Det Gamle Testamentes kanon

kan'-un:

I. INDLEDENDE

1. Det kristne udtryk "kanon"

2. Det tilsvarende hebraiske udtryk

3. Jødernes "skjulte bøger"

4. Det afgørende princip ved kanonens dannelse

5. Det Gamle Testamentes tredelte inddeling

6. Hvordan forklares den tredelte inddeling?

II. UNDERSØGELSE AF VIDNERNE

1. Det Gamle Testamentes vidnesbyrd om sig selv (ca. 1450-444 f.Kr.)

2. Den samaritanske Pentateuk (ca. 432 f.Kr.)

3. Septuaginta-oversættelsen (ca. 250-150 f.Kr.)

4. Ecclesiasticus, eller Jesus ben Siraks Visdom (ca. 170 f.Kr.)

5. Prologen til Ecclesiasticus (ca. 132 f.Kr.)

6. Første og Anden Makkabæerbog (mellem 125 og 70 f.Kr.)

7. Filon (ca. 20 f.Kr.-50 e.Kr.)

8. Det Nye Testamente som vidne (ca. 50-100 e.Kr.)

9. 4 Ezra (ca. 81-96 e.Kr.)

10. Josefus' "Contra Apionem" (ca. 100 e.Kr.)

11. Rådene i Jamnia (90 og 118 e.Kr.)

12. Talmud (200-500 e.Kr.)

13. Jødiske tvivlsspørgsmål i det 2. århundrede e.Kr.

14. Sammenfatning og konklusion

III. KANONEN I DEN KRISTNE KIRKE

1. I den østlige eller orientalske kirke

2. I den vestlige kirke

LITTERATUR

I. Indledende.

Problemet om, hvordan vi fik de 39 bøger, der kendes som Det Gamle Testamentes "Skrift", er en rent historisk undersøgelse. Spørgsmålet er ikke, hvem der skrev de enkelte bøger, men hvem der gjorde dem til en samling; ikke deres oprindelse eller indhold, men deres historie; ikke Guds del, men menneskets. Vort nuværende mål må derfor være at spore den proces, hvorved de forskellige skrifter blev til "Skrift".

1. Det kristne udtryk "kanon":

Ordet "kanon" er af kristen oprindelse, fra det græske ord kanon, som igen sandsynligvis er lånt fra det hebraiske ord qaneh, der betyder et rør eller en målestok, deraf norm eller regel. Senere kom det til at betyde en trosregel og til sidst et katalog eller en liste. I nutidig brug betegner det en samling religiøse skrifter, der er guddommeligt inspirerede og derfor autoritative, normative, hellige og forpligtende. Udtrykket forekommer i Gal 6,16; 2 Kor 10,13-16; men det bruges først om Skriftens bøger i den tekniske betydning af en standardsamling eller et korpus af hellige skrifter hos kirkefædrene i det 4. århundrede; f.eks. i den 59. kanon fra kirkemødet i Laodikea (363 e.Kr.); i Athanasius' festbrev (365 e.Kr.); og af Amphilochius, ærkebiskop af Ikonium (395 e.Kr.).

2. Det tilsvarende hebraiske udtryk:

Hvordan de gamle hebræere udtrykte forestillingen om kanonicitet, vides ikke; men det er sikkert at sige, at ideen som ide fandtes længe før der blev opfundet nogen særlig vending til at udtrykke den. I Det Nye Testamente formidler ordet "Skrifterne" utvivlsomt forestillingen om hellighed (Matt 21,42; Joh 5,39; ApG 18,24). Fra det 1. århundrede e.Kr. og fremefter brugte jøderne imidlertid ifølge Talmud udtrykket "gøre hænderne urene". Skrifter, som egnede sig til at blive læst i synagogen, blev betegnet som bøger, der "gør hænderne urene". Hvad dette meget ejendommelige orientalske udtryk oprindeligt kan have betydet, ved ingen med sikkerhed. Sandsynligvis giver 3 Mos 16,24 et vink om den rette fortolkning. Ifølge dette sted vaskede ypperstepræsten sig på den store forsoningsdag ikke kun, når han tog sit embedes hellige klæder på, men også når han tog dem af. Det er derfor ganske muligt, at udtrykket "gøre hænderne urene" betød, at de hænder, som havde rørt ved de hellige skrifter, først måtte vaskes, før de rørte ved noget andet. Den tanke, der blev udtrykt, var således beslægtet med forestillingen om tabu. Det vil sige: ligesom visse klæder, der bæres af tilbedere, når de går rundt om den hellige Kaaba i Mekka, er tabu for nutidens muhammedanere, dvs. ikke kan bæres uden for moskeen, men må efterlades ved døren, når tilbederne forlader helligdommen, sådan gjorde de hebraiske skrifter, som var egnede til at blive læst i synagogen, hænderne på dem, der rørte ved dem, tabu; de gjorde deres hænder urene, som man plejede at sige, så de først måtte vaskes, før de gav sig i kast med noget verdsligt. Dette synes at være den bedste forklaring på denne gådefulde vending. Der er dog givet forskellige andre og noget fantasifulde forklaringer på den: for eksempel at forhindre verdslig brug af udslidte synagogeruller (Buhl); eller at forhindre, at indviet korn blev lagt ved siden af de hellige ruller i synagogerne, for at det kunne blive helligt, eftersom kornet ville tiltrække mus, og musene ville gnave i rullerne (Strack, Wildeboer og andre); eller at forhindre, at de hellige, udslidte pergamenter blev brugt som dækkener til dyr (Graetz); eller at "erklære hænderne urene, medmindre de forinden var vasket" (Furst, Green). Men ingen af disse forklaringer tilfredsstiller. Det er mere sandsynligt, at forestillingen om tabu ligger indlejret i udtrykket.

3. Jødernes "skjulte bøger":

Rabbinerne opfandt en særlig vending til at betegne ruller, der var udslidte eller omstridte. Disse kaldte de genuzim, som betyder "gemt bort". Gravpladser fyldt med hebraiske håndskrifter, som længe har ligget begravet, findes i dag ofte i Egypten i forbindelse med jødiske synagoger. Sådanne ruller kunne først blive lagt i genizahen eller helligdommens affaldskammer. De var dog ikke apokryfe eller ukanoniske i den forstand, at de var fremmede for eller stod uden for den regelmæssige samling. Til sådanne havde jøderne et særligt udtryk, cepharim chitsonim, "bøger, der er udenfor". Disse kunne ikke læses i synagogerne. "Skjulte bøger" var snarere udslidte pergamenter eller kanoniske ruller, som nogle midlertidigt kunne bestride.

Se apokryferne.

4. Det afgørende princip ved kanonens dannelse:

Hvem havde ret til at erklære et skrift kanonisk? På dette spørgsmål er der givet vidt forskellige svar. Ifølge en bestemt gruppe teologer blev de enkelte bøger i Det Gamle Testamente skrevet af forfattere, som ikke blot var sig deres inspiration bevidst, men også at deres skrifter var bestemt til at overleveres til kirken i kommende slægter som hellige. Med andre ord kanoniserede hver forfatter så at sige sine egne skrifter. For eksempel siger dr. W. H. Green (Canon, 35 f, 106, 110): "Ingen formel erklæring om deres kanonicitet var nødvendig for at give dem gyldighed. De blev fra begyndelsen ikke blot ivrigt læst af de fromme, men anset for at være guddommeligt forpligtende .... Hver enkelt bog af en anerkendt profet for Jahve, eller af nogen, der var godkendt som inspireret af ham til at kundgøre hans vilje, blev modtaget som Guds ord straks ved sin fremkomst. .... De bøger, og kun de, blev modtaget som de guddommelige normer for deres tro og som regulerende for deres adfærd, som var skrevet med dette bestemte formål af dem, som de troede var inspireret af Gud. Det var dette, der gjorde dem kanoniske. Det åndelige udbytte, som man fandt i dem, svarede til og bekræftede troen på deres himmelske oprindelse. Og den offentlige officielle handling, som yderligere bevidnede, skønt den ikke indledte, deres kanonicitet, fulgte i kølvandet på folkets anerkendelse af deres guddommelige autoritet. .... Profeternes skrifter, overgivet til folket som en erklæring om den guddommelige vilje, besad kanonisk autoritet fra det øjeblik, de fremkom. .... Kanon får ikke sin autoritet fra kirken, hvad enten den er jødisk eller kristen; kirkens embede er blot at være en vogter og et vidne." Ligeledes dr. J. D. Davis (Pres. and Ref. Review, april 1902, 182).

Derimod hævder Dillmann (Jahrb. fur deutsche Theol., III, 420) mere videnskabeligt, at "historien intet kender til, at de enkelte bøger fra deres oprindelse skulle have været bestemt til at være hellige. .... Disse bøger bar ganske vist fra begyndelsen i sig selv de kendetegn, på grund af hvilke de senere blev optaget i den hellige samling, men måtte dog altid først gennemgå en kortere eller længere prøvelsestid og afprøve den guddommelige kraft, der boede i dem, på kirkens hjerter, før de udadtil og formelt blev anerkendt af den som guddommelige bøger." Faktisk er Det Gamle Testamentes bøger stadig til prøvelse og vil altid være det. Så vidt man ved, overdrog det store flertal af Den Hellige Skrifts forfattere ikke vilkårligt deres værker til kirken og forventede, at de skulle anses for kanonisk skrift. To parter er involveret i tilblivelsen af kanonisk skrift--de oprindelige forfattere og kirken--begge inspireret af den samme Ånd. Forfatterne skrev, inspireret af den guddommelige Ånd, og kirken siden da--både den jødiske og den kristne--er blevet inspireret til at anerkende deres skrifters autoritative karakter. Og sådan vil det være til tidens ende. "Vi kan ikke være sikre på, at noget kommer fra Gud, medmindre det personligt bringer os noget, der tydeligt er guddommeligt" (Briggs, The Study of Holy Scripture, 162).

