Moabitterstenen

Et mindesmærke rejst i Dibon (Dhiban) af Mesha, Moabs konge (2 Kong 3,4; 2 Kong 3,5), til minde om hans vellykkede oprør mod Israel og hans erobring af israelitisk område. Det blev opdaget den 19. august 1868 af en tysk missionær, V. Klein, som desværre hverken tog en afskrift eller en afpresning af det. Det var 3 fod 10 tommer højt og 2 fod bredt, med en halvrund top. Museet i Berlin indledte forhandlinger om at købe det, men mens disse skred langsomt frem, sendte M. Clermont-Ganneau, dengang dragoman ved det franske konsulat i Jerusalem, agenter ud for at tage afpresninger og friste araberne til at sælge det for en stor sum penge. Dette førte til indgriben fra de tyrkiske embedsmænds side, med det resultat at araberne i 1869 tændte ild under stenen og ved at hælde koldt vand på den sprængte den i stykker, som de bar bort som amuletter. Det lykkedes dog M. Clermont-Ganneau at få en stor del af disse tilbage, og ved hjælp af afpresningerne kunne han rekonstruere størstedelen af indskriften. Den sidste og mest definitive udgave af teksten blev udgivet af professorerne Smend og Socin i 1886 på grundlag af en sammenligning af fragmenterne af originalen (nu i Louvre) med afpresningerne (i Paris og Basel) og fotografier.

Følgende er (med nogle uvæsentlige rettelser) Dr. Neubauers oversættelse af indskriften, baseret på Smends og Socins tekst:

(1) Jeg (er) Mesha, søn af Kemosh-melek, konge af Moab, dibonitten.

(2) Min far regerede over Moab i 30 år, og jeg regerede

(3) efter min far. Jeg har lavet dette mindesmærke (eller offerhøj) for Kemosh i Qorchah, et frelsens mindesmærke,

(4) for han frelste mig fra alle angribere (eller konger) og lod mig se mit ønske over alle mine fjender. Omri

(5) var konge over Israel, og han undertrykte Moab i mange dage, for Kemosh var vred på sit

(6) land. Hans søn (Akab) fulgte efter ham, og også han sagde: Jeg vil undertrykke Moab. I mine dage sagde (Kemosh):

(7) Jeg vil se (mit ønske) over ham og hans hus, og Israel skal visselig gå til grunde for evigt. Omri tog landet

(8) Medeba (4 Mos 21,30), og (Israel) boede i det i hans dage og halvdelen af hans søns dage, i alt 40 år. Men Kemosh (gav) det tilbage

(9) i mine dage. Jeg byggede Baal-Meon (Jos 13,17) og anlagde dér grøfterne (eller brøndene); jeg byggede

(10) Kirjatajim (4 Mos 32,37). Gads mænd havde boet i Atarots land (4 Mos 32,3) fra gammel tid, og Israels konge byggede dér

(11) (byen) Atarot; men jeg førte krig mod byen og indtog den. Og jeg dræbte hele (folket i)

(12) byen, til glæde for Kemosh og Moab, og jeg førte Arel ('-r-'-l) fra Dodah (d-w-d-h) tilbage fra dem og bar

(13) ham frem for Kemosh i Qerioth (Jer 48,24). Og jeg satte dér mændene fra Sharon og mændene

(14) fra Mehereth. Og Kemosh sagde til mig: Gå, tag Nebo fra Israel, og

(15) jeg gik af sted om natten og kæmpede mod den fra daggry brød frem til middag; og jeg indtog

(16) den, dræbte dem alle, 7.000 mænd og (drenge?), kvinder og (piger?),

(17) og kvindelige slaver, for jeg viede dem til Ashtar-Kemosh. Og jeg tog derfra Yahwehs Arels ('-r-'-l-y)

(18) og bar dem frem for Kemosh. Nu havde Israels konge bygget

(19) Jahaz (Es 15,4), og han boede i den, mens han førte krig mod mig, men Kemosh drev ham bort foran mig. Og

