Lilje

Det hebraiske navn shushan eller shoshan, dvs. “hvidhed”, blev brugt som fællesbetegnelse for flere planter, der er almindelige i Syrien, såsom tulipan, iris, anemone, gladiolus, ranunkel osv. Nogle fortolker det, med stor sandsynlighed, som en betegnelse i Det Gamle Testamente for åkanden (Nymphoea lotus hos Linn.), eller lotus (Højs 2,1, 2; 2,16; 4,5; 5,13; 6,2, 3; 7,2). “Dens blomster er store, og de er hvide med striber af rosa. De tjente som forbilleder for udsmykningen af søjlerne og det støbte hav” (1 Kong 7,19, 22, 26; 2 Krøn 4,5). I Højsangen skygger dens skønhed og duft for Kristi dyrebarhed for kirken. Groser (Scrip. Nat. Hist.) argumenterer dog stærkt for, at ordet, både i Det Gamle og Det Nye Testamente, betegner liljeagtige planter i almindelighed, eller hvis én slægt skal udvælges, at det må være slægten Iris, som er “stor, kraftig, elegant i form og pragtfuld i farve.”

De liljer (gr. krinia), der omtales i Det Nye Testamente (Matt 6,28; Luk 12,27), var sandsynligvis den skarlagenrøde martagon (Lilium Chalcedonicum) eller “rød tyrkisk lilje”, som “kommer i blomst på den tid af året, hvor vor Herres bjergprædiken antages at være blevet holdt. Den er talrig i Galilæas område; og dens fine skarlagenrøde blomster gør den til et meget iøjnefaldende og prangende syn, som naturligt ville tiltrække tilhørernes opmærksomhed” (Balfour’s Plants of the Bible).

Af Israels lands sande “blomsterpragt” er fasanøje (Adonis Palestina), ranunklen (R. Asiaticus) og anemonen (A coronaria); den sidstnævnte regnes dog med størst sandsynlighed for den “markens lilje”, som vor Herre henviser til. “Ganske vist,” siger Tristram (Nat. Hist. of the Bible), “hvis nogen enkelt plante, i den vidunderlige blomstringsrigdom, som kendetegner Israels land om foråret, kan gøre krav på forrang, er det anemonen, den mest naturlige blomst for vor Herre at plukke og gribe som illustration, hvad enten han gik på markerne eller sad på bjergsiden.” “Den hvide åkande (Nymphcea alba) og den gule åkande (Nuphar lutea) er begge talrige i Øvre Jordans sumpe, men har ingen forbindelse med Skriftens lilje.”