5. Den tredelte inddeling af Det Gamle Testamente:

Jøderne inddelte tidligt de gammeltestamentlige skrifter i tre klasser:

(1) Torah, eller Loven; (2) Nebhi'im, eller Profeterne; og

(3) Kethubhim, eller Skrifterne, på græsk kaldet Hagiographa.

Torah omfattede de 5 Mosebøger (Genesis, Exodus, Leviticus, Numeri, Deuteronomium), som blev kaldt "Lovens fem femtedele". Nebhi'im omfattede

(a) de fire såkaldte tidligere profeter, Josva, Dommerbogen, 1. og 2. Samuelsbog, regnet som én bog, 1. og 2. Kongebog, også regnet som én bog; og

(b) de fire såkaldte senere profeter, Esajas, Jeremias, Ezekiel og De Tolv Små Profeter, regnet som én bog; i alt 8 bøger.

Kethubhim, eller Skrifterne, var 11 i alt, herunder Salmerne, Ordsprogene og Job, de fem Meghilloth eller ruller (Højsangen, Ruth, Klagesangene, Prædikeren, Ester), Daniel, Ezra-Nehemias, regnet som én bog, og 1. og 2. Krønikebog, også regnet som én bog; i alt 24 bøger, nøjagtig de samme som i den protestantiske kanon. Dette var jødernes oprindelige optælling, så langt vi kan spore den tilbage. Senere føjede visse jødiske autoriteter Ruth til Dommerbogen og Klagesangene til Jeremias og nåede derved tallet 22, som svarede til antallet af bogstaver i det hebraiske alfabet; men denne måde at tælle på var sekundær og fantasifuld. Endnu senere delte andre Samuel, Kongebøgerne, Krønikebøgerne, Ezra-Nehemias og Jeremias-Klagesangene i hver især to bøger og nåede derved 27, som de fantasifuldt betragtede som svarende til det hebraiske alfabets 22 bogstaver plus 5, antallet af bogstaver, der har en særlig slutform, når de står ved slutningen af et ord. Hieronymus erklærer, at 22 er den korrekte optælling, men han tilføjer: "Nogle regner både Ruth og Klagesangene blandt Hagiographa og får således 24." 4 Esdras, som er det ældste (85-96 e.Kr.) vidne til antallet af bøger i Det Gamle Testamente, angiver 24.

6. Hvordan forklares den tredelte inddeling?:

Svaret på spørgsmålet om, hvordan man skal forklare den tredelte inddeling, kræver den mest omhyggelige undersøgelse af hele den proces, hvorved kanon faktisk tog form. Hvis hele Det Gamle Testamentes kanon blev dannet, som nogle hævder, af én mand eller af én gruppe mænd i én enkelt tidsalder, så er det indlysende, at bøgerne må være blevet delt i tre grupper på grundlag af nogle indholdsmæssige forskelle. Hvis kanoniseringsprocessen derimod var gradvis og strakte sig over flere generationer, så blev de forskellige bøger sandsynligvis skilt fra hinanden, fordi én del af kanon blev afsluttet, før visse andre bøger af lignende karakter blev skrevet. Under alle omstændigheder er det vanskeligt at se, hvorfor Kongebøgerne og Krønikebøgerne ikke er med i samme afdeling, og det er særlig mærkeligt, at Daniel ikke står blandt profeterne. For at forklare dette mysterium plejede middelalderlige jøder at sige, at »Profeterne var inspireret af profetiens ånd, mens Skrifterne var inspireret af Helligånden«, hvilket antydede forskellige grader af inspiration. Men dette er en skelnen uden forskel; Helligånden og profetiens ånd er én og den samme. Moderne protestanter skelner mellem donum propheticum og munus propheticum, dvs. mellem profetiens gave og profetiens embede. De indrømmer, at Daniel havde profetiens gave, men de benægter, at han var guddommeligt indsat i profetembedet. Men sammenlign Matt 24,15, som taler om »profeten Daniel«, og på den anden side Am 7,14, hvor Amos modsætter sig at blive betragtet som profet. Oehler modificerer denne forklaring og hævder, at kanons tredelte inddeling svarer til de tre udviklingstrin i Israels religion, nemlig mosaismen, profetismen og hebræismen. Ifølge Oehler var Loven grundlaget for hele kanon. Fra den gik der to udviklingslinjer ud, den ene objektiv, Profeterne, den anden subjektiv, Skrifterne. Men Oehlers teori forklarer ikke tilfredsstillende, at Ezra, Nehemias og Krønikebøgerne står i den tredje afdeling; for i hvilken forstand kan man sige, at de er mere subjektive end Dommerbogen, Samuelsbøgerne og Kongebøgerne? Septuaginta-oversættelsen (250-150 f.Kr.) tager ingen notits af den tredelte inddeling. Den sande løsning er sandsynligvis, at processen var gradvis. Når alle vidnerne er blevet undersøgt, vil vi sandsynligvis opdage, at Loven blev kanoniseret først, Profeterne betydeligt senere og Skrifterne sidst af alle. Og det kan yderligere blive klart, at de to sidste afdelinger blev samlet samtidigt, og at kanons tredelte inddeling derfor skyldes både indholdsmæssige forskelle og kronologi.

Ii. Undersøgelse Af Vidnerne.

1. Det Gamle Testamentes vidnesbyrd om sig selv (ca. 1450-444 f.Kr.):

Selv om Det Gamle Testamente ikke fortæller os noget om processerne bag sin egen kanonisering, giver det værdifulde antydninger af, hvordan de gamle hebræere bevarede deres skrifter. Således siges det i 2 Mos 40,20, at »vidnesbyrdet«, hvormed der menes Lovens to tavler med De Ti Bud, blev lagt i Pagtens Ark til sikker opbevaring. I 5 Mos 31,9; 5 Mos 31,24-26 siges det, at lovene i Femte Mosebog blev overdraget til Levis sønner og af dem lagt »ved siden af arken .... for at den dér kan være et vidne imod dig«. Et sådant sprog viser, at den nye lovbog betragtes »som en norm for tro og handling« (Driver, Deuteronomy, 343). Ifølge 1 Kong 8,9, da Salomo førte Arken op fra Davidsbyen til templet, var de to tavler stadig dens eneste indhold, som fortsat blev omhyggeligt bevaret. Ifølge 2 Kong 11,12, da Joash blev kronet til konge, siges ypperstepræsten Jojada at have givet (bogstaveligt »lagt på«) ham »vidnesbyrdet«, som uden tvivl indeholdt »substansen af pagtens grundlæggende love« og blev betragtet som »forfatningens grundlæggende frihedsbrev« (sammenlign H. E. Ryle, Canon of the Old Testament 45). Ligeledes siges det i Ordsp 25,1, at et stort antal ordsprog blev afskrevet af Hizkijas mænd. Alle disse steder, og endnu andre passager, som kunne fremføres, vidner nu om bevarelsen af visse dele af Det Gamle Testamente. Men bevarelse er ikke det samme som kanonisering. Et skrift kunne let blive bevaret uden at blive gjort til en norm for tro og adfærd. Ikke desto mindre er de to ideer nært beslægtede; for når religiøse skrifter bevares omhyggeligt, er det kun naturligt at slutte, at deres iboende værdi blev anset for tilsvarende dyrebar.

To andre passager af helt afgørende betydning står tilbage at overveje. Den første er 2 Kong 22,8 ff., som beskriver fundet af »Lovbogen«, og hvordan kong Josija på grundlag af den gennemførte en religiøs reform og bandt folket til at adlyde dens forskrifter. Her er et tilfælde, hvor Loven, eller en del af den (hvor meget kan ingen sige), betragtes som normativ og autoritativ. Kongen og hans medhjælpere erkender straks, at den er gammel, og at den indeholder Jahves ord (2 Kong 22,13; 2 Kong 22,18; 2 Kong 22,19). Dens autoritet er ubestridt. Alligevel siges der intet om dens »kanonicitet«, eller om at den ville »gøre hænderne urene«; følgelig er der ikke noget egentligt grundlag for at tale om den som »kanonens begyndelse«, for i samme historiske forstand findes kanonens begyndelse i 2 Mos 24,7. Den anden passage af helt afgørende betydning er Neh 8,8 f., ifølge hvilken Ezra siges at have »læst tydeligt op af bogen, af Guds lov«. Ezra læste ikke blot Loven; han ledsagede den med en udlægning. Dette synes næsten uden tvivl at indebære, at Loven, dvs. Pentateuken, på Ezras tid (444 f.Kr.) blev betragtet som kanonisk Skrift. Dette er praktisk talt alt, hvad Det Gamle Testamente siger om sig selv, skønt andre passager, såsom Zak 7,12 og Dan 9,2, kunne fremføres for at vise den dybe agtelse, som de senere profeter havde for deres forgængeres skrifter. Den førstnævnte af disse er locus classicus i Det Gamle Testamente for læren om profeternes inspiration; den er Det Gamle Testamentes parallel til 2 Tim 3,16.

