Bibelen, I-III Indledning

bi'-b'-l, (biblia):

I. NAVNENE

1. Bibel

2. Andre betegnelser--Skrifterne osv.

3. Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente

II. SPROG

III. OMFANG OG INDDELINGER

1. Den jødiske Bibel

Josefus osv.

2. Septuaginta

Apokryferne

3. Vulgata (Det Gamle Testamente)

4. Det Nye Testamente

(1) Anerkendte bøger

(2) Omstridte bøger

IV. LITTERÆR VÆKST OG OPRINDELSE--KANONICITET

1. Det Gamle Testamente

(1) Vidnesbyrd i Det Gamle Testamente selv

(a) Patriarktiden

(b) Den mosaiske tid

(c) Dommerne

(d) Kongedømmet

(e) Visdomslitteratur--historie

(f) Profeti

(aa) Den assyriske tid

(bb) Den kaldæiske tid

(g) Josijas reform

(h) Eksilsk og eftereksilsk tid

(i) Daniel osv.

(j) Før-eksilsk Bibel

(2) Kritiske synspunkter

(a) Pentateuken

(b) Historiebøgerne

(c) Salmer og profeter

(3) Kanonens dannelse

(a) Kritisk teori

(b) Mere positivt syn

(c) Kanonens afslutning

2. Det Nye Testamente

(1) Historiske bøger

(a) Synoptikerne

(b) Det fjerde evangelium

(c) Apostlenes Gerninger

(2) Brevene

(a) Paulinske

(b) Brevet til Hebræerne

(c) Katolske breve

(3) Profeti

Johannes' Åbenbaring

(4) Det Nye Testamentes kanon

V. ENHED OG ÅNDELIGT FORMÅL--INSPIRATION

1. Skriften som en enhed

2. Nådens formål

3. Inspiration

4. Historisk indflydelse

VI. TILFØJELSER

1. Kapitler og vers

2. King James Version og Revised Version (britisk og amerikansk)

3. Hjælpemidler til studium

LITTERATUR

Almindelig betegnelse:

Dette ord betegner den samling af skrifterne i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, som anerkendes og bruges i de kristne kirker. Forskellige religioner (såsom zoroastrisk, hinduistisk, buddhistisk, muhammedansk) har deres samlinger af hellige skrifter, som undertiden omtales som deres “bibler.” Jøderne anerkender kun skrifterne i Det Gamle Testamente. Kristne føjer de skrifter til, som findes i Det Nye Testamente. Nærværende artikel behandler de kristne skrifters oprindelse, karakter, indhold og formål, betragtet som opbevaringsstedet for og den autoritative optegnelse af Guds åbenbaringer af sig selv og af sin vilje til fædrene ved profeterne og gennem sin Søn til kirken i en senere tid (Hebr 1,1; Hebr 1,2). Der henvises undervejs til de artikler, hvor de enkelte emner behandles mere udførligt.

I. Navnene.

1. Bibel:

Ordet “Bibel” svarer til det græske ord biblia (diminutiv af biblos, papyrusplantens indre bark), som oprindelig betyder “bøger.” Udtrykket “bøgerne” (ta biblia) forekommer i Dan 9,2 (Septuaginta) om profetiske skrifter. I prologen til Sirak (“de øvrige bøger”) betegner det generelt Det Gamle Testamentes skrifter; tilsvarende i 1 Makk 12,9 (“de hellige bøger”). Brugen gik over i den kristne kirke om Det Gamle Testamente (2 Clem 14,2) og blev efterhånden (omkring det 5. århundrede) udvidet til hele Skriften. Hieronymus' navn for Bibelen (4. århundrede) var “Det guddommelige bibliotek” (Bibliotheca Divina). Senere kom der en vigtig ændring fra flertals- til entalsbetydning. “Med tiden gik dette navn, sammen med mange andre af græsk oprindelse, ind i den vestlige kirkes ordforråd; og i det 13. århundrede kom neutrum flertal ved en lykkelig solecisme til at blive betragtet som femininum ental, og ‘Bøgerne’ blev efter fælles samtykke til ‘Bogen’ (biblia, ental), i hvilken form ordet blev ført ind i de moderne europæiske sprog” (Westcott, Bible in the Church, 5). Dets tidligste forekomster på engelsk er hos Piers Plowman, Chaucer og Wycliffe.

