Lov, retslig

joo-dish'-al: Dette var den form for guddommelig lov som, under Guds herredømme som den øverste øvrighed, styrede den jødiske nations politik og derfor kun var bindende for dem, ikke for andre folk. Jahves stilling som den øverste hersker blev gjort juridisk bindende ved et formelt valg fra nationalforsamlingens side (2 Mos 19,3-8); og for at der ikke skulle være nogen tvivl om sagen efter Moses' død, lod Josva, i overensstemmelse med instrukser modtaget af sin store forgænger i embedet som føderal dommer, pagten forny i den offentlige forsamling i forbindelse med højtidelige handlinger (Jos 8,30-35). Ingen juridisk kontrakt blev nogensinde indgået med større formalitet og med en klarere forståelse af vilkårene hos de forskellige parter end den kontrakt, der gjorde det varigt bindende for hebræerne at anerkende Jahve som den øverste hersker (2 Mos 24,3-8). Han skulle anerkendes som nationens grundlægger (2 Mos 20,2); som suveræn, hersker og dommer (2 Mos 20,2-6); og i disse egenskaber skulle han være genstand for kærlighed, ærefrygt og tilbedelse, tjeneste og absolut lydighed. Åbenlys tilsidesættelse af deres forpligtelser over for ham, som kom til udtryk i afgudsdyrkelse eller bespottelse, blev betragtet som højforræderi og kunne, ligesom højforræderi i alle nationer og gennem historien, straffes med døden (2 Mos 20,3-5; 2 Mos 20,7; 2 Mos 22,20; 3 Mos 24,16; 5 Mos 17,2-5). Jahves vilje i kritiske sager skulle fastslås gennem særlige midler (4 Mos 9,8; Dom 1,1; Dom 1,2; Dom 20,18; Dom 20,23; Dom 20,28; 1 Sam 10,22).

Den regerende embedsmand, som hebræerne anerkendte som nation, var den øverste øvrighedsperson, men han stod som Jahves stedfortræder og forenede derfor forskellige myndighedsområder i sin person. Vi må skelne mellem den øverste øvrighedspersons funktioner (1) under republikken, (2) under det konstitutionelle monarki og (3) under det senatoriske oligarki efter det babyloniske fangenskab. Moses var den første øverste øvrighedsperson under republikken; efter ham kom Josva og de øvrige dommere. Under det konstitutionelle monarki var det kongen, hvis regering var begrænset, for han skulle vælges af folket; han skulle være indfødt hebræer; han måtte ikke holde et stort rytteri; han måtte ikke opretholde et harem; han måtte ikke samle rigdomme i overflod; han skulle være forsvarer af den nationale religion; han skulle ledes af lov, ikke af luner; han skulle være nådig og nedladende over for folket (5 Mos 17,15-20). Efter det babyloniske fangenskab forenede det senatoriske oligarki kirkelig og statslig myndighed og delte den senere med den romerske regering.

Se også SANHEDRIN.

Frank E. Hirsch