2. Den samaritanske Pentateuk (ca. 432 f.Kr.):

Kronologisk er Det Gamle Testamente naturligvis vores ældste vidne. Det fører os ned til 444 f.Kr. Det næste i rækken er den samaritanske Pentateuk, hvis historie er som følger: Omkring 432 f.Kr., som vi ved fra Neh 13,28 og Josefus (Ant., XI, vii, 2 til viii, 4), udviste Nehemias fra den jødiske koloni i Jerusalem Manasse, den polygame sønnesøn af ypperstepræsten Eljashib og svigersøn af Sanballat. Manasse grundlagde samaritanernes skismatiske fællesskab og indførte på Gerizims bjerg en tempelgudsdyrkelse, der konkurrerede med den i Jerusalem. Af samaritanerne findes der endnu i dag omkring 170 personer; de bor i Sikem og er kendt som »den mindste religiøse sekt i verden«. Det er sandt, at Josefus, når han taler om denne begivenhed, forveksler kronologien noget, idet han gør Nehemias og Alexander den Store til samtidige, selv om et århundrede skilte dem, men tidsmomentet er af ringe betydning. Hele sagens betydning for historien om kanonens dannelse er denne: Samaritanerne besidder kun Pentateuken; deraf slutter man, at på tidspunktet for Manasses udvisning omfattede den jødiske kanon Pentateuken og kun Pentateuken. Budde (Encyclopaedia Biblica sp. 659) siger: »Hvis der ved siden af Loven havde været andre hellige skrifter, ville det være uforklarligt, hvorfor disse sidste ikke også kom i omløb hos samaritanerne.« En sådan konklusion er dog ikke fuldt berettiget. Det er et argument ud fra tavshed. Der er på den anden side åbenlyse grunde til, at samaritanerne skulle have forkastet Profeterne, selv om de allerede var blevet kanoniseret. For samaritanerne ville næppe optage bøger i deres kanon, som forherligede templet i Jerusalem. Følgelig kan man ikke med sikkerhed slutte af den kendsgerning, at samaritanerne kun anerkender Pentateuken, at Pentateuken derfor på tidspunktet for Manasses udvisning alene var kanonisk, skønt det kan betragtes som en rimelig formodning.

3. Septuaginta-oversættelsen (ca. 250-150 f.Kr.):

Septuaginta-oversættelsen på græsk er den første oversættelse af Det Gamle Testamente, der nogensinde blev lavet; ja, Det Gamle Testamente er den første bog af nogen betydning i hele litteraturen, der fik den ære at blive oversat til et andet sprog. Dette forhold er i sig selv et tegn på den anseelse, den nød på den tid. Oversættelsesarbejdet blev indledt af Ptolemaios Filadelfos (285-247 f.Kr.) og fortsatte sandsynligvis i næsten et århundrede (ca. 250-150 f.Kr.). Aristeas, en fremtrædende embedsmand hos Ptolemaios, beretter, hvordan det gik til. Det ser ud til, at Ptolemaios var overordentlig glad for bøger og havde sat sig for at føje en oversættelse af den hebraiske Pentateuk til sin berømte samling i Alexandria. For at skaffe den, fortæller historien, frigav kongen 198.000 jødiske slaver og sendte dem med gaver til Jerusalem for at bede ypperstepræsten Eleazar om deres lov og om jødiske lærde, der var i stand til at oversætte den. Seks lærde rabbinere fra hver stamme (6 X 12 = 72) blev sendt. De blev beværtet kongeligt; 70 spørgsmål blev stillet dem for at prøve deres visdom, og efter 72 dages samarbejde og rådslagning gav de verden Det Gamle Testamente på græsk, kendt som Septuaginta-oversættelsen. Til denne fabulerende fortælling føjer den kristne tradition, at rabbinerne udførte oversættelsesarbejdet i 72 (nogle siger 36) adskilte celler på øen Faros, alle arbejdende uafhængigt af hinanden, og at det ved afslutningen af deres afsondring viste sig, at hver enkelt havde frembragt en oversættelse, der ord for ord var nøjagtig ens, og derfor overnaturligt inspireret. Justin Martyr fra det 2. århundrede e.Kr. siger, at hans alexandrinske fører faktisk viste ham ruinerne af disse Septuaginta-celler. Historien er åbenlyst en fabel. Kernen af virkelig sandhed under den er sandsynligvis, at Ptolemaios Filadelfos omkring midten af det 3. århundrede f.Kr. lykkedes med at skaffe en oversættelse af Loven. De øvrige bøger blev oversat senere, måske til privat brug. Manglen på enhed i planen i bøgerne uden for Loven viser, at mange forskellige hænder på forskellige tidspunkter sandsynligvis har arbejdet med dem. Der findes desuden en efterskrift ved afslutningen af oversættelsen af Es, som siger, at Lysimachus, søn af Ptolemaios i Jerusalem, oversatte den. Men det hele var tilsyneladende fuldført, før Jesus ben Sirak den yngre skrev sin prolog til Siraks Bog (ca. 132 f.Kr.).

Nu antages Septuaginta-oversættelsen, som var vor Herres og hans apostles Bibel, oprindelig at have omfattet mange af de apokryfe bøger. Desuden står de kanoniske og apokryfe bøger i vores nuværende Septuaginta blandet med hinanden og i en orden, som viser, at oversætterne intet kendte til den tredelte inddeling i senere jødedom, eller at de, hvis de kendte den, ganske ignorerede den. Rækkefølgen af bøgerne i vores engelske Gamle Testamente stammer naturligvis fra Septuaginta gennem Hieronymus’ Vulgata (Hieronymus’ latinske Bibel, 390-405 e.Kr.). Bøgerne i Septuaginta er ordnet således: Pentateuken, Josva, Dommerne, Ruth, 1 og 2 Samuel, 1 og 2 Kongebog, 1 og 2 Krønikebog, 1 og 2 Esdras, Nehemias, Tobit, Judit, Ester, Job, Salmerne, Ordsprogene, Prædikeren, Visdommen, Siraks Bog, Hoseas, Amos, Mika, Joel, Obadias, Jonas, Nahum, Habakkuk, Sefanias, Haggaj, Zakarias, Malakias, Esajas, Jeremias, Baruk, Klagesangene, Jer. brev, Ezekiel, Daniel, 1, 2 og 3 Makkabæerbog. På grundlag af Septuaginta forsvarer katolikker det, der er kendt som den “større” kanon hos jøderne i Alexandria; protestanter benægter derimod eksistensen af en uafhængig kanon i Alexandria med henvisning til den “mindre” kanon hos jøderne i Israels land. Den faktiske forskel mellem det katolske og det protestantiske Gamle Testamente drejer sig om 7 hele bøger og dele af to andre: nemlig Tobit, Judit, Visdommen, Siraks Bog, Baruk, 1 og 2 Makkabæerbog, samt visse tilføjelser til Ester (Est 10,4-16,24) og til Daniel (Dan 3,24-90; De tre hellige børns sang (Azarja); Susanna vers 13 og Bel og dragen vers 14). Disse afviser protestanter som apokryfe, fordi der ikke findes tilstrækkeligt bevis for, at de nogensinde noget sted blev regnet for kanoniske af jøderne. Det forhold, at den nuværende Septuaginta omfatter dem, er langt fra afgørende bevis for, at den oprindelige Septuaginta gjorde det, af følgende grunde:

(1) Septuagintas formål var rent litterært; Ptolemaios og alexandrinerne var interesserede i at opbygge et bibliotek.

(2) Alle de bevarede håndskrifter af Septuaginta er af kristen, ikke jødisk, oprindelse. Mellem den faktiske oversættelse af Septuaginta (ca. 250-150 f.Kr.) og de ældste bevarede håndskrifter af Septuaginta (ca. 350 e.Kr.) er der et svælg på hele 500 år, hvorunder det er højst muligt, at de såkaldte apokryfe bøger sneg sig ind.

(3) I de forskellige bevarede håndskrifter til Septuaginta varierer de apokryfe bøger i antal og navn. For eksempel indeholder det store vatikanske håndskrift, som sandsynligvis er »den sandeste repræsentant, der er tilbage af den alexandrinske bibel«, og som er overleveret til os fra det 4. århundrede e.Kr., slet ingen Makkabæerbog, men medtager 1 Esdras, som Hieronymus og katolikker i almindelighed behandler som apokryf. På den anden side indeholder det alexandrinske håndskrift, et andet af Septuagintas store håndskrifter, dateret til det 5. århundrede e.Kr., ikke blot den ekstra-kanoniske bog 1 Esdras, men 3 og 4 Makkabæerbog, og i Det Nye Testamente Klemens' 1. og 2. brev, hvoraf dog ingen regnes for kanonisk af Rom. Ligeledes udelader det store Sinaiticus-håndskrift, næppe mindre vigtigt end Vaticanus som vidne til Septuaginta og ligesom det dateret til det 4. århundrede e.Kr., Baruk (som katolikker regner for kanonisk), men medtager 4 Makkabæerbog og i Det Nye Testamente Barnabasbrevet og Hermas' Hyrden; alle disse udelukkes fra kanon af katolikker. I andre håndskrifter medtages 3 Makkabæerbog, 3 Esdras og Manasses bøn undertiden. Problemet om, hvor mange bøger den oprindelige Septuaginta-version faktisk omfattede, er meget indviklet. Sandsynligheden er, at den ikke omfattede nogen af disse varianter.

(4) Endnu en grund til at mene, at der aldrig fandtes en særskilt eller »større« kanon i Egypten, er den kendsgerning, at de alexandrinske jøder i løbet af det 2. århundrede e.Kr. antog Akvila's græske version af Det Gamle Testamente i stedet for deres egen, og det vides, at Akvila's tekst udelukkede alle apokryfe bøger. Læg hertil den kendsgerning, at Filon, som levede i Alexandria fra ca. 20 f.Kr. til 50 e.Kr., aldrig citerer fra en eneste af disse apokryfe bøger, skønt han ofte gør det fra de kanoniske, og at Origenes, som også boede i Alexandria (ca. 200 e.Kr.), aldrig satte sit imprimatur på dem, og det bliver rimeligt overbevisende, at der ikke fandtes nogen »større« kanon i Alexandria. Værdien af det vidnesbyrd, der hentes fra Septuaginta, er følgelig i høj grad negativ. Det angiver kun, at da oversættelsen af Det Gamle Testamente til græsk blev foretaget i Alexandria, var kanoniseringsprocessen stadig ufuldendt. For hvis den faktisk havde været fuldført, er det rimeligt at antage, at oversættelsesarbejdet ville være foregået efter en veldefineret plan og være blevet udført med større nøjagtighed. Som det er, synes oversætterne at have taget sig alle mulige friheder med teksten, idet de føjede til bøgerne Ester og Daniel og udelod fuldt ud en ottendedel af teksten i Jeremias. Et sådant arbejde viser også, at de ikke udførte et offentligt eller kirkeligt hverv, men snarere et privat foretagende. Vores nødvendige konklusion er derfor, at kanoniseringsarbejdet sandsynligvis foregik i Israels land, mens oversættelsesarbejdet skred frem i Alexandria.

