Midjanit

En arabisk stamme, der nedstammede fra Midjan. De boede hovedsagelig i ørkenen nord for Arabiens halvø. Sinaihalvøen var græsningsland for deres hjorde. De var i praksis Arabiens herskere, idet de var den dominerende stamme. Som alle arabere var de et nomadefolk. De begyndte tidligt at drive handel. Det var til en af deres karavaner, at Josef blev solgt (1 Mos 37,28, 36). Den næste omtale af dem er i forbindelse med Moses’ flugt fra Egypten (2 Mos 2,15-21). Her i Midjan blev Moses tjener og senere svigersøn hos Reuel eller Jetro, præsten. Efter udvandringen var midjanitterne venligt stemt over for israelitterne, så længe de kun drog gennem deres yderste græsningsland vest for Araba; men da de, efter at have passeret Edoms sydlige ende, kom ind i selve Midjans land, sluttede de sig sammen med Balak, Moabs konge, i en sammensværgelse mod dem (4 Mos 22,4-7). Bileam, som var blevet hentet for at forbande Israel, men helt havde fejlet i at gøre det, blev afskediget af Moabs konge; alligevel blev han endnu hos midjanitterne og fik dem til at indlede forbindelse med israelitterne, så de kunne bringe dem i fællesskab med sig i de tøjlesløse orgier, der var knyttet til dyrkelsen af Baal-Peor. Dette listige råd lykkedes. Israelitterne deltog i den hedenske fest og bragte således virkelig en forbandelse over sig selv. Deres frafald førte en streng straf over dem. En plage brød ud blandt dem, og mere end fireogtyve tusind af folket omkom (4 Mos 25,9). Men midjanitterne skulle ikke lades ustraffede. En frygtelig hævn blev udtalt over dem. Tusind krigere fra hver stamme drog ud mod dem under Pinehas’ ledelse. Midjanitterne blev fuldstændig slået. Deres byer blev fortæret af ild, fem af deres konger blev slået ihjel, og hele nationen blev ødelagt (Jos 13,21, 22). Også Bileam omkom ved sværdet og modtog “lønnen for sin uretfærdighed” (4 Mos 31,8; 2 Pet 2,15). Hele landet øst for Jordan, som nu var erobret af israelitterne (se SIHON; OG), blev delt mellem de to stammer Ruben og Gad og Manasses halve stamme.

Omkring to hundrede og halvtreds år efter dette havde midjanitterne genvundet deres gamle magt, og i forbund med amalekitterne og “Østens børn” førte de krig mod deres gamle fjender, israelitterne, som de undertrykte og holdt i afhængighed i syv år. Til sidst blev de angrebet af Gideon i det evigt mindeværdige slag på Esdraelons store slette og fuldstændig ødelagt (Dom 6,1-kap. 7). Senere henvises der ofte til denne store sejr (Sl 83,10, 12; Es 9,4; 10,6). De forsvinder nu helt fra historiens sider, både den hellige og den profane.