2. Andre betegnelser--Skrifterne osv.:

Der findes naturligvis intet navn i Det Nye Testamente for hele Skriftens samlede korpus; de eneste skrifter, man da kendte, var Det Gamle Testamentes. I 2 Pet 3,16 synes Paulus' breve dog at blive ført ind under denne kategori. De almindelige betegnelser for de gammeltestamentlige bøger hos vor Herre og hans apostle var “skrifterne” (skrifter) (Matt 21,42; Mark 14,49; Luk 24,32; Joh 5,39; ApG 18,24; Rom 15,4 osv.), “de hellige skrifter” (Rom 1,2); én gang “de hellige skrifter” (2 Tim 3,15). Den jødiske tekniske inddeling (se nedenfor) i “loven,” “profeterne” og “(de hellige) skrifter” anerkendes i udtrykket “i Moses' lov og profeterne og salmerne” (Luk 24,44). Mere kortfattet sammenfattes det hele under “loven og profeterne” (Matt 5,17; Matt 11,13; ApG 13,15). Lejlighedsvis udvides endog betegnelsen “lov” til at omfatte de andre inddelinger (Joh 10,34; Joh 12,34; Joh 15,25; 1 Kor 14,21). Paulus bruger udtrykket “Guds ord” som navn for Det Gamle Testamentes skrifter (Rom 3,2; sammenlign ApG 7,38; Hebr 5,12; 1 Pet 4,11).

3. Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente:

Der knytter sig særlig interesse til navnene "Det Gamle" og "Det Nye Testamente", som nu og siden slutningen af det 2. århundrede har været i almindelig brug til at skelne mellem de jødiske og de kristne skrifter. "Testamente" (bogstaveligt "et testamente") bruges i Det Nye Testamente (King James Version) til at gengive det græske ord diatheke, i klassisk brug også "et testamente", men i Septuaginta og Det Nye Testamente brugt til at oversætte det hebraiske ord berith, "en pagt". I Revised Version (British and American) er "testamente" derfor, med to undtagelser (Hebr 9,16; Hebr 9,27), ændret til "pagt" (Matt 26,28; 2 Kor 3,6; Gal 3,15; Hebr 7,22; Hebr 9,15 osv.). Anvendt om Skrifterne betyder "Det Gamle" og "Det Nye Testamente" derfor strengt taget "Den Gamle" og "Den Nye Pagt", selv om den ældre brug nu er for fast indarbejdet til at blive ændret. Navnet er en fortsættelse af Det Gamle Testamentes betegnelse for loven, "pagtens bog" (2 Kong 23,2). I denne betydning anvender Paulus det (2 Kor 3,14) om den gammeltestamentlige lov: "læsningen af det gamle testamente" (Revised Version (British and American) "Pagt"). Da man efter midten af det 2. århundrede begyndte at samle en bestemt samling af de kristne skrifter, blev disse kaldt "Det Nye Testamente" og stillet ved siden af "Det Gamle" som havende samme autoritet. Navnet Novum Testamentum (også Instrumentum) forekommer først hos Tertullian (190-220 e.Kr.) og kom snart i almindelig brug. Tanken om en kristen bibel kan da siges at være fuldendt.

II. Sprog.

Det Gamle Testamente er, som bekendt, for størstedelen skrevet på hebraisk; Det Nye Testamente er helt skrevet på græsk. De dele af Det Gamle Testamente, som ikke er på hebraisk, nemlig Ezra 4,8-6; Ezra 7,12-26; Jer 10,11; Dan 2,4-7, er på aramæisk (det såkaldte kaldæisk), en beslægtet dialekt, som efter eksilet gradvis fortrængte hebraisk som jødernes talesprog (se aramæisk; Det Gamle Testamentes sprog). Den gamle hebraiske tekst var "upunkteret", dvs. uden de vokaltegn, som nu er i brug. Disse skyldes de massoretiske lærdes arbejde (efter det 6. århundrede e.Kr.).

Det Nye Testamentes græsk, som Deissmanns og andres arbejde med de egyptiske papyri for nylig har kastet så meget lys over og vist som en form af tidens "almindelige" (hellenistiske) sprog (se Det Nye Testamentes sprog), forbliver dog, på grund af dets gennemtrængning af hebraiske idéer, Septuagintas indflydelse, særegenheder i forfatternes uddannelse og kultur og frem for alt de kristne forestillingers levendegørende og forvandlende kraft i ordforråd og udtryk, et studie for sig. "Vi taler," siger apostlen, "ikke med ord, som menneskelig visdom lærer, men som Ånden lærer" (1 Kor 2,13). Dette huskes ikke altid i søgningen efter paralleller i papyri. (Om oversættelser til andre sprog, se oversættelser.)

