Fugle

burds (`ayiT; græsk forskelligt ta peteina (Matt 13,4) ta ornea tou ouranou (Åb 19,17) ornis (Matt 23,37; Luk 13,34) latin, avis; oldengelsk "brid"):

I. Ordets betydning.

Alle autoriteter er enige om, at den nøjagtige oprindelse til ordet bird, sådan som vi bruger det om fjerklædte skabninger, er ukendt.

1. I tidlig hebraisk:

Det hebraiske `ayiT betyder at "rive og kradse ansigtet", og i sin oprindelige form sigtede det utvivlsomt til rovfugle. Det er sandsynligt, at intet sted af tilsvarende størrelse på jordens overflade nogensinde samlede så store mængder gribbe, ørne og høge som det gamle Israels land. Landet var så frodigt, at flokke og hjorde åd direkte af naturens overflod. I byer, landsbyer og blandt teltboere foregik der uophørligt slagtning til føde, mens himlen næsten må have været formørket af den opstigende røg fra afbrændingen af ofrede dyr og fugle, som loven krævede af enhver mand og kvinde. Fra alle disse slagtede skabninger blev affaldet kastet til fuglene. Der fandtes ingen skydevåben; bueskytters pile eller "kastestokke" var den eneste beskyttelse mod dem, og disse våben lavede ingen støj, der kunne skræmme fjerklædte skabninger, og gjorde kun ringe skade. Derfor kan man let se, at fuglene ville vokse stærkt i antal og blive så dristige, at mennesker ofte var i direkte kamp med dem, og uden tvivl blev deres ansigter og hænder revet og kradset.

2. I senere brug:

Senere, da sangfugle og de fugle, der var nyttige som føde, kom ind i deres liv, blev ordets betydning udvidet til at dække alle fjerklædte skabninger. I King James Version oversættes `ayiT med "fowl" og forekommer flere gange: "Og da fuglene kom ned over de døde kroppe, drev Abram dem bort" (1 Mos 15,11). "De skal overlades sammen til bjergenes fugle og til jordens dyr; og fuglene skal tilbringe sommeren på dem, og alle jordens dyr skal tilbringe vinteren på dem" (Es 18,6). "Der er en sti, som ingen fugl kender, og som gribbens øje ikke har set" (Job 28,7). American Standard Revised Version ændrer disse og alle andre henvisninger til fjerklædte skabninger til "birds" og danner dermed en lang liste. Det hebraiske `ayiT blev i sin endelige brug anvendt i Israels land på samme måde, som "fugl" bruges hos os.

3. I oldengelsk:

Den tidligst kendte form af ordet er det oldengelske "brid", men man brugte betegnelsen om unger af enhver skabning. Senere blev betydningen indsnævret til unger, der kommer fra æg, og formen ændredes til "bird".

II. Fuglenes naturhistorie.

De første kendte spor af fugle viser sig i formationen fra triasperioden og findes i form af fodspor i den røde sandsten i Connecticut-dalen.

1. De tidligste spor og eksemplarer:

Dette må have været en gammel havbund, hvor store fugle skridtede hen over den og efterlod dybt indprentede aftryk af deres fødder. Disse aftryk blev bagt i solen og fyldt med fint, vinddrevet sand, før tidevandet vendte tilbage. Således blev sporene af 33 fuglearter bevaret for os, og alle disse er ud fra deres fodspor påvist at have været meget større end vore dages fugle. De største aftryk, der nogensinde er fundet, målte 15 tommer i længden og 10 i bredden (ca. 38 x 25 cm) og stod med 4 til 6 fods mellemrum (ca. 1,2 til 1,8 m). Dette vidnesbyrd ville danne grundlag for et skøn over en fugl, der var mindst fire gange så stor som en struds. At en fugl af denne størrelse nogensinde havde eksisteret, blev ikke anset for troværdigt, før man fandt rester af dinornis i New Zealand. Det største eksemplar af denne fugl var 10 1/2 fod højt (ca. 3,2 m). Det første fuldstændige skelet af en fugl blev fundet i kalkstenen fra juraperioden i Solenhofen i Bayern. Denne fugl havde 13 tænder i overkæben og 3 i underkæben, hver anbragt i en særskilt tandhule, vinger der endte i tre-fingrede kløer, meget længere end føddernes kløer, og en hale med 20 hvirvler, lige så lang som kroppen, med en række lange fjer ned langs hver side af den; eksemplaret var omtrent på størrelse med en krage. Den første bevarede afbildning af en fugl blev fundet som fresko på indersiden af en grav i Maydoon og menes at være 3.000 år ældre end Moses' tid. Den er nu omhyggeligt bevaret på museet i Kairo. Maleriet forestiller seks gæs, hvoraf fire let kan genkendes som forfædre til to arter, der kendes i dag. Videnskabsfolk indrømmer nu, at Moses havde ret i at henføre fuglenes oprindelse til vandet, eftersom deres bygning er mere beslægtet med krybdyr end med pattedyr, og de formerer sig ved æg. For os synes der at være et langt spring mellem krybdyret med den mest fuglelignende bygning og en fjerklædt skabning, men der er mulighed for, at former, som skaber en endnu nærmere forbindelse, vil blive fundet.

