Forsone; forsoning

rek'-on-sil, rek-on-sil-i-a'-shun (@katallasso], katallage, også sammensætningsformen apokatallasso; én gang bruges det beslægtede diallassomai i Matt 5,24):

1. Udtrykkene

(1) Nytestamentlig brug

(2) Gammeltestamentlig brug

(3) Særligt sted i 1 Samuel 29,4

(4) Brug i apokryferne

2. Ikke-læremæssigt sted--Matthæus 5,24

3. Læremæssige steder (1) Romerne 5

(2) 2 Korinther 5,18-20

(3) Efeserne 2,16

(4) Kolossenserne 1,20-22

LITTERATUR

1. Udtrykkene:

(1) Nytestamentlig brug.

I det sidste tilfælde, Matt 5,24, bruges ordet ikke i læremæssig betydning, skønt dets brug er meget nyttig, når man overvejer de andre udtryks kraft. Alle de andre forekomster findes i Paulus' breve (Rom 5,10; 1 Kor 7,11; 2 Kor 5,18-20, verbet; Rom 5,11; Rom 11,15; 2 Kor 5,18; 2 Kor 5,19, substantivet; Ef 2,16; Kol 1,22, sammensætningen). Ordet "forsone" har en dobbelt betydning og brug, og sammenhængen må i hvert enkelt tilfælde afgøre, hvordan det skal forstås. Den store lære er forsoningen mellem Gud og mennesker, men det spørgsmål, der skal afgøres, er, om det er Gud, der forsones med mennesker, eller mennesker, der forsones med Gud, og forskellige teologiske skoler betoner den ene eller den anden side. Den sande opfattelse omfatter begge aspekter. Ordet "at forsone" betyder bogstaveligt at udveksle, at bringe ind i et ændret forhold. Nogle hævder, at der kun sigtes til en forandring i synderen, en aflæggen af hans fjendskab og en indtræden i fredelige relationer med Gud. Men det udtømmer åbenlyst ikke betydningen, og det er heller ikke i de store paulinske steder den primære og dominerende betydning.

(2) Gammeltestamentlig brug.

Den gammeltestamentlige brug hjælper ikke væsentligt til at belyse de nytestamentlige udtryk, for skønt ordet forekommer i en række steder i King James Version, er det i Revised Version (britisk og amerikansk) som regel ændret til "soning", hvilket mere nøjagtigt gengiver det hebraiske kaphar, som sædvanligvis gengives med "soning", og med hilaskomai eller exilaskomai på græsk (I ét sted i Det Nye Testamente (Hebr 2,17) gengiver udtrykket "at gøre forsoning" det græske hilaskomai og gengives bedre i Revised Version (britisk og amerikansk) med "at gøre soning"). At foretage soning eller formildelse er grundlaget for forsoningen, midlet til dens gennemførelse, og den kendsgerning, at oversætterne af King James Version undertiden gengav kaphar med "forsone", viser, at de forstod forsoningen som noget, der havde et aspekt vendt mod Gud. Hvad man end måtte sige om soningens eller formildelsens natur i den gamle husholdning, var den noget, der blev betragtet som formildende eller tilfredsstillende, eller i det mindste som noget, der på en eller anden måde påvirkede Gud, så han blev villig til, eller så det blev muligt for ham, at træde ind i eller forblive i nådige relationer med mennesker. I ét sted i Det Gamle Testamente, hvor "forsoning" forekommer (2 Krøn 29,24), gengiver det et andet hebraisk ord, men her har Revised Version (britisk og amerikansk) ændret det til "syndoffer", hvilket stemmer med den hebraiske almindelige betydning og brug.

(3) Særligt sted i 1 Samuel 29,4.