4. Ecclesiasticus, eller Jesus ben Siraks visdom (ca. 170 f.Kr.):

Vores næste vidne er Jesus ben Sirak, som (ca. 170 f.Kr.) skrev et omfattende værk med titlen Ecclesiasticus, ellers kendt som Sirak. Forfatteren levede i Jerusalem og skrev på hebraisk. Hans bog er en visdomsbog, der ligner Ordsprogene; nogle af hans forskrifter nærmer sig evangeliets høje niveau. I mange henseender er Ecclesiasticus den vigtigste af alle de apokryfe bøger; teologisk er den det vigtigste mindesmærke over den tidlige saddukæisme. I kapitlerne 44-50 synger forfatteren en »hymne til fædrene«, hvor han lovpriser Israels mægtige helte fra Enok til Nehemias, ja, fra Adam til Simon, medregnet de mest berømte mænd, der beskrives i Det Gamle Testamente, og med udtrykkelig omtale af De Tolv Profeter. Disse kendsgerninger ville tyde på, at hele eller i det mindste størstedelen af Det Gamle Testamente var kendt for ham, og at de såkaldte Mindre Profeter allerede på hans tid (180 f.Kr.) blev betragtet som en særlig gruppe skrifter for sig. Hvad værdien af Ecclesiasticus er som vidne, afhænger dog af den fortolkning, man lægger i 24,33, hvor der står: »Jeg vil endnu udgyde lære som profeti og efterlade den til slægter gennem tidsaldre.« Heraf slutter nogle, at han føler sig inspireret og i stand til at føje til den allerede eksisterende kanon, og at han, skønt han kendte den fulde profetiske kanon, ikke trak nogen særlig bestemt skillelinje mellem sit eget værk og profeternes inspirerede skrifter. For eksempel går han over fra Israels patriarker og profeter til Simon, Onias' søn, som sandsynligvis var ypperstepræst på hans egen tid, uden at gøre nogen forskel mellem dem. Men dette kan delvis have skyldtes personlig indbildskhed; sammenlign 39,12: »Endnu mere vil jeg udtale, som jeg har tænkt over; og jeg er fyldt som månen ved fuldmåne.« Dog var det måske på hans tid stadig kun Loven og Profeterne, der faktisk var kanoniseret, men ved siden af disse blev der samlet og gradvis forøget en litteraturmasse af en art, der ikke var fremmed for hans egne skrifter, og derfor ikke klart afgrænset fra litterære kompositioner som hans egne. For Sirak er Loven dog alt. Han identificerer den med den højeste visdom; ja, al visdom stammer efter hans opfattelse fra studiet af Loven (sammenlign Sirak 19,20-24; 15,1-18; 24,23; 2,16; 39,1).

5. Prologen til Ecclesiasticus (ca. 132 f.Kr.):

Prologen eller forordet til Siraks Bog er vores næste vidne til kanonens dannelse. Den blev skrevet af Jesus ben Siraks barnebarn, som bar sin bedstefars navn (cirka 132 f.Kr.). Den yngre Jesus ben Sirak oversatte i Egypten sin bedstefars ordsprog til græsk og tilføjede derved et forord eller en prolog af egen hånd. I denne prolog henviser han tre gange til den tredelte inddeling af Det Gamle Testamente. Faktisk er prologen til Siraks Bog det ældste vidne, vi har, til den tredobbelte inddeling af de gammeltestamentlige bøger. Han siger: "Eftersom mange og store ting er blevet overleveret til os ved Loven og Profeterne og ved andre, .... da min bedstefar Jesus havde viet sig til læsningen af Loven og Profeterne og andre af vore fædres bøger og deri havde opnået god dømmekraft (Revised Version (British and American) "havde opnået stor fortrolighed dermed"), blev han også selv draget til at skrive noget, der hørte til lærdom og visdom. .... For de samme ting, udtrykt på hebraisk og oversat til et andet tungemål, har ikke den samme kraft i sig; og ikke alene disse ting, men Loven selv og Profeterne og resten af bøgerne frembyder ikke ringe forskel, når de fremføres på deres eget sprog." Dette er udtrykkelige og bestemte hentydninger til den tredobbelte inddeling af de gammeltestamentlige skrifter, men kun titlerne på den første og anden afdeling er de tekniske navne, der sædvanligvis anvendes; den tredje er særlig vag på grund af hans brug af udtrykkene "fædrenes andre bøger" og "resten af bøgerne". Han henviser dog tydeligvis til skrifter med religiøst indhold; og med "fædrenes andre bøger" kan han næppe antages at have ment et ubestemt antal, skønt han ikke har fortalt os, hvilke de var, eller hvor mange de var. Af hans yderligere udsagn om, at hans bedstefar, efter at have fordybet sig i Loven og Profeterne og fædrenes andre bøger, også selv følte sig draget til at skrive noget til gavn for andre, kan man slutte, at der på hans tid endnu ikke var fastsat nogen bestemt kløft mellem kanoniske skrifter og andre menneskers skrifter, og at sigtningsprocessen stadig var i gang (jf. W. R. Smith, OTJC2, 178-79).

6. 1 og 2 Makkabæerbog (mellem 125 og 70 f.Kr.):

1 Makkabæerbog blev oprindelig skrevet på hebraisk; 2 Makkabæerbog på græsk, et sted mellem 125 og 70 f.Kr. Forfatteren til 1 Makkabæerbog kender på den ene side til Johannes Hyrkanos' bedrifter (135 til 105 f.Kr.) og ved på den anden side intet om Pompejus' erobring af landet (63 f.Kr.). Bogens værdi som vidne til kanonens historie samler sig om dens hentydninger til Daniel og Salmerne. I 1 Makk 1,54 fortæller han, hvordan Antiokus Epifanes "opstillede ødelæggelsens vederstyggelighed" på alteret i Jerusalem, højst sandsynligt med henvisning til Dan 9,24-27; og i 1 Makk 2,59.60 taler han om Ananias, Azarias og Misael, som ved tro blev frelst fra den brændende ovn, og om Daniel, som blev udfriet fra løvernes gab (jf. Dan 1,7; Dan 3,26; Dan 6,23). Ud fra disse hentydninger skulle det synes, som om Daniels Bog på den tid blev betragtet som normativ eller kanonisk. Dette bekræftes af 1 Makk 7,16.17, som indleder et citat fra Sl 79,2 med den højtidelige formel: "Efter de ord, som han skrev"; hvilket ville antyde, at også Salmerne allerede var kanoniske.

2 Makkabæerbog, skrevet cirka 124 f.Kr., indeholder også et par passager af betydelig betydning for os i denne undersøgelse. Begge findes imidlertid i et uægte brev, som foregiver at være sendt af Judæas indbyggere til deres landsmænd, der boede i Egypten. Den første passage (2 Makk 2,13) fortæller, hvordan Nehemias, "idet han grundlagde et bibliotek, samlede kongernes handlinger og profeterne og Davids skrifter og kongernes breve om hellige gaver". Disse ord kaster ikke noget særligt lys over kanonens dannelse, men de forbinder med Nehemias' navn bevarelsen af offentlige dokumenter og historiske optegnelser af national interesse, og hvordan han som bogelsker grundlagde et bibliotek. Dette stemmer fuldkomment med det, vi ved om Nehemias' karakter, for han udarbejdede slægtsregistret i Neh 7; desuden går indsamling forud for udvælgelse. Den anden passage (2 Makk 2,14) lyder: "På samme måde samlede Judas også alt det sammen, som var gået tabt på grund af den krig, vi havde, og det forbliver hos os." Skønt den findes i et brev, der formodes at være uægte, er der al grund til at tro, at dette udsagn er sandt. For da Antiokus, nationens ærkefjende, søgte at udrydde jødernes religion ved at ødelægge deres bøger (jf. 1 Makk 1,56.57), hvad ville da have været mere naturligt for en sand patriot som Judas end at forsøge at samle deres hellige skrifter på ny? "Dette udsagn kan derfor," som Wildeboer siger, "meget vel være troværdigt" (The Origin of the Canon of the Old Testament, 40). Skønt det ikke giver noget bestemt om antallet af de genfundne bøger, er det indlysende, at de bøger, der blev samlet, var de kostbareste dokumenter, som nationen ejede. De var uden tvivl religiøse, sådan som tidsalderen var.

7. Filon (cirka 20 f.Kr.-50 e.Kr.):

Filon er vores næste vidne. Han virkede i Alexandria mellem ca. 20 f.Kr. og 50 e.Kr. og efterlod sig en omfattende litteratur. Desværre giver han os ikke meget af positiv værdi for vores nuværende formål. Hans vidnesbyrd er i vid udstrækning negativt. Ganske vist nævner han ingen steder den tredelte inddeling af Det Gamle Testamente, som man ved fandtes på hans tid. Han citerer heller ikke fra Ezekiel, de fem Megilloth (Højsangen, Ruth, Klagesangene, Prædikeren, Ester), Daniel, Krønikebøgerne eller fra de tolv små profeter, bortset fra Hoseas, Jonas og Zakarias. Desuden havde han en løs opfattelse af inspiration. Ifølge Filon var inspiration på ingen måde begrænset til de hellige Skrifter; alle virkelig vise og dydige mennesker er inspirerede og i stand til at udtrykke Guds skjulte ting. Men som dr. Green (Canon, 130) med rette hævder: »Filons løse syn på inspiration kan ikke erklæres uforeneligt med accepten af en fast kanon, medmindre det først påvises, at han stiller andre, som han mener er inspirerede, på linje med Skriftens forfattere. Det gør han aldrig.« Filons ærefrygt for »Loven« var grænseløs. I denne henseende er han typen på andre alexandrinere. Han citerer overvejende fra Loven. Moses var for ham kilden til al visdom, selv hedningernes visdom. Om Moses’ love fortælles det af Eusebius, at han sagde: »De har ikke ændret så meget som et eneste ord i dem. De ville hellere dø tusind dødsfald end at trække noget fra disse love og vedtægter.« På den anden side citerer Filon aldrig nogen af de apokryfe bøger. Derfor kan man trygt antage, at hans kanon i det væsentlige var vores.