2. Strukturel opbygning:

En fugls krop er kompakt og i næsten alle tilfælde bådformet. Uden tvivl fik det forhistoriske menneske sin idé om sejlads og formede sit fartøj efter en vandfugls krop, og lagde derefter mærke til, at en svævende fugl styrede sin kurs med halen, og tilføjede derfor roret. En fugls legemsbygning er indrettet sådan, at den giver kraftfuld flyvning og fuldkommen åndedræt. Hos de få fugle, der ikke flyver, bruges vingerne til at hjælpe med at opnå fart i løb, som hos strudsen, eller til at hjælpe med at svømme under vandet, som hos alken. En ung fugls kranium består af dele, ligesom hos menneske eller dyr; men med alderen føjes disse dele så jævnt sammen, at de ser ud til at danne en sømløs helhed. Kæberne strækker sig frem foran ansigtet og danner et næb, som varierer i længde og form efter arten, og det bruges til at skaffe føde, til forsvar, fjerpleje og redebygning – ja, det er i virkeligheden en kombination af menneskets mund og hånd. Rygraden er praktisk talt ubevægelig på grund af ribbenene, der er fæstnet til den øverste halvdel, og den knoglebygning, der støtter bækkenleddene i den nederste. I skarp kontrast hertil består halsen af fra 10 til 23 hvirvler og er så smidig, at en fugl kan dreje hovedet helt rundt, noget der er umuligt for mennesker eller dyr. Brystbenet er stort, stærkt og forsynet med en kam i midten; den er størst hos fugle med kraftig flyvning, mindst hos svømmere, og mangler kun hos fugle, der ikke flyver, som strudsen. Vingerne svarer til menneskets arme og bruges nu kun til flyvning og svømning. Sådanne skeletter som Archeopteryx beviser, at de knogler, der nu er forenet i vingespidsen, engang var kløer. Dette viser, at efterhånden som fugle bredte sig over landjorden og udviklede vingekraft, når de søgte føde over længere afstande eller blev drevet af skiftende klimaforhold, blev vingerne brugt mere til flyvning, og kløerne voksede gradvis sammen til en spids og fik et dække, der udviklede fjer, mens næbbet blev redskabet til at tage føde og til forsvar. Samtidig viste den lange hale sig at være en byrde; den blev derfor gradvis slidt ned og trak sig sammen til den nuværende form. Når man studerer den i detaljer med hensyn til knoglebygning, muskler og den komplicerede ordning af fjer i forskellige størrelser, viser fuglens vinge sig at være et af naturens undere. Benene bruges til at gå eller svømme med, idet lårleddet er så indhyllet i kroppen, at det egentlige ben ofte forveksles med det. Dette gør, at menneskets knæ svarer til fuglens hæl, og især hos unge rovfugle bruges skinnebenet eller tarsen til at gå med, indtil knoglerne hærdes, og fuglene bliver i stand til at bære deres vægt på fødderne og rette skinnebenet ud. Tæerne varierer efter arten. Plinius klassificerede fuglene efter dem: "Den første og vigtigste forskel og skelnen blandt fugle hentes fra deres fødder; for de har enten krumme kløer, som høge, eller lange runde kløer som høns, eller også er de brede, flade og helfodede som gæs." Flyvning er kun mulig for en fugl, når begge vinger er så godt som fuldt fjerklædte, at den holder fuldkommen balance. I søvne lægger næsten enhver fugl hovedet ind under vingen og står på ét ben. Den indretning, hvorved dette sker uden at trætte fuglen det mindste, er ikke langt fra mirakuløs og kan kun være resultatet af lange tidsaldres langsomme udvikling. I den mest fuldendte grad findes denne bestemmelse til fuglens komfort hos traner og andre langbenede vandfugle. Knoglen i én del af benet passer ind i knoglen i delen ovenover, så den praktisk talt låses fast uden anstrengelse fra fuglens side. Samtidig krydser de muskler, der bevæger kløerne, benets led, så de strækkes af fuglens vægt, og uden nogen indsats står den på jorden eller sidder på en gren. Dette forklarer det spørgsmål, der så ofte stilles, om hvorfor fødderne på en fugl, der sidder på en gren, ikke bliver så krampagtige og trætte, at den falder ned.