III. Omfang og inddelinger.

Beretningen om oprindelsen til, samlingen af og den endelige besegling med kanonisk autoritet af de bøger, som udgør vores nuværende bibel, rummer mange punkter, som stadig er stærkt omstridte. Før disse omdiskuterede spørgsmål berøres, må visse mere ydre kendsgerninger bemærkes, som angår Bibelens almindelige opbygning og omfang samt hovedinddelingerne af dens indhold.

1. Jødisk bibel

Josefus osv.:

Et første skridt er at fastslå den jødiske bibels karakter og indhold--den bibel, som var i brug hos Kristus og hans apostle. Bortset fra henvisninger i Det Nye Testamente selv gives der her en vigtig hjælp i et afsnit hos Josefus (Apion, I, 8), som kan anses for at repræsentere jødernes almindelige opfattelse i det 1. århundrede e.Kr. Efter at have talt om profeterne som nogle, der skrev deres historier "ved Guds inspiration", siger Josefus: "For vi har ikke titusinder af uoverensstemmende og modstridende bøger, men kun 22, som omfatter beretningen om hele tiden og med rette anerkendes som guddommelige. Af disse er 5 Mosebøger, som omfatter lovene og menneskehedens overleveringer indtil hans egen død, en periode på næsten 3.000 år. Fra Moses' død til Artaxerxes' regering, Xerxes' efterfølger, Persiens konge, fortalte de profeter, der fulgte efter Moses, begivenhederne i deres tid i 13 bøger. De resterende 4 bøger består af hymner til Gud og leveregler for mennesker. Fra Artaxerxes til vores egen tid er historien blevet skrevet i detaljer, men den anses ikke for værdig til samme troværdighed, fordi profeternes nøjagtige rækkefølge ikke længere er blevet opretholdt." Han fortsætter med at erklære, at i dette lange tidsrum "har ingen vovet hverken at føje noget til (skrifterne) eller tage noget fra dem eller ændre noget," og omtaler dem som "Guds forordninger (dogmata)", som jøderne villigt ville dø for. Filon (20 f.Kr.-ca. 50 e.Kr.) bruger lignende stærke ord om Moses' lov (hos Eusebius, Pr. Ev., VIII, 6).

I denne opregning hos Josefus vil man se, at de jødiske hellige bøger--39 i vores bibel--regnes som 22 (efter antallet af bogstaver i det hebraiske alfabet), nemlig 5 lovbøger, 13 profetbøger og 4 resterende bøger. Disse sidste er Sl, Ordsp, Højs og Præd. Den midterste klasse omfatter alle de historiske og profetiske bøger, ligeledes Job, og reduktionen i antallet fra 30 til 13 forklares ved, at Dom-Ruth, 1 og 2 Sam, 1 og 2 Kong, 1 og 2 Krøn, Ezra-Neh, Jer-Klag og de 12 små profeter hver regnes som én bog. I sine 22 bøger indbefatter Josefus derfor alle dem, der findes i den nuværende hebraiske kanon, og ingen derudover--ikke de bøger, der er kendt som apokryferne, selv om han kendte og brugte nogle af disse.

Andre lister og inddelinger.

Josefus' udsagn om de 22 bøger, som jøderne anerkendte, bekræftes, med nogen variation i optællingen, af de lister, som Eusebius har bevaret (Historia Ecclesiastica, vi.26) fra Melito af Sardes (circa 172 AD) og Origenes (186-254 AD), og af Hieronymus (fortale til Det Gamle Testamente, circa 400) – alle følger jødiske autoriteter. Hieronymus kendte også til en rabbinsk inddeling i 24 bøger. Det berømte sted fra Talmud (Babha' Bathra', 14b: se Det Gamle Testamentes kanon; sammenlign Westcott, Bible in Church, 35; Driver, LOT, vi) tæller også 24. Dette tal fremkommer ved at adskille Ruth fra Dommerbogen og Klagesangene fra Jeremias. Den tredelte inddeling af bøgerne i Loven, Profeterne og de øvrige hellige Skrifter (Hagiographa) er gammel. Den ligger allerede underforstået i prologen til Siraks Bog (circa 130 BC), »loven, profeterne og de øvrige bøger«; den antydes i et skrift, der tilskrives Filon (De vita contempl., 3); den er, som tidligere set, angivet i Luk 24,44. Den afspejler i virkeligheden stadier i dannelsen af den hebraiske kanon (se nedenfor). Den rabbinske inddeling afveg dog væsentligt fra Josefus' ved kun at regne 8 bøger til profeterne og henvise 1 og 2 Krønikebog, Ezra-Nehemias, Ester, Job og Daniel til Hagiographa, hvorved denne gruppe blev udvidet til 9 (Westcott, anf. værk, 28; DB, I, »Canon«). Da Ruth og Klagesangene blev adskilt, blev de føjet til listen, så tallet steg til 11. Nogle mener dog, at dette var den oprindelige ordning. I trykte hebraiske bibler er bøgerne i alle inddelingerne adskilte. De jødiske skoler delte desuden »Profeterne« i »de tidligere profeter« (de historiske bøger – Josva, Dommerbogen, Samuel og Kongebøgerne) og »de senere profeter« (Esajas, Jeremias, Ezekiel og de tolv små profeter som én bog).

