Kut; Kuta

kut, ku'-tha (kuth, kuthah; Choua, Chountha): Den længere stavemåde er den bedre af de to og gengiver den hebraiske form af navnet på en af de byer, hvorfra Sargon af Assyrien bragte kolonister for at udfylde de pladser blandt israelitterne, som han deporterede fra Samaria i 772 f.Kr. (2 Kong 17,24; 2 Kong 17,30). Sandsynligvis som følge af deres overvejende antal blev indbyggerne i Samaria almindeligvis kaldt kuthiyim, eller kuterne. 1. Ruinerne af Kuta:

Ud fra kontraktabletter fundet ved Tel-Ibrahim af den afdøde Hormuzd Hassam, hvorpå stedets gamle navn angives som Gudua eller Kutu, synes det at være det sted, som skal identificeres med det bibelske Kuta. Det ligger nordøst for Babylon og var en af det babylonske imperiums vigtigste byer. Udgraveren beskriver ruinerne som værende omkring 3000 fod i omkreds og 280 fod høje, og vest for dem ligger en mindre høj, kronet af et helligdømme dedikeret til Ibrahim (Abraham). Ud fra ruinernes beskaffenhed kom Rassam til den konklusion, at byen var meget tættere befolket efter Babylons fald end i tidligere tider. En del af ruinerne var i meget god stand og antydede en ufuldendt bygning.

2. Templet:

byens store tempel blev kaldt E-mes-lam og var dedikeret til Nergal (jf. 2 Kong 17,30), hvis ene navn var Meslam-ta-ea. Både by og tempel synes at være gamle sumeriske anlæggelser, som navnene Gudua og dens senere form, Kutu, antyder.

LITERATUR.

Se Rassam, Asshur and the Land of Nimrod, 396, 409, og vedr. detaljer om kulten af Nergal, PSBA, december 1906, 203-18.

T. G. Pinches