Dømme, dom

juj'-ing, juj'-ment: Ofte i Det Gamle Testamente om »at handle som dommer« (2 Mos 18,13; 5 Mos 1,16; 5 Mos 16,18 osv.), idet retfærdighed i almindelighed blev håndhævet af »ældste« (2 Mos 18,13-27), eller »konger« (1 Sam 8,20) eller »præster« (5 Mos 18,15); anvendt om Gud som den øverste dommer (Sl 9,7; Sl 9,8; Sl 10,18; Sl 96,13; Mika 4,3 osv.; Sl 7,8 »Jahve holder dom« skildrer levende en retsscene med Jahve som dommer).

Ofte i Det Nye Testamente, etisk, om

(1) »at afgøre«, »afsige en kendelse«, »udtale en mening« (græsk krino);

(2) »at undersøge«, »granske« (græsk anakrino);

(3) »at skelne«, »gøre forskel« (græsk diakrino).

For (1), se Luk 7,43; ApG 15,19;

for (2), se 1 Kor 2,15; 1 Kor 4,3;

for (3), se 1 Kor 11,31; 1 Kor 14,29 randnote.

Bruges også retsligt i Luk 22,30; ApG 25,10; og anvendes om Gud i Joh 5,22; Hebr 10,30. Guds domme er udtryk for hans retfærdighed, de formelle erklæringer af hans domme, hvad enten de er legemliggjort i ord (5 Mos 5,1 KJV, RV (britisk og amerikansk) »forskrifter«), eller gerninger (2 Mos 6,6; Åb 16,7), eller i afgørelser, som endnu skal offentliggøres (Sl 36,6). Menneskets skyldbevidsthed forbinder uundgåeligt Guds domme som erklæringer om den guddommelige retfærdighed med dets egen fordømmelse, dvs. det ved, at en streng udøvelse af retfærdigheden betyder dets fordømmelse, og således bliver »dom« og »fordømmelse« i dets tanke synonyme (Rom 5,16); deraf bønnen i Sl 143,2: »Gå ikke i rette med«; også Joh 6,29, »dommens opstandelse« (KJV »fortabelse«); 1 Kor 11,29, »spiser og drikker dom« (KJV »fortabelse«).

H. E. Jacobs