Sne

sno (shelegh, telagh (Dan 7,9); chion):

(1) Sne er ikke ualmindelig om vinteren i Jerusalem, men den når aldrig nogen større dybde, og i mange vintre ses den slet ikke. Den forsvinder som regel for størstedelens vedkommende, så snart solen viser sig, selv om den for en tid kan "skjule sig" i den kløft, som en bæk har skåret ud (Job 6,16). På lavere niveauer end Jerusalem falder der aldrig nok til at dække jorden, selv om man ofte ser nogle fnug i luften. Selv ved havniveau falder der lejlighedsvis så meget hagl, at det dækker jorden. Et helt usædvanligt snefald omtales i 1 Makk 13,22 ved Adora (nær Hebron). Det var kraftigt nok til at hindre troppers bevægelse.

(2) Libanons bjergtoppe er hvide af sne det meste af året, og der kan findes sne i store banker i dalene og på de nordlige skråninger når som helst om sommeren. Hermons bjerg, 9.200 fod højt, har lange striber af sne i dalene hele sommeren.

(3) Bjergenes sne er kilden til vandet i de kilder, som varer ved gennem sommerens tørke. Hvis sneen udebliver, vil der sikkert mangle vand i kilderne: "Skal Libanons sne svigte .... eller skal de kolde vande, der strømmer ned langvejsfra, tørre ud?" (Jer 18,14).

(4) Store mængder sne opbevares i huler i bjergene om vinteren og bringes ned til byerne om sommeren for at blive brugt i stedet for is til at køle drikke og til køleformål.

(5) Guds magt over naturens elementer fremhæves ofte i Det Gamle Testamente: "For han siger til sneen: Fald på jorden" (Job 37,6); men mennesket kan ikke lodde Guds gerninger: "Er du gået ind i sneens forrådskamre?" (Job 38,22). "Den snefulde dag" (1 Krøn 11,22; 2 Sam 23,20) og "frygt for sne" (Ordsp 31,21) er billedlige udtryk, der beskriver vinter og kulde. "Sne om sommeren" (Ordsp 26,1) ville være højst malplaceret, men den kunne dog være meget forfriskende for de trætte arbejdere i høstens tid.

(6) Sne er symbol på renhed og renselse og giver os nogle af Skriftens smukkeste steder: "Vask mig, så bliver jeg hvidere end sne" (Sl 51,7); "Om jeres synder er som skarlagen, skal de blive hvide som sne" (Es 1,18). Føres billedet videre, kunne snevand forventes at have en særlig værdi til renselse: "Hvis jeg vasker mig med snevand" (Job 9,30). Den mest almindelige brug i Skriften er at betegne hvidhed i farve og samtidig antyde renhed: "Hans klædning var hvid som sne" (Dan 7,9; Matt 28,3; Mark 9,3; Åb 1,14).

(7) Spedalskhedens hvidhed sammenlignes med sne (2 Mos 4,6; 4 Mos 12,10; 2 Kong 5,27).

Alfred H. Joy