Død i Det Gamle Testamente og Apokryferne

de-ses' (rapha', pluralis repha'im, "genfærd", "skygger", oversættes med "død", "dødelegte" og "afdød" både i KJV og RV): Ordet synes at betyde "blød", "livløs", men etymologien er usikker (se Refaim). De forskellige forfattere i Det Gamle Testamente fremstiller, som man må forvente på sådan et område, forskellige forestillinger om de afdødes tilstand. I begyndelsen havde man sandsynlig en vag forestilling om fortsættelsen af eksistensen, men uden aktiviteter (Es 59,10) og uden nydelserne i det nuværende liv (Sl 49,17). De bor i "forglemmelsens land" (Job 14,21; Sl 88,5; jf. Es 26,14), de "bæver" af kulde (Job 26,5), de vakler og "snubler ved middagstid som i tusmørket" (Es 59,10), deres stemme beskrives som svag og mumlen eller kvidren (Es 8,19; Es 29,4), hvilket kan henvise til den særlige toneleje, som spiritualistiske mediumers stemme får, når en ånd taler gennem dem. (Tilkaldelsen af de døde, som var strengt forbudt for Israel (3 Mos 19,31; 3 Mos 20,27), nævnes i 1 Sam 28,13 og måske i Es 14,9.) De afdøde er adskilt fra deres venner; både kærlighed og had er ophørt med dem (Præd 9,5; Præd 9,6}); "Der er intet arbejde, intet råd, ingen kundskab, ingen visdom i Sheol" (Præd 9,10). De afdøde kan ikke prise Jahve (Sl 6,5; Sl 88,10-12; Es 38,18; Baruk 2,17; Sirak 17,27.28). Der synes heller ikke oprindelig at have været en forventning om løn eller straf efter døden (Sl 88,10; Sirak 41,4), sandsynlig fordi man troede, at skyggerne manglede de sanser, ved hvilke løn eller straf kunne opleves; alligevel er de stadig i Guds magtsfære (1 Sam 2,6; Sl 86,13; Sl 139,8; Ordsp 15,11; Es 7,11; Hos 13,14; Am 9,2; Tobit 13,2).

Gradvist blev muligheden for de afdødes tilbagevenden tænkt (1 Mos 5,24; 2 Kong 13,21; Sl 49,15; Sl 73,24; Sl 86,13; Hos 13,14; Salomos Visdom 3,1-7; 4,13.14; 6,18.19; 10,14). Selv her drejer det sig ofte snarere om sjælens udødelighed end legemets opstandelse, og nogle af disse steder kan fortolkes som billedtale for en timelig redning fra stor elendighed (fx 1 Sam 2,6}); men denne fortolkning forudsætter alligevel eksistensen af en befrielse fra Sheols skygger til et bedre liv i Jahves nærværelse. Nogle steder henviser klart til sådan en undvigelse ved tidens ende (Dan 12,2; Es 26,19). Kun ganske få af Det Gamle Testamentes troende nåede Jobs sublime tro (19,25.26) og ingen det velsignede håb, som læres i Det Nye Testamente, thi kun Kristus har "bragt liv og udødelighed for lyset" (2 Tim 1,10; Joh 5,28; Joh 5,29).

Forstillingen om, at de døde eller i det mindste de nylig begravede kunne dele det mad, som blev anbragt i grave – en skik, som senere udgravninger klart har vist var næsten universel i Israels land – og som henvises til i 5 Mos 26,14 og Tobit 4,17, blev snart betvivlet (Sirak 30,18), og mad og drikke, som blev beredt til begravelsen, blev herefter bestemt som "trøstens brød" og "trøstens bæger" for de sorgende (Jer 16,7; 2 Sam 3,35; Ez 24,17). Ligeledes blev røgelsen og brændingen af røgelse, oprindelig en hyldest til de afdøde, til en lette for den sorgende (2 Krøn 16,14; 2 Krøn 21,19; Jer 34,5). Se også Salomos Visdom 3,2; 7,6; Sirak 38,23, og artikler om kadaveret; Død; Hades; Sheol.

H. L. E. Luering