Cuckow; gøg

kook'-oo, kuk'-oo (shachaph; laros; Latin Cuculus canorus): Den hebraiske rod, som ordet shachaph er afledt af, betyder "at være mager" og "slank," og i ældre bibelversioner blev det oversat cuckow (gøg). Det blev nævnt to gange i Bibelen (3 Mos 11,16, og praktisk talt det samme i 5 Mos 14,15 KJV "cuckoo"), i listen over urene fugle. Det latinske udtryk, som vi bruger til at betegne fuglen, ligner meget det arabiske, og alle navne for den i forskellige lande er så næsten ens, at de viser sig at være baseret på dens dobbelte skrig, "cuck-oo," eller den enkelte tone "kowk" eller "gouk." Fuglen er lige så gammel som historien og er interessant, fordi den europæiske art lagde sine æg i andre fugles reder, hvilket gav anledning til megen fiktion om dens vaner. Den europæiske fugl er brungrå med hvide striber på undersiden og større end vores, som er smukt olivengrå, med halefjer af uregelmæssig længde med hvide strejf, knætufter, sort eller gult næb alt efter art, og et smukt glat hoved og skinnende øjne. Vores fugle bygger deres egne reder, passer deres unger omhyggeligt og er meget elskede for deres skønhed. Deres føde er ikke frastødende hos nogen art; der har aldrig været nogen grund til, at de skulle være blevet regnet blandt vederstyggelighederne, og af disse grunde har videnskabsfolk på jagt efter en "mager, slank" fugl med anstødelig kost og adfærd valgt "havmågen" (se denne), som i Revised Version (britisk og amerikansk) er sat i stedet for gøg, med god naturhistorisk grund til at støtte ændringen.

Gene Stratton-Porter