Henvisninger i Det Nye Testamente.

Det kan konkluderes, at de ovennævnte lister, når Apokryferne udelukkes, repræsenterer den hebraiske bibel, sådan som den fandtes på vor Herres tid (den opfattelse, som nogle har haft, at saddukæerne kun modtog lovens 5 bøger, hviler ikke på tilstrækkeligt bevis). Dette resultat understøttes af vidnesbyrdet fra citater hos Josefus og Filon (sammenlign Westcott, anf. værk). Endnu stærkere bekræftes det ved en undersøgelse af citater fra og henvisninger til Det Gamle Testamente i Det Nye Testamente. Det er ovenfor blevet set, at Det Gamle Testamentes hovedinddelinger anerkendes i Det Nye Testamente, og at der under navnet »Skrifterne« tillægges dem en guddommelig autoritet. Det er derfor meget betydningsfuldt, at skønt Det Nye Testamentes forfattere var fortrolige med Septuaginta, som indeholdt Apokryferne (se nedenfor), forekommer der på deres sider intet citat fra nogen bog i Apokryferne. Højst antyder en eller to hentydninger kendskab til Visdommens Bog (f.eks. Salomos Visdom 5,18-21 parallelt med Ef 6,13-17). På den anden side er »hver bog i den hebraiske bibel tydeligt citeret i Det Nye Testamente med undtagelse af Josva, Dommerbogen, Krønikebøgerne, Højsangen, Prædikeren, Ezra, Nehemias, Ester, Obadias, Sefanias og Nahum« (Westcott). Optællingerne varierer, men der kan regnes med omkring 178 direkte citater i evangelierne, Apostlenes Gerninger og brevene; hvis henvisninger medregnes, hæves tallet til omkring 700 (se citater i Det Nye Testamente). Fire eller fem steder (Luk 11,49; Jak 4,5; 1 Kor 2,9; Ef 5,14; Joh 7,38) forekommer tilsyneladende henvisninger til andre kilder end Det Gamle Testamente; det er tvivlsomt, om de fleste af dem virkelig er det (sammenlign Westcott, anf. værk, 46-48; Ef 5,14 kan stamme fra en kristen hymne). En ubestridelig indflydelse fra apokalyptisk litteratur ses i Judasbrevet, hvor Jud 1,14; Jud 1,25 er et direkte citat fra Enoks Bog. Det følger ikke deraf, at Judas betragtede denne bog som en egentlig del af Skriften.

2. Septuaginta:

Hidtil har vi beskæftiget os med det hebraiske Gamle Testamente; markante ændringer viser sig, når vi vender os til Septuaginta, eller den græske udgave af Septuaginta, som var udbredt i den græsktalende verden ved begyndelsen af den kristne tidsalder. Betydningen af denne oversættelse ligger i, at den i praksis var den tidlige kirkes Gamle Testamente. Den blev brugt af apostlene og deres omvendte og citeres frit i Det Nye Testamente, undertiden endda hvor dens gengivelser afviger betydeligt fra hebraisk. Dens indflydelse var derfor nødvendigvis meget stor.

Oprindelse.

De særlige problemer, der er forbundet med Septuagintas oprindelse, tekst og litterære relationer, behandles andetsteds (se Septuaginta). Oversættelsen opstod under en af de tidlige ptolemæere ud fra jødernes behov i Egypten før midten af det 2. århundrede BC; den blev udført gradvist og afsluttet næppe senere end circa 100 BC; derefter bredte den sig til alle egne. Dens gengivelser afslører hyppige afvigelser i håndskrifterne fra den nuværende masoretiske tekst, men viser også, at oversætterne tillod sig betydelige friheder ved at udvide, forkorte, omstille og på anden måde ændre de tekster, de havde, og ved at indføje materiale lånt fra andre kilder.

