Codex Sinaiticus

Betegnes sædvanligvis med det første bogstav i det hebraiske alfabet og er et af de mest værdifulde gamle håndskrifter til det græske Nye Testamente. Det blev fundet af dr. Tischendorf under et tredje besøg i klosteret Skt. Katarina på Sinaj Bjerg i 1859. Ved et tidligere besøg i 1844 havde han fået treogfyrre pergamentblade af LXX, som han anbragte i universitetsbiblioteket i Leipzig under titlen Codex Frederico-Augustanus, opkaldt efter hans kongelige mæcen, kongen af Sachsen. I det nævnte år (1859) sendte Ruslands kejser ham ud for at fortsætte sin søgen efter håndskrifter, som han var overbevist om stadig fandtes i Sinaj-klosteret. Beretningen om, hvordan han fandt håndskriftet til Det Nye Testamente, har al en romans spænding. Han nåede klosteret den 31. januar; men hans undersøgelser syntes at være forgæves. Den 4. februar havde han besluttet at vende hjem uden at have nået sit mål. “Den dag, da han gik tur med klosterets forstander, talte han med stor beklagelse om sit manglende held. Da de vendte tilbage fra deres spadseretur, fulgte Tischendorf munken til hans værelse, og dér viste denne ham det, som hans ledsager kaldte en afskrift af LXX, som han, den gejstlige broder, ejede. Håndskriftet var svøbt ind i et stykke stof, og da det blev rullet ud, viste netop det dokument sig, til kritikerens overraskelse og glæde, som han havde opgivet alt håb om at få at se. Hans mål havde været at fuldstændiggøre den fragmentariske LXX fra 1844, som han havde erklæret for at være det ældste af alle bevarede græske kodekser på vellum; men han fandt ikke blot dette, men også en afskrift af det græske Nye Testamente vedhæftet, fra samme tid og fuldstændig komplet, uden at der manglede en eneste side eller et eneste afsnit.” Dette dyrebare fragment fik han efter nogle forhandlinger i sin besiddelse og bragte det til kejser Alexander, som fuldt ud værdsatte dets betydning og lod det udgive så nær som muligt i faksimile, så den gamle håndskrift kunne gengives korrekt. Hele kodeksen består af 346 1/2 blade. Af disse hører 199 til Det Gamle Testamente og 147 1/2 til Det Nye Testamente, sammen med to gamle skrifter, der kaldes Barnabasbrevet og Hermas’ Hyrden. Det Nye Testamentes bøger står således: de fire evangelier, Paulus’ breve, Apostlenes Gerninger, de katolske breve, Johannes’ Åbenbaring. Tischendorf viser, at denne kodeks blev skrevet i det fjerde århundrede og således er omtrent lige så gammel som Vatikan-kodeksen; men mens den sidstnævnte mangler størstedelen af Matthæus og desuden adskillige blade hist og her, er Sinaiticus den eneste afskrift af Det Nye Testamente med uncialskrift, som er fuldstændig. Den er således den ældste bevarede håndskriftlige afskrift af Det Nye Testamente. Både Vatikan- og Sinaj-kodeksen blev sandsynligvis skrevet i Egypten.