Dafne

daf'-ne (Daphne, "laurbærtræ"): En forstad til Antiokia ved Orontes, ifølge Strabon og Jerusalems-rejseplanen omkring 40 stadier, eller 5 miles, derfra. Den identificeres med Beit el-Ma' på flodens venstre bred, sydvest for byen. Her lå den berømte lund og Apollons helligdom. Lunden og helligdommen skyldte Seleukos Nikator deres oprindelse. Det var et sted af stor naturskønhed, og de seleukidiske konger sparede ingen udgift for at øge dets tiltrækning. Området nød asylret. Hertil flygtede ypperstepræsten Onias (171 f.Kr.) fra Menelaos' vrede, som han havde fornærmet ved at tale rent ud. Til væmmelse og harme for både jøde og hedning blev han lokket ud af helligdommen af Andronikus og nedrigt slået ihjel (2 Makk 4,33-38). Det gav ly til flygtninge, farvet af skurkagtighed i enhver afskygning. Det var den store fornøjelsespark for Antiokias borgere; og det fik et ondt ry for umoral, som det bevidnes af det ordsprogsagtige Daphnici mores. In Tiberim defluxit Orontes, siger Juvenal (iii.62), hvilket angiver en hovedkilde til den fordærvelse, der demoraliserede kejserbyen. Dafnes forfald dateres fra den kristne overmagts dage under Julians regering. Stedet er stadig musikalsk med kilder og frodigt med vild vegetation; men intet er nu tilbage, som antyder dets tidligere pragt. Se Antiokia; Gibbon, Decline and Fall, kapitel xxiii.

W. Ewing