Ligbrænding

kre-ma'-shun (sammenlign saraph, Jos 7,15 osv., "skal brændes med ild"; kaio, 1 Kor 13,3, "Hvis jeg giver mit legeme hen til at brændes," osv.): Ligbrænding var ganske vist sædvane hos de gamle grækere og ikke ukendt blandt romerne, men den var bestemt ikke den almindelige måde at skaffe sig af med de døde på blandt hebræerne eller andre orientalske folk. Selv blandt grækerne blev legemer ofte begravet uden at blive brændt (Thuc. i. 134,6; Plato Phaedo 115 E; Plut. Lyc. xxvii). Cicero mente, at begravelse var den ældre praksis, selv om begge metoder var i brug blandt romerne på hans tid (De leg. ii.22,56). Lucian (De luctu xxi) siger udtrykkeligt, at mens grækerne brændte deres døde, begravede perserne dem (se begravelse, og sammenlign 2 Sam 21,12-14). I det tilfælde, der forudsættes i Am 6,10, hvor det forudsiges, at Jahve, i afsky for "Jakobs herlighed", skal "overgive byen", og at "hvis der er ti mænd tilbage i ét hus, skal de dø", og "en mands slægtning (ARVm) skal tage ham op, ja, han som brænder ham" osv., synes antydningen at være pest med ledsagende smitte, og at dette, eller Jahves særlige dom, er grunden til, at brænding foretrækkes. Når Paulus (1 Kor 13,3) taler om at give sit legeme hen til at brændes, tilpasser han ganske enkelt sit sprog til skikkene i Korinth. (Men se Plutarch om Zarmanochegas og C. Beard, The Universal Christ.)

Hvor langt religiøse, sanitære eller praktiske grunde havde indflydelse på valget mellem de forskellige metoder, er umuligt at sige. At legemer blev brændt i pesttider i Hinnoms dal ved Jerusalem, savner støtte (se Ez 39,11-16). Den "meget store brand" ved Asas begravelse (2 Krøn 16,14) er ikke et tilfælde af ligbrænding, men af afbrænding af krydderier og inventar til ære for kongen (sammenlign Jer 34,5). Heller ikke 1 Kong 13,2 er et eksempel, der rammer sagen; det er simpelthen en profeti om en konge, der skal tage knoglerne af mennesker, som tidligere er begravet, og præsterne ved offerhøjene, som brænder røgelse i falsk gudsdyrkelse, og få dem brændt på det besmittede alter for yderligere at forurene det og gøre det afskyeligt.

I Det Nye Testamente findes der intet eksempel på ligbrænding, hverken jødisk, hedensk eller kristen, og de første kristne fulgte tydeligvis den jødiske praksis med at begrave de døde (se Tert., Apol., xlii; Minuc. Felix, Octav., xxxix; Aug., De civ. Dei, i.12,13). Ligbrænding har da heller aldrig været populær blandt kristne, hovedsagelig, uden tvivl, på grund af den naturlige indflydelse fra jødernes eksempel, den ubestridelige kendsgerning at Kristus blev begravet, det levende håb om opstandelsen og de mere eller mindre materielle forestillinger om den, som har været udbredt hist og her på dette eller hint tidspunkt. Selv om der ikke er noget antikristeligt i den, og selv om meget i sanitære hensyn taler for den i en videnskabelig tidsalder, er det ikke sandsynligt, at den nogensinde vil blive den fremherskende praksis i kristenheden.

George B. Eager