Lot

(Hebr. goral, en “småsten”), en lille sten, der blev brugt ved lodkastning (4 Mos 33,54; Jon 1,7). Hebræerne tyede altid til loddet med den strengeste henvisning til Guds indgriben og som en metode til at fastslå den guddommelige vilje (Ordsp 16,33), især i alvorlige tvivlsspørgsmål (Est 3,7). Således blev loddet brugt ved fordelingen af Kanaans land mellem de forskellige stammer (4 Mos 26,55; 34,13), ved afsløringen af Akan (Jos 7,14, 18), ved udvælgelsen af Saul til konge (1 Sam 10,20, 21), ved fordelingen af de præstelige embeder i tempeltjenesten (1 Krøn 24,3, 5, 19; Luk 1,9) og over de to bukke ved forsoningsfesten (3 Mos 16,8). Matthias, som blev “regnet sammen med de elleve” (ApG 1,24-26), blev valgt ved lod.

Dette ord betegner også en del eller en arv (Jos 15,1; Sl 125,3; Es 17,4) og en skæbne, sådan som den er tildelt af Gud (Sl 16,5; Dan 12,13).

Lot (hebr. lot), et dække; et slør, søn af Haran og nevø til Abraham (1 Mos 11,27). Ved sin fars død blev han overladt til sin bedstefar Tera (31), og efter dennes død fulgte han sin onkel Abraham ind i Kanaan (12,5), derfra til Egypten (10) og tilbage igen til Kanaan (13,1). Derefter skilte han sig fra ham og bosatte sig i Sodoma (13,5-13). Der blev hans retfærdige sjæl “pint” dag efter dag (2 Pet. 2,7), og han havde stor grund til at fortryde denne handling. Ikke mange år efter adskillelsen blev han taget til fange af Kedorlaomer og blev reddet af Abraham (1 Mos 14). Til sidst, da Guds dom kom over de skyldige byer på sletten (1 Mos 19,1-20), blev Lot mirakuløst udfriet. Da de flygtede fra den dømte by, “så hans hustru sig tilbage bag ham og blev til en saltstøtte.” Der findes den dag i dag en særegen klippe ved den sydlige ende af Det Døde Hav, nær Qumran, som araberne kalder Bint Sheik Lot, dvs. Lots hustru. Den er “en høj, isoleret klippespids, som virkelig har en mærkelig lighed med en arabisk kvinde med et barn på skulderen.” Ud fra advarselsordene i Luk 17,32, “Husk Lots hustru,” synes det, som om hun var gået tilbage eller havde tøvet så længe bagved i ønsket om at redde noget af sit gods, at hun blev indhentet af den ødelæggelse, der faldt over byen, og blev et stivnet lig, for en tid fastholdt i de saltholdige aflejringer. Hun blev “en saltstøtte”, dvs., som nogle mener, af asfalt.

Lot og hans døtre søgte først tilflugt i Soar, og derefter, af frygt for at blive der længere, trak de sig tilbage til en hule i de nærliggende bjerge (1 Mos 19,30). Lot er i nyere tid blevet sat i forbindelse med det folk, der på de egyptiske monumenter kaldes Rotanu eller Lotanu, og som formodes at have været helten for den edomitiske stamme Lotan.