8. Det Nye Testamente som vidne (ca. 50-100 e.Kr.):

Det vidnesbyrd, som Det Nye Testamente giver, er af den største betydning. Når det sammenfattes, giver det det umiskendelige indtryk, at der, da Det Nye Testamente blev skrevet (ca. 50-100 e.Kr.), fandtes en bestemt og fast kanon af gammeltestamentlig Skrift, som man kunne appellere til som autoritativ. Og for det første kan der næppe tillægges for stor betydning til de navne eller titler, som Det Nye Testamentes forfattere tillægger de gammeltestamentlige skrifter: således »skriften« (Joh 10,35; Joh 19,36; 2 Pet 1,20), »skrifterne« (Matt 22,29; ApG 18,24), »hellige skrifter« (Rom 1,2), »hellige skrifter« (2 Tim 3,15), »loven« (Joh 10,34; Joh 12,34; Joh 15,25; 1 Kor 14,21), »lov og profeter« (Matt 5,17; Matt 7,12; Matt 22,40; Luk 16,16; Luk 24,44; ApG 13,15; ApG 28,23). Sådanne navne eller titler definerer ganske vist ikke kanonens grænser, men de forudsætter bestemt eksistensen af en fuldstændig og hellig samling af jødiske skrifter, som allerede er adskilt fra al anden litteratur som særskilt og fast. Ét sted (Joh 10,35), hvor udtrykket »skrift« bruges, synes at henvise til Det Gamle Testamentes kanon som helhed: »og skriften kan ikke brydes.« På samme måde bruges udtrykket »lov og profeter« ofte i generisk forstand og henviser til langt mere end blot 1. og 2. afdeling af Det Gamle Testamente; det synes snarere at henvise til den gamle husholdning som helhed; men udtrykket »loven« er det mest generelle af alle. Det anvendes ofte om hele Det Gamle Testamente og synes på Kristi tid blandt jøderne at have haft en plads, der svarer til den, udtrykket »Bibelen« har hos os. For eksempel citeres i Joh 10,34; Joh 11,34; Joh 15,25 tekster fra profeterne eller endda fra Salmerne som en del af »Loven«; også i 1 Kor 14,21 taler Paulus om Es 28,11 som en del af »loven«. Disse navne og titler er derfor overordentlig vigtige; de anvendes aldrig af Det Nye Testamentes forfattere om Apokryferne.

Ét sted (Luk 24,44) giver klart vidnesbyrd om kanonens tredelte inddeling. Men også her, som i Siraks prolog, er der stor usikkerhed om grænserne for den 3. afdeling. I stedet for at sige »loven, profeterne og skrifterne« siger Lukas: »loven, profeterne og salmerne.« Men det er tydeligt nok, hvorfor Salmerne skulle være blevet fremført af Jesus til støtte for hans opstandelse. Det er, fordi de især vidner om Kristus: de var derfor den vigtigste del af den 3. afdeling for hans umiddelbare formål, og det kan være, at de skal stå a potiori for hele den 3. afdeling (jf. Budde, Encyclopedia Biblica, sp. 669).

Et andet sted (Matt 23,35; jf. Luk 11,51) synes at pege på den endelige orden og opstilling af bøgerne i Det Gamle Testamentes kanon. Det lyder: "For at alt det retfærdige blod, der er udgydt på jorden, skal komme over jer, fra den retfærdige Abels blod til blodet af Zakarias, Barakias' søn, som I dræbte mellem helligdommen og alteret." For at forstå dette vers' betydning for den foreliggende sag må man huske, at i den moderne ordning af Det Gamle Testamentes bøger på hebraisk står Krønikebøgerne sidst; og at mordet på Zakarias er det sidste nedskrevne tilfælde i denne ordning, idet det findes i 2 Krøn 24,20; 2 Krøn 24,21. Men dette mord fandt sted under Joash, Judas konge, i det 9. århundrede f.Kr. Der er et andet, som kronologisk er senere, nemlig mordet på Urias, Shemajas søn, som blev dræbt under Jojakims regering i det 7. århundrede f.Kr. (Jer 26,23). Argumentet er derfor dette: hvis Krønikebøgerne ikke allerede stod sidst i Kristi Gamle Testamente, hvorfor sagde han da ikke: "fra Abels blod til Urias' blod"? Så ville han have talt kronologisk og have medtaget alle de martyrer, hvis martyrium er nedskrevet i Det Gamle Testamente. Men han siger derimod: "fra Abels blod til Zakarias' blod," som om han omfattede hele rækken af Det Gamle Testamentes Skrift, ligesom vi ville sige "fra Første Mosebog til Malakias." Derfor slutter man, også med en vis grad af berettigelse, at Krønikebøgerne på Kristi tid stod, som de gør i dag i massoreternes hebraiske bibel, som den sidste bog i en allerede afsluttet kanon. Som svar på dette er der naturligvis den mulige indvending, at Skrifterne i de tidlige dage stadig blev skrevet af jøderne på særskilte ruller.

En anden grund til at mene, at Det Gamle Testamentes kanon var afsluttet, før Det Nye Testamente blev skrevet, er de talrige citater, der i Det Nye Testamente hentes fra Det Gamle Testamente. Hver bog citeres undtagen Ester, Prædikeren, Højsangen, Ezra, Nehemias, Obadias, Nahum og Sefanias. Men disse undtagelser er ikke alvorlige. De Tolv Små Profeter blev altid af jøderne behandlet en bloc som ét kanonisk værk; hvis én af de tolv blev citeret, blev alle derfor anerkendt. Og det forhold, at 2 Krøn 24,20; 2 Krøn 24,21 citeres i Matt 23,35 og Luk 11,51, forudsætter også Ezra-Nehemias' kanonicitet, eftersom disse bøger oprindeligt var ét med Krønikebøgerne, selv om de muligvis allerede var blevet delt på Jesu tid. Hvad Ester, Prædikeren og Højsangen angår, er det let at se, hvorfor de ikke citeres: de gav sandsynligvis ikke Det Nye Testamentes forfattere materiale til citat. Det Nye Testamentes forfattere havde ganske enkelt ingen anledning til at citere fra dem. Langt mere bemærkelsesværdigt er det, at de aldrig citerer fra de apokryfe bøger, skønt de viser kendskab til dem. Professor Gigot, en af de største romersk-katolske autoriteter, indrømmer dette åbent. I sin General Introduction to the Study of the Scriptures, 43, siger han: "De citerer dem aldrig udtrykkeligt, det er sandt, men igen og igen låner de udtryk og tanker fra dem." Faktisk følte Det Nye Testamentes forfattere sig frie til at citere fra enhver kilde; for eksempel citerer Paulus på Areopagos for de lærde athenere et astronomisk værk af stoikeren Aratos fra Kilikien, eller måske fra en Hymne til Jupiter af Kleanthes fra Lykien, når han siger: "For vi er også hans afkom" (ApG 17,28). Og Jud 1,14; Jud 1,15 citerer næsten ubestrideligt fra Enok (1,9; 60,8)--et værk, som ikke anerkendes som kanonisk af nogen undtagen kirken i Abessinien. Men under alle omstændigheder gør det blotte citat af en bog den ikke kanonisk; og på den anden side udelukker manglende citat heller ikke en bog. Citat indebærer ikke nødvendigvis godkendelse; lige så lidt som henvisning til samtidig litteratur er uforenelig med strenge syn på kanon. Alt afhænger af den måde, citatet bruges på. I intet tilfælde citeres en apokryf bog af Det Nye Testamentes forfattere som "Skrift" eller som Helligåndens værk. Og kraften i denne udtalelse svækkes ikke af, at forfatterne til Det Nye Testamentes skrifter citerede Septuaginta i stedet for den hebraiske original; for "de er kun ansvarlige for den iboende sandfærdighed i hvert sted i den form, som de faktisk overtager" (Green, Canon, 145). Som vidne er Det Nye Testamente derfor af overordentlig stor betydning. For selv om det ingen steder fortæller os det nøjagtige antal bøger, der var indeholdt i Det Gamle Testamentes kanon, giver det rigeligt vidnesbyrd om, at der allerede i det 1. århundrede e.Kr. fandtes en bestemt og fast kanon.

9. 4 Esdras (circa 81-96 AD):

4 Esdras på latin (2 Esdras på engelsk) er en jødisk apokalypse, som oprindelig blev skrevet på græsk hen imod slutningen af det 1. århundrede (ca. 81-96 e.Kr.). Det afsnit, der har særlig interesse for os, er 2 Esdras 14,19-48, som i højst fabelagtig stil fortæller, hvordan Ezra får åndelig oplysning til at genskabe Loven, som var blevet brændt, og hvordan han på guddommelig befaling afsondrer sig i en periode på 40 dage, hvorefter han begiver sig ud i det åbne land sammen med fem dygtige skrivere. Dér tilbydes han et bæger vand; han drikker og dikterer derefter uafbrudt til sine fem skrivere i 40 dage og nætter og frembringer 94 bøger, hvoraf 70 holdes hemmelige og 24 offentliggøres. Det afsnit, der er af allerstørste betydning, lyder således: "Og det skete, da de fyrre dage var fuldendt, at den Højeste talte og sagde: 'Det første, som du har skrevet, skal du offentliggøre åbent, så de værdige kan læse det; men de sidste halvfjerds skal du bevare, så du kun kan overgive dem til dem, der er vise blandt folket; for i dem er forståelsens kilde, visdommens væld og kundskabens strøm.' Og jeg gjorde således" (4 Esdras 14,45-48). Fortællingen er åbenlyst ren fiktion. Det er ikke underligt, at en ny version af den opstod i det 16. århundrede, ifølge hvilken kanon blev fuldendt, ikke af Ezra alene, men af en gruppe mænd kendt som Den Store Synagoge. Af legenden i 4 Esdras udleder man almindeligvis, at de 24 bøger, som bliver tilbage, når 70 trækkes fra 94, er Det Gamle Testamentes kanoniske bøger. Hvis det er tilfældet, er denne legende det første vidnesbyrd, vi har, om antallet af bøger i Det Gamle Testamentes kanon. Dette tal svarer nøjagtigt til det sædvanlige antal hellige bøger efter jødisk optælling, sådan som vi så i afsnit 5 ovenfor. Legenden er derfor ikke uden værdi. Selv som legende vidner den om en tradition, der fandtes så tidligt som i det 1. kristne århundrede, nemlig at jøderne besad 24 særligt hellige bøger. Den peger også på Ezra som hovedfaktoren i Skriftens tilblivelse og antyder, at Det Gamle Testamentes kanon for længst i praksis var blevet afsluttet.

