Øje

(Hebr. ‘ain, der betyder “strømmende”), anvendt (1) om en kilde, ofte; (2) om farve (4 Mos 11,7; RV, “udseende”, randnote “øje”); (3) om ansigtet (2 Mos 10,5, 15; 4 Mos 22,5, 11), i 4 Mos 14,14, “ansigt til ansigt” (RV randnote, “øje til øje”). “Mellem øjnene”, dvs. panden (2 Mos 13,9, 16).

Udtrykket (Ordsp 23,31), “når den giver sin farve i bægeret,” er bogstaveligt: “når den giver sit øje fra sig [eller viser det].” Vinens perler eller bobler omtales således. “At rette øjnene” mod nogen er at betragte ham med velvilje (1 Mos 44,21; Job 24,23; Jer 39,12). Dette ord bruges billedligt i udtrykkene et “ondt øje” (Matt 20,15), et “gavmildt øje” (Ordsp 22,9), “stolte øjne” (6,17 randnote), “kælne øjne” (Es 3,16), “øjne fulde af hor” (2 Pet. 2,14), “øjnenes lyst” (1 Joh 2,16). Kristne advares mod “øjentjeneste” (Ef 6,6; Kol 3,22). Mennesker blev undertiden straffet ved at få stukket øjnene ud (1 Sam 11,2; Samson, Dom 16,21; Sidkija, 2 Kong 25,7).

Skikken med at male øjnene hentydes der til i 2 Kong 9,30, RV; Jer 4,30; Ez 23,40, en skik som stadig er vidt udbredt blandt østlige kvinder.