Forløsning

Tilbagekøb af noget, der var gået tabt, ved betaling af en løsesum. Det græske ord, der gengives sådan, er apolutrosis, et ord der forekommer ni gange i Skriften, og altid med tanken om en løsesum eller en betalt pris, dvs. forløsning ved en lutron (se Matt 20,28; Mark 10,45). Der findes eksempler i Septuaginta-versionen af Det Gamle Testamente på brugen af lutron om menneskets forhold til mennesket (3 Mos 19,20; 25,51; 2 Mos 21,30; 4 Mos 35,31, 32; Es 45,13; Ordsp 6,35), og i samme betydning om menneskets forhold til Gud (4 Mos 3,49; 18,15).

Der er mange steder i Det Nye Testamente, som fremstiller Kristi lidelser under tanken om en løsesum eller pris, og resultatet, der derved sikres, er et køb eller en forløsning (jf. ApG 20,28; 1 Kor 6,19, 20; Gal 3,13; 4,4, 5; Ef 1,7; Kol 1,14; 1 Tim 2,5, 6; Tit 2,14; Hebr 9,12; 1 Pet 1,18, 19; Åb 5,9). Den tanke, der løber gennem alle disse tekster, hvor forskelligt de end sigter, er tanken om en betaling, der er ydet for vores forløsning. Gælden imod os ses ikke blot som eftergivet, men som fuldt betalt. Kristi blod eller liv, som han gav for dem, er den “løsesum”, ved hvilken hans folks befrielse fra syndens trældom og fra dens strafferetlige følger sikres. Det er Skriftens klare lære, at “Kristus frelser os hverken blot ved udøvelse af magt, eller ved sin lære, eller ved sit eksempel, eller ved den moralske indflydelse, han udøvede, eller ved nogen subjektiv indflydelse på sit folk, hvad enten den er naturlig eller mystisk, men som en tilfredsstillelse af den guddommelige retfærdighed, som en soning for synd og som en løsesum fra lovens forbandelse og myndighed, hvorved han forsoner os med Gud ved at gøre det foreneligt med hans fuldkommenhed at vise barmhjertighed mod syndere” (Hodges Systematic Theology).