillægges den, i ordets strenge betydning. Og den mangler, selv i en fortælling som denne, hvor fristelsen ville være størst, alle tegn på den "populære arkæologi" eller nysgerrighed, som ifølge nogle kritikere påstås at have givet det oprindelige motiv til opfindelsen af patriarkfortællingerne. "Hun blev til en saltstøtte" og "Husk Lots hustru": dette er omfanget af de bibelske hentydninger. Alt det øvrige er kommentar, eller sagn, eller gæt, eller "videnskab."

J. Oscar Boyd

Se spådomskunst.