Lysestage

Lampestanderen, “kandelaberen,” som Moses fik befaling om at lave til tabernaklet efter det forbillede, der blev vist ham. Dens form beskrives i 2 Mos 25,31-40; 37,17-24, og den kan ses afbildet på Titusbuen i Rom. Den var blandt det bytte, romerne tog fra templet i Jerusalem (70 e.Kr.). Den var lavet af fint guld, og sammen med de redskaber, der hørte til den, vejede den en talent.

Tabernaklet var et telt uden vinduer, og derfor var der brug for kunstigt lys. Det blev givet ved lysestagen, som dog også tjente som symbol på kirken eller Guds folk, der er “verdens lys.” Det lys, som “symboliserer kundskaben om Gud, er ikke solen eller noget naturligt lys, men et kunstigt lys, forsynet med en særligt tilberedt olie; for kundskaben om Gud er i sandhed ikke naturlig eller fælles for alle mennesker, men givet ud over naturen.”

Denne lysestage blev stillet på sydsiden af Det Hellige, over for bordet med skuebrødene (2 Mos 27,21; 30,7, 8; 3 Mos 24,3; 1 Sam 3,3). Den blev tændt hver aften og slukket om morgenen. Om morgenen gjorde præsterne de syv lamper, som blev båret af de syv grene, i stand med gyldne lampesakse; de bar asken bort i gyldne skåle (2 Mos 25,38) og fyldte samtidig lamperne med frisk olie. Hvad der til sidst blev af lysestagen, vides ikke.

I Salomos tempel var der ti særskilte lysestager af rent guld, fem på højre og fem på venstre side af Det Hellige (1 Kong 7,49; 2 Krøn 4,7). Deres opbygning nævnes ikke. De blev ført bort til Babylon (Jer 52,19).

I templet, der blev opført efter landflygtigheden, var der igen kun én lysestage, og ligesom den første havde den syv grene. Det var denne, der senere blev ført bort af Titus til Rom, hvor den blev anbragt i Fredens Tempel. Da Genserik plyndrede Rom, siges han at have ført den til Karthago (455 e.Kr.). Den blev generobret af Belisarius (533 e.Kr.) og ført til Konstantinopel og derfra til Jerusalem, hvor den til sidst forsvandt.