Dal

Hebr. bik’ah, en “kløft” i bjergene (5 Mos 8,7; 11,11; Sl 104,8; Es 41,18); også en lav slette omgivet af bjerge, som Libanonsletten ved Hermons fod omkring Jordans kilder (Jos 11,17; 12,7), og Megiddos dal (2 Krøn 35,22).

‘Emek, “dyb”; “en lang, lav slette” (Job 39,10, 21; Sl 65,13; Højs 2,1), såsom Esdraelonsletten; “kæmpernes dal” (Jos 15,8), sædvanligvis oversat “Refaimdalen” (2 Sam 5,18); Elas dal (1 Sam 17,2), Berakas dal (2 Krøn 20,26); kongens “dal” (1 Mos 14,17); Joshafats dal (Joel 3,2, 12), Akors dal (Jos 7,24; Es 65,10), Sukkot (Sl 60,6), Ajjalon (Jos 10,12), Jizre’el (Hos 1,5).

Ge, “et gennembrud,” en “sammenstrømning,” en smal kløft eller ravine, såsom Hinnoms sønners dal (2 Kong 23,10); Eshkols dal (5 Mos 1,24); Soreks dal (Dom 16,4) osv.

“Synets dal” (Es 22,1) anses sædvanligvis for at betegne Jerusalem, som “kan kaldes sådan,” siger Barnes (Com. on Isa.), “enten (1) fordi der var flere dale i byen og ved siden af den, såsom dalen mellem Zions bjerg og Morija, dalen mellem Morija-bjerget og Ofel-bjerget, mellem disse og Bezeta-bjerget, og Joshafats dal, Kedronbækkens dal osv., uden for byens mure; eller (2) mere sandsynligt blev den kaldt dalen med henvisning til, at den var omgivet af høje, der hævede sig betydeligt over byen” (Sl 125,2; jf. også Jer 21,13, hvor Jerusalem kaldes en “dal”).

Hebr. nahal, en wadi eller et vandløb (1 Mos 26,19; Højs 6,11).