Der er endnu et hebraisk ord, som gengives med "forsone" i 1 Sam 29,4, og eftersom dette sted i Septuaginta har det græske ord diallasso som ækvivalent til det hebraiske, har det en vis betydning som vejledning til den nytestamentlige betydning. Ved én lejlighed, da filistrene samledes til kamp mod Israel, fulgte David og hans mænd Akish, kongen af Gat, til mønstringsstedet. "Filistrenes fyrster" brød sig slet ikke om, at "disse hebræere" var til stede, og skønt Akish vidnede til fordel for Davids troskab, blev de meget vrede og krævede, at David og hans mænd skulle sendes tilbage, "for at han ikke i slaget skal blive en modstander for os; for hvormed skulle denne mand forsone sig med sin herre? Skulle det ikke være med disse mænds hoveder?" Det hebraiske er ratsah, som betyder "at være tilfreds med" eller "at tage nådigt imod", og den Hithpael-form, der bruges her, er "at gøre sig selv behagelig eller antagelig", "at forsone sig". Men filistrenes tanke om, at David skulle forsone sig med Saul, var ganske bestemt ikke, at han skulle aflægge sit fjendskab mod Saul og således blive ven med ham. Fjendskabet lå på Sauls side, og fyrsternes tanke var, at David ved at vende sig imod dem i slaget ville tilfredsstille Saul og få ham til at aflægge sit fjendskab mod David.

(4) Brug i apokryferne.

Det kan bemærkes, at i 2 Makk 5,20 bruges katallage tydeligvis om den side, der vender mod Gud: "Og stedet, som var blevet forladt i den Almægtiges vrede, blev, ved den store Herskers forsoning, igen genoprettet med al herlighed." Verbet forekommer i 2 Makk 1,5, hvor den side, der vender mod Gud, igen synes tilsigtet, om end måske ikke helt så sikkert: "Må Gud .... høre jeres bønner og blive forsonet med jer," og i 7,33: "Hvis vor levende Herre for irettesættelse og tugtelse har været vred en kort tid, skal han dog igen blive forsonet med sine egne tjenere," og 8,29: "De bønfaldt den barmhjertige Herre om at blive helt forsonet med sine tjenere." I disse to, især det sidste, er det utvivlsomt bortlæggelsen af det guddommelige mishag, der menes.

2. Ikke-læremæssigt sted--Matthæus 5,24:

Før vi går videre til at se på de store udsagn i brevene, kan vi nu se på det ikke-læremæssige sted, der blev henvist til i begyndelsen. Der er ganske vist endnu et ikke-læremæssigt eksempel i 1 Kor 7,11, hvor den hustru, der er gået bort fra sin mand, pålægges enten at »forblive ugift eller også blive forsonet med sin mand«. Men da det er ubestemt, om det er hustruen eller manden, der er den skyldige part, og dermed hvem der skal påvirkes, hjælper stedet os ikke meget. Men Matt 5,24 er et meget oplysende sted. Her, ligesom i stedet fra 1 Samuel, er det ord, der bruges, diallasso, men det er i praksis identificeret i betydning med katallasso. Påbuddet gives af Kristus til den, der er i strid med sin bror: han må ikke fuldføre sit offer, før han først er blevet forsonet med sin bror. Men hele udsagnet viser, at det ikke er et spørgsmål om, at den, der bringer gaven, skal lægge sit fjendskab mod sin bror til side, men det omvendte. Kristus siger: »Hvis du derfor er ved at bringe din gave til alteret og dér kommer i tanke om (ikke at du har noget imod din bror, men) at din bror har noget imod dig«--broderen var den forurettede, han er den, der skal vindes tilbage--»så lad din gave blive dér foran alteret, og gå; bliv først forsonet med din bror, og kom så og bring din gave.« Det betyder tydeligt, at han skulle gøre noget for at fjerne sin brors misfornøjelse og således tilvejebringe en forsoning.

3. Læremæssige steder:

(1) Romerbrevet 5.

