Skabelse

“I begyndelsen” skabte Gud, dvs. kaldte til eksistens, alle ting ud af intet. Denne skabende handling fra Guds side var absolut fri og skete af uendeligt vise grunde. Alle tings årsag findes kun i Guds vilje. Skabelsens værk tilskrives (1) Guddommen (1 Mos 1,1, 26); (2) Faderen (1 Kor 8,6); (3) Sønnen (Joh 1,3; Kol 1,16, 17); (4) Helligånden (1 Mos 1,2; Job 26,13; Sl 104,30). Det forhold, at han er Skaberen, kendetegner Jehova som den sande Gud (Es 37,16; 40,12, 13; 54,5; Sl 96,5; Jer 10,11, 12). Det ene store mål med skabelsens værk er åbenbaringen af Skaberens herlighed (Kol 1,16; Åb 4,11; Rom 11,36). Guds gerninger er, ligesom Guds ord, en åbenbaring fra ham; og mellem det, den ene lærer, og det, den anden lærer, kan der, når de forstås ret, ikke være nogen modsigelse.

Overleveringer om skabelsen, vansiret af forvanskninger, findes blandt de gamle østlige folks optegnelser. En særlig interesse knytter sig til akkadiernes overleveringer, de oprindelige indbyggere på sletterne i Nedre Mesopotamien. Disse er inden for de sidste få år blevet bragt for dagen i de tavler og cylindre, som er blevet reddet fra Assyriens længe begravede paladser og templer. De har en bemærkelsesværdig lighed med beretningen i Første Mosebog.