Midjan; midjanitter

mid'-i-an, mid'-i-an-its (midhyan, midhyanim; Madiam, Madienaioi):

1. Abrahams slægt indtil dommertiden:

Midjan var en søn af Abraham med hans medhustru Ketura. Han fik 5 sønner: Efa, Efer, Hanok, Abida og Elda (1 Mos 25,2; 1 Mos 25,4; 1 Krøn 1,32). Med gaver fra Abraham drog han og hans brødre, hver med sin egen husstand, bort fra Isak til »landet i øst« (1 Mos 25,6). Den første nedskrevne hændelse i stammens historie er et nederlag, som den led »på Moabs mark« ved Hadad, Edoms konge. Om dette vides intet ud over selve kendsgerningen (1 Mos 36,35; 1 Krøn 1,46). Midjanitterne optræder dernæst som handelsfolk på vej fra Gilead til Egypten med »krydderier, balsam og myrra«, og de havde ingen betænkeligheder ved også at gøre en handel med slaver (1 Mos 37,25). Da Moses flygtede fra Egypten, fandt han tilflugt i Midjans land og blev svigersøn til Jetro, præsten i Midjan (2 Mos 2,15; 2 Mos 2,21). I Midjan modtog Moses sit kald til Israel i Egypten (2 Mos 4,19). En midjanit, der var fortrolig med ørkenen, fungerede som vejviser (»i stedet for øjne«) for Israels børn under deres vandringer i ørkenen (4 Mos 10,29). De venskabelige forbindelser mellem Israel og Midjan, som synes at have rådet i begyndelsen, var blevet brudt, og vi finder Midjans ældste handle sammen med Moabs ældste ved at tilkalde Bileam for at forbande Israel (4 Mos 22,4-7). På grund af den alvorlige synd, som de på Bileams snedige råd havde forført Israel til, blev der ført en hævnkrig mod midjanitterne, hvor fem af deres høvdinge omkom; mændene blev skånselsløst dræbt, og også Bileam blev slået ihjel (4 Mos 25,15; 4 Mos 25,17; 4 Mos 31,2). Næste gang hører vi om Midjan som undertrykker af Israel i 7 år. Sammen med amalekitterne og Østens børn strømmede de over Jordan, og deres utallige dyr afgnavede jordens afgrøde. En overvældende ulykke ramte denne horde ved Gideons udvalgte mænds angreb. I slaget og forfølgelsen »faldt hundrede og tyve tusind sværdbevæbnede mænd«; deres konger, Zeba og Salmunna, og deres fyrster, Oreb og Zeeb, delte den fælles skæbne (4 Mos 6; 4 Mos 7; 4 Mos 8). Ekkoer af denne herlige sejr — »Midjans dag« — høres i senere litteratur (Sl 83,9; Es 9,4; Es 10,26; Hab 3,7).

2. Den kenitiske gren:

Kenitterne synes at have været en gren af midjanitterne. Jetro kunne næppe have opnået præsteværdigheden i Midjan, hvis han havde været af fremmed blod (Dom 1,16). Se KENITES. Desuden kaldes stammefolkene uden skel både ismaelitter og midjanitter (1 Mos 37,25; 1 Mos 37,28; 1 Mos 37,36; Dom 8,22; Dom 8,24). De må derfor have stået i nær forbindelse med efterkommerne af Hagars søn.

3. Nutidige arabere:

Skildringerne af Midjan i Skriften stemmer med det, vi ved om arabiske stammers ældgamle levevis: snart beskæftiget med hyrdeliv, snart som fragtførere af handelsvarer og atter snart som fribyttere. Sådanne stammer strejfer ofte omkring over vide områder. De synes ikke at have praktiseret omskærelse (2 Mos 4,25), hvilket nu er praktisk taget universelt blandt araberne. Mændene bar guldsmykker, ligesom de moderne nomader gør (Dom 8,24).

4. Historiske henvisninger:

Navnet »Midjan« findes ikke i egyptiske eller assyriske dokumenter. Delitzsch (Wo lag das Paradies? 304) foreslår, at Efa (1 Mos 25,4) kan være identisk med Chayapa i kileskriftindskrifterne. Hvis dette er korrekt, peger henvisningerne på, at denne midjanitiske stamme fandtes i den nordlige del af el-Chijaz på Tiglat-Pilesers og Sargons tid (745-705 f.Kr.). Esajas taler om Midjan og Efa tilsyneladende som særskilte stammer, hvis dromedarer bringer guld og røgelse til Zion (60,6); men han giver intet fingerpeg om de områder, de beboede. Stammen Ghifar, som fandtes i omegnen af Medina på Muhammeds tid, ville Knobel identificere med Efer, en anden af Midjans sønner.

5. Område:

Der kan nu ikke angives nogen grænser for »Midjans land«. Det omfattede territorium både vest og øst for `Aqababugten (2 Mos 4,19). Det lå mellem Edom og Paran (1 Kong 11,18). På dommernes tid synes deres område at have strakt sig nordpå øst for Gilead (8,10).

Et spor af det gamle navn findes i Madyah, et sted som nævnes af de arabiske geografer, med rigelig vandforsyning, nu kaldet Maghair Sho`aib. Det ligger øst for `Aqabebugten, nogle mil fra kysten, næsten over for spidsen af Sinaihalvøen. Navnet Sho`aib, som Muhammed gav Jetro, kan her skyldes gammel midjanitisk tradition.

W. Ewing