Den ubesmittede undfangelse

i-mak'-u-lat kon-sep'-shun:

1. Definition:

Den historiske betegnelse for det romersk-katolske dogme, som blev bekendtgjort af pave Pius IX den 8. december 1854 i den pavelige bulle med titlen "Ineffabilis Deus." Udtrykket anvendes ofte fejlagtigt, selv af personer hvis intelligens burde gøre en sådan fejl umulig, om Kristi JOMFRUFØDSEL (se dette).

2. Dogmets formulering:

Den centrale påstand i denne proklamation, som blev oplæst i Peterskirken i nærvær af over to hundrede biskopper, udtrykkes med følgende ord: Det proklameres "ved vor Herre Jesu Kristi og de salige apostle Peters og Paulus' myndighed og ved vor egen myndighed, at den lære, som fastholder, at den salige jomfru Maria fra det første øjeblik af sin undfangelse, ved en enestående nåde og et privilegium fra den almægtige Gud, med henblik på Kristus Jesus, menneskeslægtens frelsers, fortjenester, blev bevaret fri for enhver plet af arvesynd, var åbenbaret af Gud og derfor skal tros fast og bestandigt af alle de troende" (se Schaff, A History of the Creeds of Christendom, II, 211, 212).

3. Indvendinger mod dogmet:

(1) Hentet fra særligt protestantiske principper.

Indvendingerne mod dogmet er hovedsagelig to:

(a) kravet på den myndighed, som proklamationen hviler på. Der er al mulig grund til at tro, at et af hovedmotiverne bag hele handlingen var ønsket hos Pius og hans rådgivere om at fremsætte en utvetydig påstand om absolut læremæssig myndighed hos den romerske pontifex. For protestanter af alle meningsretninger ville der være en utålelig anstødsten i dekretets ordlyd, selv hvis man kunne tilslutte sig selve læren. Hele det afgørende spørgsmål i reformationen er involveret i, at en kirkelig embedsmand bruger ordene "ved vor egen myndighed" ud over ordene "ved vor Herre Jesu Kristi og de salige apostle Peters og Paulus' myndighed."

(b) Tendensen til Mariadyrkelse i hele bevægelsen. Som vi skal se, undgås tilskrivningen af guddommelig ære til Maria i den offentlige formulering af dogmet og i romersk-katolske forfatteres forsvar for det; men man behøver blot at overskue forløbet af diskussionen, som førte frem til offentliggørelsen i 1854, og tiden efter den, for at opdage en voksende tendens til at løfte Maria ud af menneskenes sfære og udstyre hende med guddommelige egenskaber og funktioner. En udførlig drøftelse af Mariadyrkelse ligger uden for denne artikels område (se MARY); det er kun nødvendigt at pege på de åbenlyse forbindelser (se Roman Catholic Dictionary og kirkehistorier, under opslaget).

(2) Hentet fra romersk-katolske principper.

Det er langt fra sandheden at antage, at der ikke findes indvendinger mod dette moderne dogme ud over dem, som er særligt protestantiske. Set fra den fromme romersk-katoliks synspunkt og af hensyn til pavedømmets anseelse synes netop dette dogme at være uheldigt valgt.

(a) Det har intet grundlag i Skriften.

Det eneste forsøg, der er gjort på at fremskaffe et skriftargument, er ved at bruge en vag og utilfredsstillende parallel mellem Maria og Eva før faldet, som findes i skrifterne hos visse kirkefædre, der ikke fastholdt det pavelige dogme, men ubevidst tilvejebragte et spinkelt og højst usikkert grundlag for det (se inacanus). De fleste romersk-katolske forfattere er intelligente nok til at indrømme, at man alene kan appellere til teorien om inspireret tradition til støtte for ideen. Det almindelige og eneste holdbare argument er, at den kirkelige bekendtgørelse og accept af læren beviser dens apostolske oprindelse (se Catholic Dictionary, under opslaget).

(b) Det svækker kirkens myndighed.

Det kunne næsten synes, som om læren om kirkelig myndighed og især om pavelig ufejlbarlighed i denne uheldige proklamation havde nået en reductio ad obsurdum til trøst for deres fjender. Læg nøje mærke til dette dogmes historiske status:

(i) Den anerkendte mangel på alt positivt bevis for apostolsk oprindelse og tidlig autoritet (se Catholic Dictionary som ovenfor).

(ii) Det rigelige positive bevis for, at de vigtigste fædre i den tidlige kirke ikke troede på Marias syndfrihed (se listen over navne og henvisninger hos H.C. Sheldon, History of the Christian Church, under opslaget).

(iii) Det usikre og tvetydige vidnesbyrd i modsat retning, hentet fra de tidlige fædre. De er praktisk talt begrænset til følgende: Ephrem Syrus (Carmina, Hymn 27, strofe 8), hvor han siger: "Sandelig, det er kun du og din mor, som er helt igennem skønne. For i dig er der ingen plet og i din mor ingen skavank"; Augustin (De Natura et Gratia, kap. 26): "To blev skabt enkle, uskyldige, fuldkomment lige hinanden, Maria og Eva," osv. Hertil kan føjes Irenæus' ord: "Knuden af Evas ulydighed blev løst ved Marias lydighed" (Catholic Dictionary, 422). Med hensyn til disse tre passager kan man med rimelighed hævde, at selv hvis disse udsagn nødvendigvis indebar Marias ubesmittede undfangelse, hvilket de bestemt ikke gør, måtte de stadig vurderes over for de mange vægtige udsagn, som kan fremføres på den anden side.