Når vi nu vender os til Rom 5, hvordan forholder sagen sig da? Paulus har talt om retfærdiggørelsens velsignede resultater; et af disse resultater er, at Guds kærlighed udgydes i hjertet. Dernæst dvæler han ved denne kærligheds åbenbarelse i Kristi død, en kærlighed der blev vist mod de kærlighedsløse, og han argumenterer for, at hvis vi i vores syndige og ukærlige tilstand blev omsluttet af Guds kærlighed, så vil den kærlighed så meget desto mere ikke være mindre nu, hvor den allerede er begyndt at få virkning. Hvis han elskede os, da vi var under hans fordømmelse, så meget at han gav sin søn til at dø for vores frelse, hvor meget mere skal hans kærlighed da skænke os de velsignelser, der er sikret ved den død. »Så meget mere skal vi da, nu da vi er blevet retfærdiggjort ved hans blod, frelses fra Guds vrede ved ham« (Rom 5,9).

(a) Den guddommelige vredes kendsgerning:

Det er derfor værd at bemærke, at der er »vrede« hos Gud mod synd og syndere. En af apostlens nøgletanker i dette brev er, at »Guds vrede åbenbares fra himlen over al menneskers ugudelighed og uretfærdighed« (Rom 1,18), og den kommende domsdag er »vredens dag og åbenbarelsen af Guds retfærdige dom« (Rom 2,5). Og på grund af denne alvorlige kendsgerning er evangeliet en åbenbaring ikke kun af kærlighed, men specifikt af »en Guds retfærdighed« (Rom 1,17). Og han viser, at evangeliets væsen findes i Herren Jesu Kristi sonende død (Rom 3,24; Rom 3,25; Rom 3,26), ved hvem alene mennesker, der er blevet »bragt ind under Guds dom« (Rom 3,19), kan finde retfærdiggørelse, frelse, udfrielse fra Guds vrede (Rom 4,25; Rom 5,1-6). Det er naturligvis ikke nødvendigt at tilføje, at Guds vrede ikke skal tænkes som om den rummer noget uværdigt eller lunefuldt element--den er hans hellige naturs faste modstand mod synden.

(b) Forsoning i forhold til Gud såvel som i forhold til mennesket:

Apostlen fortsætter (Rom 5,10): »For hvis vi, mens vi var fjender, blev forsonet med Gud ved hans søns død, skal vi meget mere, når vi er forsonet, frelses ved hans liv.« Hvis det nu, som mange hævder, kun er forsoningen på menneskets side, der menes, at den åbenbarede kærlighed førte til, at synderen lagde sit fjendskab til side, ville det helt vende apostlens argument på hovedet. Han argumenterer ikke for, at hvis vi er begyndt at elske Gud, kan vi regne med, at han vil gøre sådan og sådan for os, men at fordi han har gjort så meget, kan vi forvente, at han vil gøre mere. Verset er parallelt med det foregående, og det at blive forsonet ligger på samme plan som det at blive retfærdiggjort; det at blive retfærdiggjort var Guds handling, og det samme er forsoningen. Retfærdiggørelsen udfrier fra »Guds vrede«; forsoningen virker på fjender.

(c) Betydningen af ordet »fjender«:

Ordet »fjender« er vigtigt. Af dem, der opfatter det menneskevendte aspekt af forsoningen som det eneste, hævdes det, at ordet må tages aktivt--dem, der hader Gud. Men den passive betydning, »hadet af Gud«, synes langt at være at foretrække og kræves faktisk af sammenhængen. Paulus bruger verbet echthroi, »fjender«, i Rom 11,28 som modsætning til »elskede« af Gud, og det er den konsekvente betydning her. Fjenderne er dem, der er genstand for vreden i det foregående vers. Og da vi således var hadet af Gud, genstand for hans retfærdige mishag på grund af vores synd, »blev vi forsonet med Gud ved hans søns død«. Gud lagde sit fjendskab til side og viste i Kristi sonende død, at han var villig til at modtage os i sin gunst.

