Ebal, bjerget

e'-bal, (har `ebhal; Gaibal):

Rejser sig nord for Sikems dal, over for Bjerget Garizim mod syd. Bjerget (arabisk el-Iclamiyeh) når en højde på 1.402 fod over dalens bund og 3.077 fod over Middelhavets overflade. Samaritanerne foregiver, at Garizim er højere; men det er mere end 200 fod lavere end Ebal. De to bjerge hænger over passet, gennem hvilket løber den vigtigste forbindelseslinje mellem øst og vest, byen Nablus ligger i dalens indsnævring mod vest. Det gamle Sikem lå sandsynligvis længere mod øst. De lavere skrænter af Ebal på vejen op fra Nablus er dækkede af haver og frugtlunde, de rige kilder fra fontænerne under Garizim vasker dens fod og spreder frugtbarhed og skønhed. Vinen, figentræet og oliventræet vokser frodigt. Højere oppe arbejder vi os over ru stenmure, hvor kun de allestedsnærværende tidsler og pigrede buske vokser.

Fra den brede top belønner udsigten med en interesse og skønhed uden sidestykke den anstrengende klatring. Mod vest ud over bakkerne og Sharons slette med dens sandkyst, der løber fra Jaffa til Karmel, strækker Middelhavet sine blå vande. Fra Karmel til Gilboa, Lille Hermon og Tabor ruller Esdraelons frugtbare vidder: Galileas høje land, hvor Nazaret viser sig på brinken over sletten, rejser sig mod Libanons støtter i nord. Fra Hermons sneklædte top stiger øjet hen over Jaulan og Bjerget Gilead til Basans bjerge i øst, med Jordandalen og dens stejle østmur i forgrunden. Moabs land ses ud over Det døde hav; og bakkerne omkring Jerusalem lukker udsigten af mod syd.

Rund dette glimrende bjergs omrids, som ses fra lang vej fra alle sider, har religiøse associationer samlet sig fra gammel tid. Den muhammedanske helligdom på toppen – det sædvanlige hvidt kuplet sanktuar – hvor det siges, at Johannes Døberens hoved er begravet, er utvivlsomt det moderne repræsentativt for en eller anden gammel kultussted. Ruinerne af en kirke viser, at også kristne kom under bjergenes tryllekraft.

Ebals skrænter mod Garizim spillede deres rolle i denne mindeværdige scene, da Josva efter at have erobret Israels lands centrale område førte folket der hen, byggede et alter af uhugne sten, skrev på stenene – enten ved at indhugge på selve stenen eller ved at påføre gips, der var anbragt til formålet – en afskrift af loven, og så, som Mose Herrens tjener havde befalet, satte halvdelen af stammerne på Garizims skråning og halvdelen på Ebals skråninger, og arken med præsterne og levitter i midten. Så, med dramatiske svar fra folkenes to dele, blev lovens velsignelser og forbandelser læst op (Jos 8,30; jf. 5 Mos 27,11). For al fremtid ville dette bjergs, som løfter sig højt op i selve landets hjerte, minde beskuere nær og fjern om deres folks pagt med Gud. Det er nogle gange blevet sat spørgsmålstegn ved, om lovens læsning kunne høres af folket, som beskrevet. Dalens siders dannelse på det snævreste sted og akustikken, som er blevet testet mere end en gang, efterlader ingen rimelig tvivl om muligheden.

Bjergels betydning fra et militært synspunkt illustreres af ruinerne af en massiv fæstning fundet på toppen.

W. Ewing