Pinehas

Mund af bronze, eller fra oldegyptisk, negeren.

Søn af ypperstepræsten Eleazar (2 Mos 6,25). Mens han endnu var ung, udmærkede han sig ved Shittim ved sin nidkærhed mod den umoral, som moabitterne havde fristet folket til (4 Mos 25,1-9), og således “standsede han plagen”, der var brudt ud blandt folket, og som fireogtyve tusind af dem døde af. For sin trofasthed ved den lejlighed modtog han Guds godkendelse (10-13). Senere førte han hæren, der drog ud mod midjanitterne (31,6-8). Da repræsentanter for folket blev sendt for at tale til rette med de to og en halv stamme, som lige efter overgangen over Jordan havde bygget et alter og var draget bort uden at give nogen forklaring, var Pinehas deres leder, og han talte til dem med de ord, der er gengivet i Jos 22,16-20. Deres forklaring følger. Dette store alter skulle i alle tider kun være et vidne om, at de stadig udgjorde en del af Israel. Pinehas var senere den ledende rådgiver i krigen mod benjaminitterne. Han mindes i Sl 106,30, 31.

En af ypperstepræsten Elis sønner (1 Sam 1,3; 2,12). Han og hans bror Hofni gjorde sig skyldige i store forbrydelser, og derfor kom ødelæggelsen over Elis hus (31). Han døde i kampen mod filisterne (1 Sam 4,4, 11); og da hans hustru hørte om hans død, fødte hun en søn, som hun kaldte “Ikabod,” og derefter døde hun (19-22).