(iv) Den langvarige strid om læren. Fra det tidligste tidspunkt, hvor tanken om Marias mirakuløse frihed fra synd viser sig, og frem til den gammelkatolske aftale af 1874, har fromme og trofaste romersk-katolikker protesteret mod tilføjelsen af dette uskriftmæssige dogme til kirkens tro. Bonaventura (Locus Theol., VII, 1) siger: "Alle de hellige, som har omtalt denne sag, har med én mund hævdet, at den salige jomfru blev undfanget i arvesynd." Med formuleringen i den gammelkatolske aftale kan vi trygt sammenfatte den kirkelige situation, selv fra synspunktet hos dem, der fastholder traditionens læremæssige gyldighed. Art. X lyder: "Vi forkaster den nyromerske lære om den salige jomfru Marias ubesmittede undfangelse som værende i strid med traditionen fra de første 13 århundreder, ifølge hvilken Kristus alene er undfanget uden synd."

(3) Udledt af almene overvejelser over den kristne lære.

De alvorligste indvendinger mod dette anstødelige og unødvendige dogme er slet ikke specifikt protestantiske, men snarere bredt kristne. Det er på dette punkt nødvendigt at sikre os, at vi forstår (hvad mange protestanter åbenbart ikke gør), hvad der egentlig menes med læren som lære. Ifølge den anerkendte romersk-katolske forklaring modtog Maria, på det formodede stadium af sin undfangelse, da sjælen faktisk blev indgydt i det legeme, der ventede på den, Guds særlige nåde, hvorved hun blev befriet fra enhver plet af arvesynd. Det punkt, som protestanter især må lægge mærke til, er, at denne nådige handling fra Guds side ifølge romersk-katolsk tankegang blev udført på grundlag af de forudsete fortjenester ved Kristi offer. Dette dæmper lærens anstødelighed, idet den ikke i sig selv indebærer Marias ligestilling med Kristus, men snarere det modsatte, for så vidt som den nåde, der blev skænket hende, blev vundet i forventning fra ham. Romersk-katolske forfattere fremhæver naturligvis dette forhold, når de anbefaler læren for protestantiske sind. Ikke desto mindre består anstødet. Den »ubesmittede undfangelse« indebærer nødvendigvis det »ubesmittede liv«, og det på samme grundlag af overnaturlig nåde; ellers ville det særlige mirakel være sket forgæves, og Adams fald være blevet gentaget i Maria. Derfor ville en fuldstændig fremstilling af læren være, at Maria blev fuldstændigt og mirakuløst genløst ved sin undfangelse og fuldstændigt og mirakuløst bevaret fra synd gennem hele sit liv. Bortset fra alle spørgsmål om Marias rette plads i kristen tænkning indebærer denne tanke fuldstændig læremæssig forvirring. Den betyder, at Maria aldrig blev et sandt menneske og aldrig levede et sandt menneskeliv. Genløsning ved en mirakuløs proces, begyndt ved undfangelsen og fortsat gennem livet, er en fuldstændig umulighed, for Helligånden virker ikke upersonligt, og mirakuløs hellighed, som er hellighed af rent guddommelig karakter, uden en fri, medvirkende menneskelig faktor, er slet ingen menneskelig hellighed. Dette dogme skriver Maria ud af den menneskelige familie, reducerer hende til et billede og gør hendes liv til et blændværk. Desuden er de paralleller, der anføres til støtte for det, slet ikke sande paralleller.

Vor Herres syndfrihed var ikke mekanisk garanteret ved hans mirakuløse undfangelse (se VIRGIN BIRTH), men var hans egen sejr ved Helligånden, som blev givet ham og personligt tilegnet. Børns helligelse ved døbefonten (se Catholic Dictionary, 470a), helligelsen af dem, der er »udskilt fra moders liv« (Gal 1,15) til Guds tjeneste, indebærer ikke den mirakuløse garanti for en kunstig syndfrihed, men en sådan nådig påvirkning, som sætter den pågældende, i frit samarbejde, i stand til at opnå sejr over synden som herskende princip. Faktisk synd og behov for tilgivelse bliver ikke sat ud af kraft ved en sådan særlig nåde.

Vi kan til slut kun sige, at enhver grund, som sædvanligvis virker i et kristent sind for at sikre forkastelsen af en falsk lære, burde udelukke muligheden for at antage dette særegne dogme, som er uden bibelsk grundlag, historisk uberettiget og læremæssigt usundt.

LITTERATUR.

Den bedste enkle og rimeligt upartiske drøftelse af dette dogme fra romersk-katolsk synspunkt findes i det allerede nævnte Catholic Dictionary, hvor der findes omfattende henvisninger. For det protestantiske synspunkt kan man rådføre sig med enhver autoritativ kirkehistorie, især professor H.C. Sheldons, hvor der findes righoldige henvisninger til patristisk litteratur.

Louis Matthews Sweet