Lang levetid

lon-jev'-i-ti: I den del af Første Mosebog, der tilskrives Præsteskriftet (P), gives patriarkernes navne og slægtsregistre (kap. 5; kap. 11). I de tre versioner, som er vores vigtigste kilder, den masoretiske tekst, Septuaginta og Sam, er de aldersangivelser, der gives for disse patriarker, håbløst indbyrdes uoverensstemmende. Det stemmer med, hvad vi finder i de tidligste sagn hos de fleste folkeslag, at der i disse kapitler tillægges dem en meget lang levetid; således tilskriver Berosus de første 10 konger i Babylonien et tidsrum på 430.000 år, og Hesiod (Works and Days, 129) siger, at i sølvalderen varede barndommen 100 år, hvor en dreng blev opfostret og voksede op hos sin mor. På den anden side viser vidnesbyrdet fra den forhistoriske arkæologi, at individets udviklingshastighed i den tidlige stenalder kun afveg meget lidt fra menneskehedens i nutiden. Det er muligt, at navnene på visse før-abrahamitiske patriarker i den hebraiske beretning stammede fra en gammel tradition, og at disse navne, i ønsket om at udfylde kronologien for perioden før Abrahams kaldelse, blev indsat, og den tid, som man mente var forløbet, blev fordelt mellem dem; på grundlag af en eller anden sådan hypotese som den, der siges at have eksisteret blandt jøderne, at Messias skulle komme 4.000 år efter Adam.

Vi ved fra det arkæologiske vidnesbyrd, at det primitive menneskes oldtid rækker meget længere tilbage end 4.000 år. Ja, vi kan bevise, at der før 4000 f.Kr. fandtes bofaste nationaliteter både i Nilens dal og i Eufrats dal, og at den enkeltes levetid blandt disse var omtrent den samme som i nutiden. De første tre dynastier i Egypten, der begyndte ved eller omkring 4400 f.Kr., bestod af 25 konger i rækkefølge, og den gennemsnitlige længde af deres respektive regeringer var omkring 30 år. De biografiske skitser af bibelske personer, bortset fra dem i Første Mosebog, viste, at deres levetid ikke oversteg vores samtidiges. Eli var blind og svag som 98-årig. Som 70-årig var David sengeliggende og skrøbelig. Manasse, den konge af Juda hvis regeringstid var længst, døde som 67-årig; Uzzija døde som 68-årig. Udsagnet i Sl 90,10, som tillægges Moses, er en korrekt vurdering af, hvad den forventede levetid til alle tider har været.

I vore dage er meget gamle mænd ualmindelige blandt fellahin i Israels land. Jeg har aldrig set nogen blandt dem, som kunne bevise, at han var 80 år gammel; spædbørnsdødeligheden er forfærdende høj. Modenheden indtræder tidligere, og tegn på alderdom viser sig blandt dem tidligere end blandt samme klasse i Storbritannien.

Alexander Macalister