Præst

Hebr. kohen, gr. hierus, lat. sacerdos, betegner altid en, der bringer ofre.

I begyndelsen var enhver mand sin egen præst og bragte sine egne ofre frem for Gud. Senere tilfaldt dette embede familiens overhoved, som i tilfældene med Noa (1 Mos 8,20), Abraham (12,7; 13,4), Isak (26,25), Jakob (31,54) og Job (Job 1,5).

Navnet forekommer først anvendt om Melkisedek (1 Mos 14,18). Under de levitiske ordninger blev præsteembedet begrænset til Levis stamme og til kun én familie i den stamme, Arons familie. Visse love om præsternes kvalifikationer gives i 3 Mos 21,16-23. Der findes også bestemmelser om præsternes klædedragt (2 Mos 28,40-43) og måden, hvorpå de skulle indvies til embedet (29,1-37).

Deres pligter var mangfoldige (2 Mos 27,20, 21; 29,38-44; 3 Mos 6,12; 10,11; 24,8; 4 Mos 10,1-10; 5 Mos 17,8-13; 33,10; Mal 2,7). De repræsenterede folket for Gud og bragte de forskellige ofre, som var foreskrevet i loven.

På Davids tid blev præsterne inddelt i fireogtyve skifter eller klasser (1 Krøn 24,7-18). Dette antal blev bevaret efter fangenskabet (Ezra 2,36-39; Neh 7,39-42).

“Præsterne var ikke fordelt over hele landet, men boede sammen i bestemte byer [otteogfyrre i alt, hvoraf seks var tilflugtsbyer, s.d.], som var blevet tildelt dem til deres brug. Derfra drog de på skift op for at gøre tjeneste i templet i Jerusalem. Således blev den religiøse undervisning af folket i landet i almindelighed overladt til familieoverhovederne, indtil synagogerne blev indført, en begivenhed som ikke fandt sted før hjemkomsten fra fangenskabet, og som var hovedårsagen til den frihed fra afgudsdyrkelse, der fra da af blev et lige så markant træk ved det jødiske folk, som udøvelsen af den hidtil havde været deres store nationale synd.”

Hele jødernes præstelige system var forbilledligt. Det var en skygge, hvis legeme er Kristus. Præsterne foregreb alle den store Præst, som bragte “ét offer for synder” “én gang for alle” (Hebr 10,10, 12). Der findes nu intet menneskeligt præsteskab. (Se Hebræerbrevet i sin helhed.) Udtrykket “præst” anvendes ganske vist om troende (1 Pet 2,9; Åb 1,6), men i disse tilfælde indebærer det ingen præstelige funktioner. Alle sande troende er nu “konger og præster for Gud.” Som præster har de fri adgang til det allerhelligste og bringer lovprisningens og taksigelsens ofre samt taknemlig tjenestes ofre dag for dag.