Efraims stamme

Fik forrang frem for Manasse i kraft af Jakobs velsignelse (1 Mos 41,52; 48,1). Josefs efterkommere dannede to af Israels stammer, mens hver af Jakobs øvrige sønner kun var stamfar til én stamme. Således var der i virkeligheden tretten stammer; men tallet tolv blev bevaret ved at udelukke Levi, når Efraim og Manasse nævnes hver for sig (4 Mos 1,32-34; Jos 17,14, 17; 1 Krøn 7,20).

Dens område. Ved den første folketælling i ørkenen talte denne stamme 40.500 (4 Mos 1,32, 33); fyrre år senere, da de stod foran at tage det lovede land i besiddelse, talte den kun 32.500. Under vandringen (se LEJR) havde Efraim sin plads på vestsiden af tabernaklet (4 Mos 2,18-24). Da spejderne blev sendt ud for at udspejde landet, udmærkede “Hoshea, Nuns søn”, fra denne stamme sig.

Grænserne for den del af landet, der blev tildelt Efraim, angives i Jos 16,1-10. Den omfattede det meste af det, der senere blev kaldt Samaria til forskel fra Judæa og Galilæa. Den lå således i centrum for al trafik, fra nord til syd og fra Jordan til havet, og var omtrent 55 miles lang og 30 bred. Tabernaklet og arken blev anbragt inden for dens grænser i Shilo, hvor de forblev i fire hundrede år. I dommertiden og i monarkiets første fase viste denne stamme en herskesyg, hovmodig og utilfreds ånd. “I mere end fem hundrede år, en periode svarende til den, der forløb mellem den normanniske erobring og Rosekrigene, udøvede Efraim, sammen med sine to afhængige stammer Manasse og Benjamin, en ubestridt førerstilling. Josva, den første erobrer, Gideon, den største af dommerne, og Saul, den første konge, tilhørte en af de tre stammer. Først ved afslutningen af den første periode i jødisk historie ‘forkastede Gud Josefs telt og udvalgte ikke Efraims stamme, men udvalgte Judas stamme, Zions bjerg, som han elskede’ (Sl 78,67, 68). Da arken blev flyttet fra Shilo til Zion, blev Efraims magt ydmyget.”

Blandt de årsager, der medvirkede til at fremkalde Israels splittelse, var Efraims jalousi over Judas voksende magt. Fra bosættelsen i Kanaan indtil Davids og Salomos tid havde Efraim haft ærespladsen blandt stammerne. Den besad landets centrale og smukkeste egne og havde Shilo og Sikem inden for sine grænser. Men da Jerusalem nu blev rigets hovedstad og centrum for magt og gudsdyrkelse for hele Israels folk, aftog Efraims indflydelse. Utilfredsheden nåede et kritisk punkt, da Rehabeam nægtede at imødekomme visse krav om lettelser, der blev fremsat (1 Kong 12).