Medeba

med'-e-ba (medhebha'; Maidaba, Medaba): Navnet kan betyde "sagte rindende vand", men betydningen er usikker. Denne by nævnes første gang sammen med Heshbon og Dibon i en beretning om Israels erobringer (4 Mos 21,30). Den lå i Mishor, Moabs høje græsningsland. Det distrikt, hvor byen lå, kaldes Mishor eller Medebas slette i beskrivelsen af det område, der blev tildelt Ruben (Jos 13,9), eller sletten ved Medeba (Jos 13,16). Her opstillede ammonitterne og deres syriske allierede deres slagorden mod Joab og blev afgørende besejret (1 Krøn 19,7). Dette må have efterladt stedet endeligt i Israels besiddelse. Men det må have skiftet hænder flere gange. Det blev indtaget af Omri, tydeligvis fra Moab; og Mesha hævder at have genvundet besiddelsen af det (M S, ll. 7,8,29,30). Det ville naturligt tilfalde Israel under Jeroboam II; men i Es 15,2 omtales det som en by i Moab. Det spiller også en rolle i senere jødisk historie. Johannes, Mattathias' søn, blev fanget og dræbt af Jambri, en røverstamme fra Medeba. Denne ugerning blev rigeligt hævnet af Jonatan og Simon, som lagde sig i baghold for et bryllupsfølge fra Jambri, mens de førte en fornem brud fra Gabbatha, dræbte dem alle og tog deres smykker (1 Makk 9,36 ff.; Ant, XII, i, 2, 4). Medeba blev erobret af Hyrcanus "ikke uden den største nød for hans hær" (Ant., XIII, ix, 1). Det blev taget af Janneus fra nabatæerne. Hyrcanus lovede at give det tilbage sammen med andre byer, der var taget på denne måde, til Aretas til gengæld for hjælp til at sikre ham på den judæiske trone (ibid., xv, 4; XIV, i, 4). Ptolemæus omtaler det som en by i Arabia Petrea, mellem Bostra og Petra. Eusebius og Hieronymus kendte det under dets gamle navn (Onomasticon, under ordet). Det blev sæde for et bispedømme og nævnes i akterne fra kirkemødet i Chalkedon (451 e.Kr.) og i andre kirkelige lister.

Den gamle by repræsenteres af det moderne Madeba, et ruinsted med en arabisk landsby, der kroner en lav høj, omkring 6 miles syd for Heshbon, som den var forbundet med ved en romersk vej. Ruinerne, som er betydelige, stammer hovedsagelig fra kristen tid. De omgivende mure kan spores i praktisk talt hele deres omkreds. Der er et stort bassin, nu tørt, som måler 108 yards × 103 yards (ca. 99 m × 94 m) og er omkring 12 fod (ca. 3,7 m) dybt. I 1880 blev stedet koloniseret af nogle kristne familier fra Kerak, blandt hvem latinerne driver missionsarbejde. I december 1896 blev en meget interessant mosaik fundet. Den viste sig at være et kort over en del af Israels land og Nedre Egypten fra Justinians tid. Desværre er det stærkt beskadiget. En redegørelse for det findes i Palestine Exploration Fund Statement, 1897, 213 ff., 239; 1898, 85, 177 ff., 251.

W. Ewing