Lig

korps: Dette ord er i KJV oversættelsen af to hebraiske ord, pegher og gewiyah, mens nebhelah og guphah, som betyder det samme, oversættes med “legeme”; det engelske ord “corpse” (latin corpus) var oprindelig synonymt hermed. Derfor finder vi den nu tilsyneladende unødvendige tilføjelse af adjektivet “død” i 2 Kong 19,35 og Es 37,36. Det græske tilsvarende ord er ptoma, bogstaveligt “et faldet legeme”, “en ruin” (fra pipto, “at falde”), i Mark 6,29; Åb 11,8; Åb 11,9.

Lig blev i Det Gamle Testamente betragtet som urene og besmittende, så præster ikke måtte røre ved døde legemer undtagen deres nære slægtninges (3 Mos 21,1-3), og ypperstepræsten og en nasiræer ikke engang disse (3 Mos 21,11; 4 Mos 6,6-8). 4 Mos 19 fremstiller for os ceremonien for renselse fra en sådan besmittelse ved bestænkelse med asken af en rød kvie, cedertræ, isop og skarlagen.

Det blev betragtet som en stor ulykke og vanære at få sit legeme efterladt ubegravet, som “føde for alle himlens fugle og for jordens dyr” (5 Mos 28,26; 2 Sam 21,10; Sl 79,2; Es 34,3; Jer 7,33 osv.). Heraf forklares Rispa fortjeneste (2 Sam 21,10) og indbyggerne i Jabesh-Gileads, som beskyttede eller hentede og begravede Sauls og hans sønners lemlæstede legemer (1 Sam 31,11-13; 2 Sam 2,4-7; jf. 1 Krøn 10,11; 1 Krøn 10,12).

Se begravelse.

Selv ligene af personer, der var henrettet ved hængning, måtte ikke blive på træet “hele natten”, “for den, der er hængt, er forbandet af Gud; for at du ikke skal besmitte dit land, som Jahve din Gud giver dig til arv” (5 Mos 21,23).

H. L. E. Luering