(d) Den menneskevendte side:

Ved denne soning blev hindringen derfor fjernet, og eftersom Gud har indtaget en nådig holdning over for synderen, er det nu muligt for synderen, påvirket af hans kærlighed, at komme ind i et venskabeligt forhold til Gud. Og således kan de to betydninger i det andet udtryk, den gudvendte og den menneskevendte, smelte sammen: "når vi er blevet forsonet, skal vi blive frelst ved hans liv." Forsoningen bliver gensidig, for der er ingen som helst tvivl om, at syndere er Guds fjender i aktiv forstand og behøver at lægge deres fjendskab bort og således blive forsonet med ham. Men det første skridt er hos Gud, og den forsoning, som fandt sted i hans Søns død, kunne kun være den gudvendte forsoning, eftersom mennesker på det tidspunkt endnu ikke var påvirket af hans kærlighed. Men måske netop fordi denne første forsoning frembringes gennem den guddommelige kærlighed, som sørger for soningen, undgår apostlen at sige "Gud er forsonet" og bruger i stedet en mere indirekte talemåde. Det menneskevendte aspekt fremhæves i det næste vers, selv om det gudvendte ikke tabes af syne: "Vi glæder os også i Gud ved vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi nu har modtaget forsoningen" (Rom 5,11). Det er derfor noget, der kommer fra Gud og ikke udgår fra mennesket. Gud er den første, der handler; han skaber forsoningen, som allerede antydet, og dernæst tilregnes frugten af den den troende synder; og selve det forhold, at vores modtagelse af forsoningen, eller at vi bliver bragt ind i en tilstand af forsoning, følger efter det at være blevet forsonet i Rom 5,10, viser, at det andet er guddommelig forsoning som grundlag for den menneskelige.

(2) 2 Korintherbrev 5,18-20.

(a) Det gudvendte aspekt er det primære:

På samme måde kan det store afsnit i 2 Kor 5,18-20 ikke forstås uden forestillingen om, at der findes en forsoning på den guddommelige side. Der henvises utvivlsomt også til den menneskelige side af sagen, men ligesom i Romerbrevet er det gudvendte aspekt primært og dominerende: "Alt er af Gud, som forsonede os med sig selv gennem Kristus og gav os forsoningens tjeneste." Det kunne være muligt ud fra King James Version at hævde, at dette beskriver den proces, der foregår under evangeliets påvirkninger, hvor mennesker bringes ind i nådige relationer med Gud; men den græske aorist, korrekt gengivet af Revised Version (britisk og amerikansk), "som forsonede os med sig selv," peger tilbage på det historiske tidspunkt, hvor handlingen fandt sted. Det kan ikke blot være synderens overgivelse til Gud, der menes, selv om den kommer som en følge; det er et værk, der udgår fra Gud, fuldbyrdes af Gud, og på grund af dette værks fuldbyrdelse er det muligt, at en forsoningens tjeneste kan betros mennesker. For at få dette til at betyde forsoningens menneskelige aspekt måtte man urimeligt indskrænke det til Paulus' og hans medarbejderes forsoning, skønt selv da ville det være en forcering af sproget, for der beskrives den anden historiske handling: "og gav os forsoningens tjeneste." Den ligefremme mening er, at Gud gennem Jesus Kristus grundlagde overensstemmelsens basis, fjernede hindringen for synderens adgang til ham selv, fuldbyrdede soningens værk, og da han havde gjort det, betroede han sine tjenere forsoningens tjeneste, en tjeneste, som bygger på Kristi store sonende, forsonende værk og er rettet mod mennesker, idet den søger at fjerne deres fjendskab og påvirke dem til på deres side at blive forsonet med Gud. Dette fremstilles klarere i det følgende vers, som i sin forklaring af forsoningens tjeneste siger: "Nemlig at Gud i Kristus forsonede verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser." Her kan der ikke være tvivl om, at den historiske inkarnation menes, og verdens forsoning kan ikke være andet end det objektive forsoningsværk, der kulminerer på korset. Og i den handling kan der ikke være tale om, at synderen lægger sit fjendskab mod Gud bort; det er Gud i Kristus, som handler således med synden, at den dom, der hviler over de skyldige, ophæves, vreden afvendes, og soning tilvejebringes.