10. Josefus' "Contra Apionem" (ca. 100 e.Kr.):

Flavius Josefus, den berømte jødiske historiker, blev født i 37 e.Kr. Han var præst og farisæer. Omkring 100 e.Kr. skrev han et polemisk skrift, kendt som Contra Apionem, til forsvar for jøderne mod deres angribere, hvoraf Apion tages som en førende repræsentant. Apion var en berømt grammatiker, som i sit liv havde været fjendtlig over for jøderne. Han var død omkring 50 år, før Contra Apionem blev skrevet. Josefus skrev på græsk til grækere. Det vigtige afsnit i hans skrift (I, 8) lyder således: "For hos os er det ikke sådan, at vi har vældige mængder af bøger, der er uenige og i strid med hinanden. Vi har kun toogtyve, som indeholder hele tidens historie, bøger som med rette tros. Og af disse er fem Moses' bøger, som omfatter lovene og de tidligste overleveringer fra menneskehedens skabelse ned til tiden for hans (Moses') død. Denne periode mangler kun lidt i at være tre tusind år. Fra Moses' død til Artaxerxes', Persiens konges, Xerxes' efterfølgers, regeringstid skrev de profeter, som efterfulgte Moses, historien om de begivenheder, der fandt sted i deres egen tid, i tretten bøger. De resterende fire skrifter omfatter hymner til Gud og praktiske forskrifter for mennesker. Fra Artaxerxes' dage til vor egen tid er enhver begivenhed ganske vist blevet nedskrevet. Men disse nyere optegnelser er ikke blevet anset for værdige til samme troværdighed som dem, der gik forud for dem, fordi den nøjagtige række af profeter ophørte. Men hvilken tillid vi har sat til vore egne skrifter, fremgår af vor adfærd; for skønt så langt et tidsrum (dvs. siden de blev skrevet) nu er forløbet, har ikke en sjæl vovet enten at tilføje, fjerne eller ændre en stavelse. Men det ligger som en instinktiv holdning i alle jøder, straks fra deres fødsel, at betragte dem som Guds befalinger og at holde fast ved dem og, om nødvendigt, villigt at dø for dem."

Værdien af dette bemærkelsesværdige afsnit for vores undersøgelse er åbenlyst meget stor. For det første fastsætter Josefus antallet af jødiske skrifter, der anerkendes som hellige, til 22, idet han sandsynligvis føjer Rut til Dommerbogen og Klagesangene til Jeremias. Han klassificerer dem også efter en tredelt inddeling, som er helt særegen for ham selv: 5 af Moses, 13 af profeterne og 4 hymner og leveregler for menneskelivet. De 5 af Moses var naturligvis Pentateuken; de 13 af profeterne omfattede sandsynligvis de 8 almindelige Nebhi'im plus Daniel, Job, Krønikebøgerne, Ezra-Nehemias og Ester; de "4 hymner og leveregler" ville mest naturligt bestå af Salmernes Bog, Ordsprogenes Bog, Højsangen og Prædikerens Bog. Der er næppe tvivl om, at hans 22 bøger er dem, der findes i vores nuværende hebraiske kanon.

En anden meget bemærkelsesværdig kendsgerning ved Josefus' udsagn er den målestok for kanonicitet, han angiver, nemlig oldtid; for, som han siger, siden Artaxerxes' tid var rækken af profeter ophørt. Det var den faste tradition på Josefus' tid, at profetisk inspiration var ophørt med Malakias (circa 445-432 f.Kr.). Derfor var kanon ifølge ham afsluttet under Artaxerxes' regering (465-425 f.Kr.). Han standser ikke op for at give nogen redegørelse for kanonens afslutning; han forudsætter det ganske enkelt og behandler det som unødvendigt. Profetien var ophørt, og kanon var følgelig afsluttet; kendsgerningen behøvede ikke at blive officielt proklameret. Som bemærket ovenfor er Josefus' værdi som vidne meget stor. Men netop her opstår et vigtigt spørgsmål: Hvor bogstaveligt må vi fortolke hans sprog? Var Det Gamle Testamentes kanon faktisk afsluttet før 425 f.Kr.? Var der ikke bøger og dele af bøger, som blev til og føjet til kanon efter hans regeringstid? Dr. Green synes at tage Josefus bogstaveligt (Canon, 40, 78). Men Josefus er ikke altid pålidelig i sin kronologi. For eksempel daterer han i Antiquities (XI, vi, 13) fortællingen om Ester til Artaxerxes I's regeringstid (skønt den hører hjemme under Xerxes' regering), mens han i samme værk (XI, v, 1) placerer Ezra og Nehemias under Xerxes (skønt de hører til Artaxerxes' tid). Alt i alt synes det på indre grunde sikrere at betragte Josefus' udsagn om den jødiske kanons oldtid som sprogbrug ikke fra en omhyggelig historiker, men fra en part i en debat. I stedet for at udtrykke en absolut kendsgerning i dette tilfælde afspejlede han sin tids almindelige opfattelse. Reduceret til det mindste var elementet af virkelig sandhed i det, han siger, ganske enkelt dette: at han gav stemme til en tradition, som på den tid var universel og ubestridt; men en tradition, som havde krævet en lang periode, måske hundreder af år, for at udvikle sig. Derfor konkluderer vi, at den fuldstændige gammeltestamentlige kanon, som talte 22 bøger, ikke var noget nyt i 100 e.Kr.

11. Synoderne i Jamnia (90 og 118 e.Kr.):

Ifølge de traditioner, der er bevaret i Mishna, blev der holdt to synoder af jødiske rabbinere (henholdsvis 90 og 118 e.Kr.) i Jabne, eller Jamnia, ikke langt syd for Joppe, ved Middelhavskysten, hvor Det Gamle Testamentes bøger, især Prædikeren og Højsangen, blev drøftet, og deres kanonicitet ratificeret. Rabbi Gamaliel II ledede sandsynligvis mødet. Rabbi Akiba var synodens drivende kraft. Hvad der faktisk blev bestemt ved disse synoder, er ikke nøjagtigt bevaret for os, men mange autoriteter mener, at den store strid, som i over et århundrede havde stået på mellem de rivaliserende jødiske skoler Hillel og Shammai, nu blev bragt til afslutning, og at kanon formelt blev begrænset til vore 39 bøger. Måske er det rimeligt at sige, at i Jamnia blev den hebraiske kanons grænser officielt og endeligt fastlagt af jødisk myndighed. Ikke sådan at officiel godkendelse skabte den offentlige mening, men snarere at den bekræftede den.

12. Talmud (200-500 e.Kr.):

Talmud består af to dele:

(1) Mishna (sammenstillet circa 200 e.Kr.), en samling af systematiseret tradition; og

(2) Gemara, Gemara (fuldført omkring 500 e.Kr.), en "vældig og springende kommentar til Mishna". En Baraitha', eller uautoriseret glosse, kendt som Babha' Bathra' 14 b, et talmudisk traktat, gengiver "rækkefølgen" af de forskellige bøger i Det Gamle Testamente og hvem der "skrev" eller redigerede dem. Men den siger intet om kanonens dannelse.

At skrive er ikke det samme som at kanonisere; selv om de to forestillinger for de senere jøder var nært beslægtede. Som vidne er dette traktat derfor af ringe værdi, bortset fra at det bekræfter den tredelte inddeling og er et godt eksempel på rabbinsk spekulation. For den fulde tekst af passagen, se Ryle, Canon of the Old Testament, 273 ff.

13. Jødiske tvivl i det 2. århundrede e.Kr.:

I løbet af det 2. århundrede e.Kr. opstod der tvivl i jødiske sind om fire bøger: Ordsprogene, Højsangen, Prædikeren og Ester. I et bestemt talmudisk traktat fortælles det, at man forsøgte at trække Ordsprogenes Bog tilbage (ganaz, "skjule," "gemme") på grund af modsigelser, som man fandt i den (sammenlign Ordsp 26,4; Ordsp 26,5), men ved nærmere undersøgelse blev den ikke trukket tilbage. I en anden del af Talmud fremstilles Rabbi Akiba som den, der siger om Højsangen: "Gud forbyde, at nogen mand af Israel skulle nægte, at Sangenes Sang gør hænderne urene, for hele verden kan ikke måle sig med den dag, da Sangenes Sang blev givet til Israel. For alle Skrifter er hellige, men Sangenes Sang er det helligste af det hellige." Et sådant overdrevent sprog får én til at føle, at der må have eksisteret reel tvivl hos nogle angående bogen. Men protesterne var langt stærkere mod Prædikeren. I et traktat hedder det: "De vise mænd ønskede at skjule den, fordi dens sprog ofte modsagde sig selv (sammenlign Præd 7,3 og Præd 2,2; Præd 4,2; Præd 9,4), men de skjulte den ikke, fordi dens begyndelse og dens slutning består af ord fra Torahen (sammenlign Præd 1,3; Præd 12,13; Præd 12,14)." Ligeledes blev Ester kraftigt bestridt af både den jerusalemitiske og den babyloniske Gemara, fordi Guds navn ikke fandtes i den; men en Rabbi Simeon ben Lakkish (circa 300 e.Kr.) forsvarede dens kanonicitet og satte Ester på lige fod med Loven og over Profeterne og de andre Skrifter. Andre bøger, for eksempel Ezekiel og Jonas, blev drøftet i post-talmudiske skrifter, men der blev aldrig rejst alvorlige indvendinger af jøderne mod nogen af dem. Jonas blev i virkeligheden aldrig betvivlet før det 12. århundrede e.Kr. I ingen af disse omstridte bøgers tilfælde var der alvorlig tvivl; og skolastiske stridigheder påvirkede heller ikke den offentlige mening.