3. Fuglenes føde, blod osv.:

Fugle æder efter deres natur: nogle lever af bytte, der tages levende, nogle af ådsler fra døde kroppe, nogle af fisk og planteprodukter fra vandet, nogle af frugtfrø, insekter og orme på landjorden. Næsten enhver fugl gør brug af en kombination af forskellige slags føde. Deres blod er fra 12 til 16 grader varmere end blodet hos resten af dyreriget, og de viser en tilsvarende opløftet livlighed. Nogle hengiver sig i timevis til at glide og svæve, nogle til perlende sangtoner, mens andre farer tæt ved jorden i legende flyvestød. Man antager, at fugle er ret mangelfulde med hensyn til smags- og følesans, men at de har usædvanlig skarpt syn. De formerer sig ved æg, som de lægger på et på forhånd udvalgt og forberedt sted, og ruger dem i et tidsrum, der varierer efter arten. Ungerne hos rovfugle, sangfugle og nogle vandfugle bliver i rederne i forskellig tid og fodres af de gamle fugle; mens andre af vandfuglene og de fleste jagtfugle forlader reden, så snart dunene er tørre, og finder føde, sådan som de lærer det af de ældre, idet de får ly om natten, så længe det er nødvendigt.

III. Bibelens fugle.

Bibelens fugle var de samme arter og havde samme form som dem, der findes i Israels land i dag. På grund af deres vidunderlige farver, kraftfulde flyvning, glade sang og deres lighed med menneskeheden i hjemmets indretning og arbejdet med at opfostre deres unger har fugle fået megen opmærksomhed og har haft en fremtrædende plads siden historiens begyndelse. Da menneskets hjerne var ung og mere godtroende end i dag, så det varsler, tegn og mirakler i fuglenes karakteristiske handlinger og tillagde dem forskellige underfulde kræfter: nogle blev regnet for gode varsler og en velsignelse, og nogle for onde og en forbandelse.

1. Tidligste omtale:

Bibelens historikere brugte ofte fugle i sammenligning, lignelse og metafor. De nævnes først i 1 Mos 7,14; 1 Mos 7,15: "de og hvert dyr efter sin art, og alt kvæg efter sin art, og hvert kryb, der kryber på jorden, efter sin art, og hver fugl efter sin art, hver fugl af enhver slags." Dette er opregningen af de fjerklædte skabninger, der blev taget ind i arken for at blive bevaret til arternes videreførelse, efter at vandfloden aftog. Dernæst findes de i beskrivelsen af Abrams offer, hvor det blev angivet, at han sammen med de slagtede dyr skulle bruge en turteldue og en ung due, og at fuglene ikke skulle deles. Det berettes også, at rovfuglene blev tiltrukket af de døde kroppe, som beskrevet i 1 Mos 15,9-11: "Og han sagde til ham: Tag mig en treårig kvie, en treårig ged, en treårig vædder, en turteldue og en ung due. Og han tog alt dette til ham og delte dem midt over og lagde hver halvdel over for den anden; men fuglene delte han ikke. Og rovfuglene kom ned over de døde kroppe, og Abram drev dem bort." Israels land havde en overflod af flere slags "duer" (se dette), og deres hengivenhed for hinanden og deres ømme, milde egenskaber havde gjort dem til en elsket besiddelse i landet; mens dueslag af ler blev regnet med, når man vurderede en mands rigdom.

2. Brugt ved offer:

I en hengiven taknemmelighed mod Gud ofrede dette folk af deres mest elskede og højest skattede ejendele; og derfor er det ikke overraskende, at brændoffrenes historie ofte nævner disse fugle, som blev elsket og værdsat højere end alle andre. Deres brug befales først i 3 Mos 1,14-17: "Og hvis hans gave til Jahve er et brændoffer af fugle, skal han bringe sin gave af turtelduer eller af unge duer. Og præsten skal bringe den til alteret, vride hovedet af den og brænde den på alteret; og dens blod skal presses ud mod alterets side; og han skal fjerne dens kro med dens urenhed og kaste den ved siden af alteret mod øst, på askestedet." Igen i 3 Mos 5,7-10 læser vi: "Og hvis hans midler ikke rækker til et lam, skal han bringe sit skyldoffer for det, hvori han har syndet, to turtelduer eller to unge duer, til Jahve; den ene som syndoffer og den anden som brændoffer." Gennem hele Bibelen indgår disse fugle i offerets historie (3 Mos 12,8; 3 Mos 14,4-8; 4 Mos 6,10, osv.).