(20) jeg tog fra Moab 200 mænd, alle høvdinge, og førte dem til Jahaz, som jeg indtog

(21) for at føje den til Dibon. Jeg byggede Qorchah, Skovenes Mur og

(22) Ofels Mur, og jeg byggede dens porte, og jeg byggede dens tårne. Og

(23) jeg byggede Moloks Hus, og jeg lavede sluser til vandgrøfterne midt i

(24) byen. Og der var ingen cisterne inde i byen Qorchah, og jeg sagde til hele folket: Lav for

(25) jer selv, hver mand, en cisterne i sit hus. Og jeg gravede kanalerne (eller ledningerne) til Qorchah ved hjælp af fangerne

(26) fra Israel. Jeg byggede Aroer (5 Mos 2,36), og jeg anlagde vejen i Arnon. Og

(27) jeg byggede Bet-Bamot (4 Mos 26,19), for den var ødelagt. Jeg byggede Bezer (5 Mos 4,43), for i ruiner

(28) (lå den. Og alle høvdingene?) i Dibon var 50, for hele Dibon er loyalt, og jeg

(29) indsatte 100 (høvdinge?) i de byer, som jeg føjede til landet; jeg byggede

(30) (Bet)-Mede(b)a (4 Mos 21,30) og Bet-Diblatajîm (Jer 48,22) og Bet-Baal-Meon (Jer 48,23), og jeg førte hyrderne (?) dertil

(31) .... (med) landets hjord(e). Nu boede der i Horonajim (Es 15,5) (børnene?) ....

(32) .... (og) Kemosh sagde til mig: Gå ned, før krig mod Horonajim. Så gik jeg ned (og førte krig

(33) mod byen og indtog den, og) Kemosh boede i den i mine dage. Og jeg drog op (?) derfra; jeg gjorde ....

(34) ... Og jeg .... "

Det bibelske præg i indskriftens sprog vil blive bemærket, ligesom brugen af »fyrre« til at betegne en ubestemt tidsperiode. Som i Israel synes ingen gudinde at være blevet dyrket i Moab, eftersom gudinden Astarte er berøvet den feminine endelse og identificeres med den mandlige Kemosh (Ashtar-Kemosh). Dodah synes at have været en kvindelig guddom, der blev dyrket ved siden af Yahweh; navnets rod er den samme som i David og den kartagiske Dido. Arelerne var guddommens »forkæmpere« (assyrisk qurart), oversat med »løvelignende mænd« i King James Version (2 Sam 23,20; jf. Es 33,7). Der var en Ofel i den moabitiske hovedstad såvel som i Jerusalem.

Indskriftens alfabet er en tidlig form af det fønikiske og ligner alfabetet i de tidligste græske indskrifter. Ordene er adskilt fra hinanden med prikker, og de krumme former af nogle af bogstaverne (b, k, l, margin, n) forudsætter skrivning med blæk på papyrus, pergament eller potteskår.

Meshas oprør fandt sted efter Akabs død (2 Kong 3,5). Ved slaget ved Qarqar i 854 f.Kr., da de syriske konger blev besejret af Shalmaneser II, nævnes Moab ikke, da det var indbefattet i Israel. Af indskriften synes det dog at fremgå, at Medeba allerede var blevet givet tilbage til Mesha, måske til gengæld for den regelmæssige betaling af hans tribut på 100.000 lam og 100.000 væddere med deres uld (2 Kong 3,4).

LITTERATUR.

Clermont-Ganneau, La stele de Mesa, 1870; Ginsburg, Moabite Stone, 1871; R. Sinend og A. Socin, Die Inschrift des Konigs Mesa von Moab, 1886; A. Neubauer i Records of the Past, 2. serie, II, 1889; Lidzbarski, Handbuch der nordsemitischen Epigraphik, 1898, 4-83, 415.

A. H. Sayce