Apokryferne.

De mest bemærkelsesværdige forskelle består i afvigelsen fra jødisk tradition i bøgernes ordning (denne varierer stærkt; jf. Swete, Introduction to Old Testament in Greek, II, kapitel i), og i at listen omfatter de andre bøger, som er ukendte for den hebraiske kanon og nu grupperes som Apokryferne. Disse udgør en omfattende tilføjelse. De omfatter hele den eksisterende apokryfe samling med undtagelse af 2 Esdras og Manasses' bøn. Alle er af sen dato og er på græsk, skønt Sirak havde en hebraisk original, som delvis er blevet genfundet. De er ikke samlet, men indføjet blandt Det Gamle Testamentes bøger på de steder, man mente var passende. De græske brudstykker af Ester er f.eks. indarbejdet i den bog; Susanna og Bel og Dragen udgør en del af Daniel; Baruk er føjet til Jeremias osv. De vigtigste bøger er Visdommens Bog, Sirak og 1 Makkabæerbog (ca. 100 f.Kr.). Det forhold, at Sirak, oprindelig på hebraisk (ca. 200 f.Kr.) og højt anset, ikke blev optaget i den hebraiske kanon, har stor betydning for tidspunktet for afslutningen af denne.

Kirkelig brug.

Det er, som allerede bemærket, påfaldende, at de netop nævnte bøger, trods denne omfattende udvidelse af kanon i Septuaginta, ikke fik nogen skriftmæssig anerkendelse hos Det Nye Testamentes forfattere. De mere lærde blandt fædrene ligeledes (Melito, Origenes, Athanasius, Cyprian, Hieronymus osv.) holder sig til den hebraiske liste, og de fleste skelner skarpt mellem de kanoniske bøger og de græske tilføjelser, hvis læsning dog tillades til opbyggelse (jf. Westcott, op. cit., 135-36, 168, 180, 182-83). Hvor der forekommer mindre afvigelser (f.eks. udelades Est af Melito og placeres af Athanasius blandt Apokryferne; Origenes og Athanasius føjer Baruk til Jer), forklares disse let ved tvivl om kanonicitet eller ved ufuldkommen viden. På den anden side kunne fortrolighed med Septuaginta hos forfattere, der ikke kendte hebraisk, ikke andet end bidrage til at nedbryde grænserne for den jødiske kanon og give tilføjelserne til denne kanon skriftmæssig autoritet. Dette blev i Vesten hjulpet af, at de gamle latinske oversættelser (2. århundrede), som byggede på Septuaginta, omfattede disse tilføjelser (den syriske Peshitta fulgte den hebraiske tekst). Mange steder finder man derfor skellet nedbrudt, og kirkelige forfattere (Clemens, Barnabas, Irenæus, Tertullian, Clemens af Alexandria, Basilios osv.) citerer frit fra bøger som Visdommens Bog, Sirak, Baruk, Tobit og 2 Esdras, som om de var dele af Det Gamle Testamente.

3. Vulgata (Det Gamle Testamente):

Et vigtigt vendepunkt nås med Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) eller Hieronymus' latinske oversættelse. Hieronymus anerkendte, af grunde forklaret i hans fortale, kun de hebraiske skrifter som kanoniske; under pres udførte han senere en hastig oversættelse af Tobit og Judit. Stemningen var imidlertid stærk til fordel for de andre bøger, og inden længe blev disse føjet til Hieronymus' oversættelse fra den gamle latinske tekst (se Vulgata). Det er denne udvidede Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.), som fik officiel anerkendelse, under bandlysning, ved Tridentinerkoncilet (1543), og, med revision, fra Clemens VIII (1592), skønt ledende romersk-katolske lærde tidligere (Ximenes, Erasmus, Cajetan) klart havde påvist de faktiske forhold. Den græske kirke vaklede i sine afgørelser og godkendte undertiden den begrænsede, undertiden den udvidede kanon (jf. Westcott, op. cit., 217-29). Reformationens kirker (lutherske, schweiziske) vendte, som man kunne vente, tilbage til den hebraiske kanon og gav kun en begrænset godkendelse til læsning og kirkelig brug af Apokryferne. De tidlige engelske oversættelser (Tyndale, Coverdale osv.) medtager, men adskiller, de apokryfe bøger (se engelske oversættelser). De anglikanske artikler udtrykker den almindelige vurdering af disse bøger: »Og de andre bøger (som Hieronymus siger) læser Kirken som eksempel på livsførelse og til vejledning i sæder; dog anvender den dem ikke til at fastslå nogen lære« (art. VIII). Moderne protestantiske bibler udelader som regel Apokryferne helt.