(b) Den menneskevendte side er også fremtrædende:

Kort sagt træder Gud ind i nådige relationer med en verden af syndere, bliver forsonet med mennesket. Når dette er sket, kan nådige påvirkninger bringes til at virke på mennesket, hvoraf den vigtigste er betragtningen af denne vældige nådeskendsgerning, at Gud i Kristus har taget sig af syndens spørgsmål. Dette er indholdet af det "forsoningens ord," som prædikes af apostlen. Derfor fortsætter han: "Vi er altså udsendinge på Kristi vegne, som om Gud formanede gennem os: Vi beder jer på Kristi vegne: Bliv forsonet med Gud." Her er den menneskelige side. Det store anliggende er nu at få synderen til at lægge sit fjendskab bort, at svare på evangeliets nådige tilnærmelser, at komme i harmoni med Gud. Men det er kun muligt, fordi forsoningen i det gudvendte aspekt allerede er fuldbyrdet. Hvis den første forsoning, "verdens forsoning med ham selv," havde været det at lægge menneskeligt fjendskab bort, kunne der nu ikke være nogen mening i formaningen: "Bliv forsonet med Gud."

(3) Efeserbrevet 2,16.

De to steder, hvor det sammensatte ord forekommer, er i fuldstændig harmoni med denne fortolkning. Ef 2,16: "Og for at forsone dem begge (jøde og hedning) med Gud i ét legeme ved korset, idet han derved dræbte fjendskabet," er resultatet af, at Kristus "skabte fred" (2,15), og det forsonende værk virkes gennem korset, forsoning både gudvendt og menneskevendt; og efter at have skabt fred er det muligt for Kristus at komme og prædike fred for dem, der er langt borte--langt borte, selv om korsets forsonende værk er fuldbyrdet.

(4) Kolossenserbrevet 1,20-22.

Sådan i Kol 1,20: "Og ved ham at forsone alle ting med sig selv, idet han stiftede fred ved blodet på hans kors; ved ham, siger jeg, hvad enten det er ting på jorden eller ting i himlene." Her fortoner apostlens tanke sig ud i det uendelige, og der synes at være en parallel til tanken i Hebr 9,23, at ifølge den forbilledlige lære havde selv "tingene i himlene" på en eller anden måde behov for renselse. Kan det være, at Kristi værk i en vis forstand påvirkede den englelige forstand, så det blev muligt, at harmoni kunne genoprettes mellem frelste syndere og Guds fuldkomne skabning? Under alle omstændigheder er det at forsone alle ting med sig selv ikke, at den skabte fjendtlighed lægges bort, men at den guddommelige holdning fastlægges. Derpå kommer den specifikke henvisning til den menneskelige side: "Og jer, som tidligere var fremmede og fjender i jeres sind ved jeres onde gerninger, har han dog nu forsonet i sit kødelige legeme ved døden"; dér, som i Romerbrevet, smelter de to faser sammen: Gud viser sig nådig gennem Kristi værk, syndere træder ind i et nådigt forhold til ham. "Idet han stiftede fred ved blodet på hans kors"—fredens grundlag er blevet lagt. Kristus har ved sin død gjort noget, som gør det muligt at tilbyde mennesker fred. Gud har lagt sin hellige modstand mod synderen bort og viser sig villig til at føre mennesker ind i fred med sig selv. Han har fundet tilfredsstillelse i sin Søns store værk, er blevet forsonet, og kalder nu mennesker til at blive forsonet med ham—til at modtage forsoningen.

Se soning; formildelse; vrede.

LITTERATUR.

Se værkerne om nytestamentlig teologi af Weiss, Schmid, Stevens osv.; Denney, Death of Christ; artikler om "Reconciliation" i Hastings, Dictionary of the Bible (fem bind), Hastings, Dictionary of Christ and the Gospels osv.

Archibald M'Caig