14. Sammenfatning og konklusion:

Dette bringer os til enden af vores undersøgelse af vidnerne. I vores gennemgang har vi opdaget

(1) at Det Gamle Testamente ikke siger noget om sin kanonisering, men dog fremhæver den måde, hvorpå Loven blev bevaret og anerkendt som autoritativ;

(2) at det er uberettiget at slutte, at jøderne kun besad Loven, da den frafaldne Manasse blev fordrevet fra Jerusalem af Nehemias, fordi samaritanerne kun anerkender Loven som den sande kanon;

(3) at Septuaginta-versionen, sådan som vi kender den fra de bevarede kristne håndskrifter, på ingen måde er et tilstrækkeligt bevis for, at alexandrinerne besad en »større« kanon, som omfattede Apokryferne;

(4) at Jesus ben Sirak er et vidne om, at Profeterne på hans tid (180 f.Kr.) endnu ikke var anerkendt som kanoniske;

(5) at hans barnebarn i sin prolog er det første vidne om den sædvanlige tredelte inddeling af Det Gamle Testamentes skrifter, men ikke taler om den tredje afdeling, som om den allerede var afsluttet;

(6) at Makkabæerbøgerne synes at vise, at Salmerne og Daniel allerede er optaget i jødernes kanon;

(7) at Filons vidnesbyrd er negativt, idet han vidner imod de apokryfe bøger som en integreret del af Den Hellige Skrift;

(8) at Det Nye Testamente er det mest udtrykkelige vidne i rækken på grund af de navne og titler, det tillægger de gammeltestamentlige bøger, som det citerer;

(9) at 4 Ezra er det første vidne om antallet af bøger i Det Gamle Testamentes kanon – 24;

(10) at Josefus også fastsætter antallet af bøger, men at han, når han argumenterer for kanonens ælde, taler som en forsvarer, der giver udtryk for folkelig tradition, snarere end som en videnskabelig historiker;

(11) at synoderne i Jamnia med en vis grund kan betragtes som den officielle anledning, hvor jøderne udtalte sig om grænserne for deres kanon; men at

(12) der i det 2. århundrede fandtes tvivl om visse bøger; disse bøger blev dog ikke alvorligt draget i tvivl.

Af alt dette slutter vi, at Loven blev kanoniseret, eller som vi bedre ville sige, blev anerkendt som autoritativ, først omkring 444 f.Kr.; at Profeterne blev stillet på lige fod med Loven betydeligt senere, omkring 200 f.Kr.; og at Skrifterne fik autoritativ godkendelse endnu senere, omkring 100 f.Kr. Der har sandsynligvis aldrig været tre særskilte kanoner, men der var tre særskilte klasser af skrifter, som mellem 450 og 100 f.Kr. uden tvivl stod på forskellige grundlag og kun gradvis blev autoritative. Der er derfor grund til at mene, som antydet ovenfor (afsnit 6), at den tredelte inddeling af Det Gamle Testamentes kanon skyldes både indholdsmæssige forskelle og kronologi.

III. Kanonen i den kristne kirke.

1. I den østlige eller orientalske kirke:

Når vi går over fra den jødiske til den kristne kirke, finder vi den samme kanon holdt i hævd af alle. Kristne af alle retninger har altid været tilbøjelige til uden spørgsmål at acceptere jødernes kanon. I århundreder var alle grene af den kristne kirke i praksis enige om de grænser, som jøderne havde sat, men efterhånden blev den vestlige kirke delt: nogle hævdede, at Kristus havde godkendt Alexandrias »større« kanon, som omfattede Apokryferne, mens andre, som jøderne altid har gjort, holdt sig til jødernes kanon i Israels land. Tager vi først den østlige eller orientalske kirke, er det vidnesbyrd, den giver, følgende: Peshitta, eller den syriske version, der stammer fra omkring 150 e.Kr., udelader Krønikebøgerne; Justin Martyr (164 e.Kr.) holdt sig til en kanon, der var identisk med jødernes; Melitos kanon – Melito var biskop af Sardes og foretog (omkring 170 e.Kr.) en rejse til Israels land for omhyggeligt at undersøge sagen – udelader Esters Bog. Hans liste, som er den første kristne liste, vi har, er bevaret for os af Eusebios i hans Eccl. Hist., IV, 26; Origenes (død 254 e.Kr.), som blev uddannet i Alexandria og var en af de lærdeste af de græske fædre, satte sig også for at kende Det Gamle Testamentes teksts »hebraiske sandhed« og giver os en liste (også bevaret for os af Eusebios, Eccl. Hist., VI, 5), hvori han regner antallet af bøger til 22 (og stemmer således overens med Josefus). Ved en fejl udelader han De Tolv Små Profeter, men dette er åbenbart en forglemmelse enten fra en afskrivers eller fra Eusebios' side, eftersom han siger, at antallet af bøger er 22, og derefter kun nævner 21. Den såkaldte Laodikea-kanon (omkring 363 e.Kr.) omfattede kun de kanoniske bøger og forkastede Apokryferne. Athanasios (død 365 e.Kr.) giver en liste, hvor Ester regnes blandt de ikke-kanoniske bøger, men andetsteds indrømmer han, at »Ester regnes for kanonisk af hebræerne.« Han indbefattede dog Baruk og Jeremias' Brev sammen med Jeremias. Amphilochios, biskop af Ikonion (omkring 380 e.Kr.), siger, at Ester kun er modtaget af nogle. Kyrillos, biskop af Jerusalem (død 386 e.Kr.), giver en liste, der svarer til den hebraiske kanon, bortset fra at han medtager Baruk og Jeremias' Brev. Gregor af Nazianz i Kappadokien (død 390 e.Kr.) udelader Ester. Men Anastasios, patriark af Antiokia (560 e.Kr.), og Leontios af Byzans (580 e.Kr.) holdt begge fast ved den strenge jødiske kanon på 22 bøger. Nestorianerne tvivlede i almindelighed på Ester. Dette skyldtes uden tvivl indflydelsen fra Theodor af Mopsuestia (omkring 390-457 e.Kr.), som bestred autoriteten af Krønikebøgerne, Ezra, Nehemias, Ester og Job. De orientalske kirker som helhed kanoniserede imidlertid aldrig Apokryferne.

2. I den vestlige kirke:

Mellem 100 og 400 e.Kr. blev Det Nye Testamentes skrifter kanoniske og indtog i den kristne kirke en plads med myndighed og hellighed på linje med Det Gamle Testamentes. Tendensen i perioden var at modtage alt, som efter traditionen var blevet læst i menighederne. Men overførelsen af dette princip til Det Gamle Testamentes skrifter skabte stor forvirring. Brug og teori var ofte i konflikt. En kirkefader kunne erklære, at de apokryfe bøger var uinspirerede, og dog citere dem som »Skriften« og endda indlede dem med den anerkendte formel: »Som Helligånden siger.« Teologisk holdt de fast ved en streng kanon; homiletisk brugte de en større. Men selv brugen var ikke ensartet. 3 og 4 Esdras og Enoks Bog citeres undertiden som »Hellig Skrift«, men den vestlige kirke modtog aldrig disse bøger som kanoniske. Kriteriet brug er derfor for bredt. Fædrenes teori blev gradvis glemt, og den udbredte brug af Septuaginta og andre oversættelser førte til, at skellet mellem de ubestridte bøger i den hebraiske kanon og de mest populære apokryfe bøger blev udvisket; og fordi de ofte blev læst offentligt i kirkerne, fik de til sidst en slags kanonisering.

Tertullian fra Karthago (cirka 150-230 e.Kr.) er den første af de latinske fædre, hvis skrifter er bevaret. Han angiver antallet af gammeltestamentlige bøger til 24, det samme som i Talmud. Hilarius, biskop af Poitiers i Frankrig (350-368 e.Kr.), giver et katalog, hvor han taler om »Jeremias og hans brev«, men hans liste tæller dog kun 22. Rufinus fra Aquileia i Italien (død 410 e.Kr.) giver ligeledes en fuldstændig liste på 22 bøger. Også Hieronymus, den lærde munk fra Betlehem (død 420 e.Kr.), angiver antallet af kanoniske bøger til 22, svarende til de 22 bogstaver i det hebraiske alfabet, og forklarer, at de fem dobbelte bøger (1 og 2 Samuel, 1 og 2 Kongebog, 1 og 2 Krønikebog, Ezra-Nehemias, Jeremias-Klagesangene) svarer til de fem slutbogstaver i det hebraiske alfabet. I sin berømte Prologus Galeatus eller »Hjelmklædte fortale« til Samuels- og Kongebøgerne erklærer han sig for jødernes strenge kanon; han afviser de deuterokanoniske bøgers autoritet på den mest ligefremme måde og skelner endda omhyggeligt mellem de apokryfe tilføjelser til Ester og til Daniel. Som den berømte katolske forfatter, dr. Gigot, meget åbent indrømmer: »Gang på gang afviser denne berømte lærer (Hieronymus) i den latinske kirke de deuterokanoniske bøgers autoritet på den mest udtrykkelige måde« (General Intro, 56).