3. Andre henvisninger:

Skikken med at flette bure af pilekviste, hvori man holdt fugle som kæledyr, synes der at blive hentydet til, når Job spørger (Job 41,5): + "Vil du lege med ham som med en fugl? Eller vil du binde ham for dine piger?" - Se Job 12,7: + "Men spørg nu dyrene, og de skal lære dig; og himlens fugle, og de skal fortælle dig det." David tænkte på en ørns hurtige flugt hjemad, da han skrev: "Hos Jahve søger jeg tilflugt: Hvordan kan I sige til min sjæl: Flygt som en fugl til jeres bjerg?" (Sl 11,1).

Hans tidlige dage med at vogte sin fars flokke har uden tvivl inspireret ham til udsagnet i Sl 50,11: "Jeg kender alle fuglene på bjergene; og markens vilde dyr er mine" (Revised Version, randnote: "i min tanke"). Da salmisten beskrev Libanon, skrev han om dets vande: "Ved dem har himlens fugle deres bolig; de synger mellem grenene" (Sl 104,12). - Han nævnte dets træer: + "Hvor fuglene bygger deres reder; hvad storken angår, er cypresserne hendes hus" (Sl 104,17). - Se også Sl 78,27; Sl 148,10.

Oprindelsen til det ofte citerede udtryk: »En lille fugl fortalte mig det«, kan findes i Præd 10,20: »Forband ikke kongen, nej, ikke engang i din tanke; og forband ikke den rige i dit sovekammer; for en fugl under himlen skal bære stemmen, og det, der har vinger, skal fortælle sagen.« I en poetisk beskrivelse af foråret i Højsangen læser vi: + »Blomsterne viser sig på jorden; tiden for fuglenes sang er kommet, og turtelduens stemme høres i vort land« (Højs 2,12). - I sin profeti om Etiopien skrev Esajas: »De skal efterlades sammen til bjergenes rovfugle og til jordens dyr; og rovfuglene skal tilbringe sommeren over dem, og alle jordens dyr skal overvintre over dem« (Es 18,6). Da Esajas (Es 46,11) forudsiger Guds dom over Babylon, omtaler han Kyros som »en rovfugl (kaldet) fra øst, manden for mit råd fra et fjernt land«; »sandsynligvis med hentydning til den kendsgerning, at gribben var Persiens emblem og broderet på dets banner« (HDB, I, 632); (se ørn). Jer 4,25 beskriver fuglenes vane; de søger uvægerligt ly før en kommende storm. I sin fordømmelse af Israel spørger Jahve i Jer 12,9: »Er min arvelod for mig som en broget rovfugl? Er rovfuglene imod hende rundt omkring?« Da Jeremias truede med Jerusalems ødelæggelse, skrev han, at Jahve ville »lade dem falde for sværdet foran deres fjender og ved hånden af dem, der søger deres liv; og deres døde kroppe vil jeg give som føde for himlens fugle« (Jer 19,7): det vil sige, han ville efterlade dem til ådselæderne. Ezekiel truer Gogs indbyggere med samme skæbne (Ez 39,4; Ez 39,17). Hoseas (Hos 9,11) profeterer om Efraim: »Deres herlighed skal flyve bort som en fugl.« I Bjergprædikenen nævner Jesus fuglene, sådan som det er gengivet i Matt 6,26: »Se på himlens fugle: De sår ikke, og de høster ikke, og de samler ikke i lader; og jeres himmelske Fader føder dem. Er I ikke meget mere værd end de?« I prædikenen fra båden, hvor han fortalte lignelsen om sædemanden, nævnte han igen fuglene: »Mens han såede, faldt noget sæd ved vejen, og fuglene kom og åd det« (Matt 13,4). Markus beskriver den samme prædiken i Mark 4,4, og Mark 4,32 citerer lignelsen om sennepsfrøet: »Men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle urterne og sætter store grene, så himlens fugle kan bygge rede under dets skygge.« I Luk 8,5 giver Lukas sin version af lignelsen om sædemanden, og i Luk 13,19 af lignelsen om sennepsfrøet. Se også Åb 19,17; Åb 19,21. Dette udgør alle de vigtige henvisninger til fugle i Bibelen, med undtagelse af nogle få, der synes retmæssigt at høre hjemme under emner som fælde; net; bur osv.

Gene Stratton-Porter