4. Det Nye Testamente:

Fra denne oversigt over meningsudviklingen om Det Gamle Testamentes omfang kommer vi til Det Nye Testamente. Dette kan behandles mere kortfattet. Det er blevet set, at et kristent Ny Testamente i streng forstand først opstod efter midten af 2. århundrede. Evangelier og breve havde længe eksisteret, samlinger var begyndt at blive lavet, og i det mindste evangelierne blev læst hver uge i de kristnes forsamlinger (Justin, 1 Apol., 67), før man forsøgte at samle og formelt gøre rede for alle de bøger, som nød apostolisk autoritet (se Det Nye Testamentes kanon). Kirkens behov, og ganske særligt striden med gnostiske modstandere, gjorde det imidlertid nødvendigt, at dette arbejde blev udført; samlinger måtte også dannes med henblik på oversættelse til andre sprog. Ægte evangelier måtte skelnes fra uægte; apostoliske skrifter fra skrifter af senere dato eller skrifter, der falsk bar apostoliske navne. Da denne opgave blev taget op, viste der sig snart en sondring mellem to klasser af bøger, når man ser bort fra dem, der af alle blev anerkendt som uægte: (1) bøger, der var alment anerkendt – dem, som senere af Eusebius blev kaldt homologoumena; og (2) bøger, der kun delvis var anerkendt, eller som der hvilede nogen tvivl over – de eusebianske antilegomena (Historia Ecclesiastica, iii.25). Det er på denne sondring, forskellene om Det Nye Testamentes præcise omfang beroede.

(1) Anerkendte bøger.

De »anerkendte« bøger frembyder kun få vanskeligheder. De opregnes af Eusebius, hvis udsagn bekræftes af tidlige lister (f.eks. Muratoris liste, ca. 170 e.Kr.), citater, oversættelser og kirkefædrenes brug. Først står de fire evangelier og Apostlenes Gerninger; derefter kommer Paulus' 13 breve, og derefter 1 Peter og 1 Johannes. Disse, siger Westcott, blev hen imod slutningen af det 2. århundrede »universelt modtaget i enhver kirke, uden tvivl eller begrænsning, som en del af den skriftlige regel for den kristne tro, lige i autoritet med de gamle skrifter og stadfæstet (som det syntes) af en tradition, der gik tilbage til tidspunktet for deres affattelse« (anf. værk, 133). Sammen med dem kan næsten placeres Åbenbaringen (som hos Eusebius) og Hebræerbrevet, idet tvivlen angående sidstnævnte mere vedrørte paulinsk autoritet end ægthed (f.eks. Origenes).

(2) Omstridte bøger.

De »omstridte« bøger var Jakobs brev, Judas' brev, 2 Johannes og 3 Johannes samt 2 Peter. Disse står dog ikke alle på samme niveau med hensyn til bevidnelse. En hovedvanskelighed er de vestlige fædres tavshed angående Jakob, 2 Peter og 3 Johannes. På den anden side kender Origenes Jakob, og det er medtaget i den syriske Peshitta; Det Muratoriske Fragment bevidner Judas og 2 Johannes som »anset i den katolske kirke« (Judas også hos Tertullian, Klemens af Alexandria, Origenes); ingen af bøgerne behandles som uægte. Svagest bevidnet er 2 Pet, som ikke tydeligt kan spores før det 3. århundrede (se Det Nye Testamentes kanon; artikler under ordet). Det skal tilføjes, at tidlige fædre i nogle få tilfælde, som med Det Gamle Testamentes apokryfer, citerer bøger som Skrift, der ikke almindeligvis blev accepteret som kanoniske (f.eks. Barnabas, Hermas, Peters apokryfer).

Den fuldstændige accept af alle bøgerne i vores nuværende nytestamentlige kanon kan dateres til synoderne i Laodikea (ca. 363 e.Kr.) og Karthago (397 e.Kr.), som bekræftede listerne hos Kyrillos af Jerusalem, Hieronymus og Augustin.