Samtidig med Hieronymus i Betlehem levede Augustin i Nordafrika (353-430 e.Kr.). Han var biskop af Hippo; berømt som tænker, teolog og helgen. Ved de tre store konciler i Hippo (393) og Karthago (397 og 419 e.Kr.), hvor han var den ledende ånd, afsluttede han så at sige de foregående generationers store debat om, hvor stor Bibelen skulle være. I sit skrift om den kristne lære opstiller han en fortegnelse over Skriftens bøger, som af fædrene var blevet overleveret til offentlig læsning i kirken, og angiver deres antal til 44; med dem, siger han, »er Det Gamle Testamentes autoritet afsluttet«. Disse svarer sandsynligvis til katolikkernes nuværende kanon. Men man må ikke antage, at Augustin ikke skelnede mellem de protokanoniske og de deuterokanoniske bøger. Tværtimod begrænsede han udtrykket »kanonisk« i streng forstand til de bøger, som er inspirerede og modtaget af jøderne, og nægtede, at Visdommens Bog og Siraks Bog havde ubestridt autoritet som støtte for læren, skønt lang tids skik havde givet dem krav på respekt. Og da et stykke fra 2 Makkabæerbog blev fremført af hans modstandere til forsvar for selvmord, afviste han deres bevis ved at vise, at bogen ikke var optaget i den hebraiske kanon, som Kristus var vidne for. Ved det tredje koncil i Karthago (397 e.Kr.) blev der imidlertid stadfæstet et dekret, højst sandsynligt med hans godkendelse, som i realiteten stillede alle de kanoniske og deuterokanoniske bøger på samme niveau, og med tiden kom de faktisk af nogle til at blive betragtet som havende lige autoritet (se Deutero-Canonical). Nogle år senere tog et andet koncil i Karthago (419 e.Kr.) det yderligere skridt at vedtage, at deres egen afgørelse om kanonen skulle bekræftes af Bonifatius, biskoppen af Rom; følgelig blev spørgsmålet om, hvor stor Bibelen skulle være, derefter et anliggende, der skulle afgøres ved autoritet snarere end ved kritik.

Fra det 4. til det 16. århundrede e.Kr. fortsatte processen med gradvist at udvide kanonens grænser. Pave Gelasius (492-496 e.Kr.) udstedte et dekret eller en liste, hvori han medtog Det Gamle Testamentes apokryfer. Men selv efter denne officielle pavelige handling var stemningen i den vestlige kirke delt. Nogle fulgte Hieronymus' strenge kanon, mens andre foretrak Augustins større kanon uden at lægge mærke til hans forbehold og de skel, han drog mellem inspirerede og uinspirerede skrifter. Cassiodorus (556 e.Kr.) og Isidor af Sevilla (636 e.Kr.) stiller Hieronymus' og Augustins lister ved siden af hinanden uden at afgøre mellem dem. To biskopper fra Nordafrika, Primasius og Junilius (ca. 550 e.Kr.), regner 24 bøger for strengt kanoniske og siger udtrykkeligt, at de andre ikke er af samme rang. Den folkelige brug var imidlertid uden skelnen. Uden for jøderne fandtes der ingen sund hebraisk tradition. Derfor erklærede "Eugenius IV, med godkendelse fra fædrene ved denne forsamling," på koncilet i Firenze (1442 e.Kr.), "at alle de bøger, der fandtes i de latinske bibler, som dengang var i brug, var inspireret af den samme Helligånd, uden at skelne dem i to klasser eller kategorier" (jf. Gigot, General Introduction, 71). Selv om denne bulle fra Eugenius IV ikke behandlede de apokryfe bøgers kanonicitet, proklamerede den dog deres inspiration. Ikke desto mindre havde de apokryfe bøger helt frem til koncilet i Trient (1546 e.Kr.) kun underordnet autoritet; og når man talte om kanonisk Skrift i streng forstand, var de ikke medregnet.

Luther, den store saksiske reformator i det 16. århundrede, markerer en epoke i historien om den kristne gammeltestamentlige kanon. Da han oversatte Skrifterne til tysk, gav han de deuterokanoniske bøger en mellemstilling mellem Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Også den lutherske kirke, selv om den ikke udtrykkeligt definerer kanonens grænser, placerer dog de apokryfe skrifter for sig selv som noget særskilt og adskilt fra Den hellige Skrift. Dette var i virkeligheden alle de tidlige reformatorers holdning. I Zürichbibelen fra 1529, ligesom i den engelske Genève-oversættelse fra 1560, blev de apokryfe bøger placeret særskilt med egne særlige overskrifter. Således forkastede de tidlige reformatorer ikke helt de apokryfe skrifter, for det var ikke nogen let opgave at gøre det i betragtning af århundreders brug og traditioner.

Rom havde vaklet længe nok. Den indså, at der måtte gøres noget. Reformatorerne havde stillet sig på samme side som dem, der holdt fast ved Hieronymus. Den besluttede derfor at afgøre sagen på kirkelig og dogmatisk vis. Derfor dekreterede koncilet i Trient på sit fjerde møde (8. april 1546), at de apokryfe bøger var lige i autoritet og kanonisk værdi med de øvrige bøger i Den hellige Skrift; og for at gøre dette dekret virksomt tilføjede de: "Men hvis nogen ikke modtager de nævnte bøger i deres helhed med alle deres oplysninger som hellige og kanoniske, sådan som de har været læst i den katolske kirke, og sådan som de findes i den gamle latinske Vulgata-udgave (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) .... lad ham være bandlyst." Dekretet var det logiske resultat af den stadig voksende sneboldeffekt i den vestlige kirke. Dets historiske virkning på kirken er åbenlys. Det lukkede for altid området for bibelstudium for al fri forskning. Naturligt nok gentog Vatikanerkoncilet i 1870 derfor ikke blot dekretet, men fandt det let at tage endnu et skridt og kanonisere traditionen.

Gentagne forsøg blev gjort i det 16. og 17. århundrede på at få de apokryfe bøger fjernet fra Skrifterne. Synoden i Dordrecht (1618-19), Gomarus, Deodatus og andre søgte at gennemføre det, men mislykkedes. Den eneste succes, der blev opnået, var at få dem adskilt fra de virkelig kanoniske skrifter og samlet for sig selv, som i Den gallikanske Bekendelse fra 1559, Den anglikanske Bekendelse fra 1562 og Den anden helvetiske Bekendelse fra 1566. Den puritanske Bekendelse gik videre og erklærede, at de var af rent verdslig karakter. De forskellige kontinentale og engelske bibeloversættelser, der da blev udarbejdet, placerede dem ligeledes for sig selv, adskilt fra de anerkendte bøger, som en slags tillæg. For eksempel Zürichbibelen fra 1529, den franske bibel fra 1535, Coverdales engelske oversættelse fra 1536, Matthews fra 1537, anden udgave af Great Bible, 1540, Bishops' Bible fra 1568 og King James Version fra 1611. Den første engelske udgave, der helt udelod dem, var en udgave af King James Version udgivet i 1629; men skikken med at trykke dem for sig selv, mellem Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, fortsatte indtil 1825, da Edinburgh-komiteen i British and Foreign Bible Society protesterede mod, at selskabet fortsat skulle oversætte disse apokryfe skrifter og sende dem til hedningerne. Selskabet gav til sidst efter og besluttede at udelukke dem (3. maj 1827). Siden da har protestanter i Storbritannien og Amerika opgivet praksissen med at udgive apokryferne som en del af Den hellige Skrift. Også i Europa har tendensen siden 1850 været i samme retning. Den engelske kirke og den amerikanske episkopale kirke udelukker dem dog ikke helt; visse "læsninger" udvælges fra Visdommen, Prædikeren og Baruk og læses på hverdage mellem 27. oktober og 17. november. Men da den engelske Revised Version udkom i 1885, var der, skønt den var et særligt produkt af den engelske kirke, ikke så meget som en henvisning til de apokryfe skrifter. Den irske kirke fjernede dem ligeledes; og American Standard Revised Version ignorerer dem fuldstændigt.

LITTERATUR.

G. Wildeboer, The Origin of the Canon of the Old Testament, oversat af B. W. Bacon, London, Luzac and Co., 1895; H. E. Ryle, The Canon of the Old Testament, London og New York, Macmillan, 1892; F. Buhl, Canon and Text of the Old Testament, oversat af John MacPherson, Edinburgh, T. and T. Clark, 1892; W. H. Green, General Introduction to the Old Testament, The Canon, New York, Scribner, 1898; W. Robertson Smith, The Old Testament in the Jewish Church, 2. udgave, London, A. and C. Black, 1895; F. E. Gigot, General Introduction to the Holy Scriptures, 3. udgave, New York, Cincinnati og Chicago, Benziger Bros., 1903; B. F. Westcott, The Bible in the Christian Church, London og New York, Macmillan, 1901; C. A. Briggs, General Introduction to the Study of Holy Scripture, New York, Scribner, 1899; A. F. Kirkpatrick, The Divine Library of the Old Testament, London og New York, Macmillan, 1892; Hastings, DB, III, 1900, artikel "Old Testament Canon" af F. H. Woods; Cheney og Blacks EB, I, 1899, artikel "Canon" af K. Budde; The New Schaff-Herzog Encyclopedia of Religious Knowledge, II, 1908, artikel "Canon of Scripture" af H. L. Struck; Jour. of Biblical Lit., 1896, 118-28, artikel "The Alleged Triple Canon of the Old Testament," af W. J. Beecher; Abbe A. Loisy, Histoire du canon de l'ancien testament, Paris, 1890; J. Furst, Der Kanon des Altes Testament, Leipzig, 1868; E. Reuss, Histoire du canon des saintes ecritures dans l'eglise chretienne, Strassburg, 1864, engelsk oversættelse, Edinburgh, 1891.

George L. Robinson