Pastoralbrevene

pas'-tor-al,

I. ÆGTHED

1. Ydre vidnesbyrd

2. Ægtheden betvivlet

II. PÅSTÅEDE VANSKELIGHEDER VED PAULINSK FORFATTERSKAB

1. I forhold til Paulus' erfaringer

(1) Oplysninger i 1 Timotheus

(2) Oplysninger i 2 Timotheus

(3) Oplysninger i Titus

2. Emnet er efterpaulinsk (1) Vanskelighed vedrørende kirkens organisation

(2) Den læremæssige vanskelighed

3. Vanskelighed vedrørende sproget

4. Er der "et andet evangelium" i Pastoralbrevene?

III. DATO OG RÆKKEFØLGE

1. Brevenes dato

2. Deres rækkefølge

LITTERATUR

Første og Andet Brev til Timotheus og Brevet til Titus udgør en særskilt gruppe blandt de breve, Paulus skrev, og kendes nu som Pastoralbrevene, fordi de var stilet til to kristne tjenere. Da Timotheus og Titus modtog disse breve, virkede de ikke, sådan som de tidligere havde gjort, som missionærer eller omrejsende evangelister, men var blevet efterladt af Paulus med ansvar for menigheder; den førstnævnte havde tilsynet med menigheden i Efesos, og den sidstnævnte havde omsorgen for menighederne på øen Kreta. Pastoralbrevene blev skrevet for at vejlede dem i udførelsen af de pligter, der påhvilede dem som kristne hyrder. Sådan er en generel beskrivelse af disse breve. I hvert af dem er der imidlertid langt mere, end der dækkes eller antydes af betegnelsen "pastoral" – meget, der er personligt, og også meget, der angår kristen tro, lære og praksis i almindelighed.

I. Ægthed.

1. Ydre vidnesbyrd:

Hvad brevenes ægthed angår, findes der rigelig ydre bevidnelse. Hentydninger til dem findes i Clemens' og Polykarps skrifter. Midt i det 2. århundrede blev brevene anerkendt som paulinske i forfatterskab og blev frit citeret.

"Markion forkastede dem ganske vist, og Tatian menes at have forkastet dem til Timotheus. Men, som Hieronymus siger i forordet til sin Kommentar til Titus, forkastede disse kættere brevene, ikke på kritiske grunde, men blot fordi de ikke brød sig om deres lære. Han siger, at de ikke brugte noget argument, men blot hævdede: Dette er Paulus', dette er ikke Paulus'. Det er indlysende, at mænd med sådanne meninger som dem, Markion og Tatian havde, ikke gerne ville tillægge breve autoritet, som fordømte askese. Så langt, som den tidlige kirke altså kan garantere os ægtheden af skrifter, der tilskrives Paulus, er Pastoralbrevene garanteret" (Marcus Dods, Introduction to the New Testament, 167).

Det ydre vidnesbyrd taler helt til fordel for modtagelsen af disse breve, som ikke kun var kendt af Clemens og Polykarp, men også af Irenæus, Tertullian, forfatteren til Brevet til menighederne i Vienne og Lyon og Theofilus af Antiokia. Vidnesbyrdet fra Polykarp, som døde i 167 e.Kr., er bemærkelsesværdigt stærkt. Han siger: "Kærligheden til penge er begyndelsen til al ulykke, idet vi ved .... at vi intet bragte ind i verden og heller ikke kan bære noget ud" (sammenlign 1 Tim 6,7; 1 Tim 6,10). Det ville være vanskeligt at omstøde et vidnesbyrd af denne art.

2. Ægtheden betvivlet:

Visse kritikeres beslutning om at forkaste Pastoralbrevene som dokumenter, der ikke stammer fra Paulus' hånd, "nås ikke på grundlag af det ydre vidnesbyrd, som måske er en så tidlig bevidnelse, som man med rimelighed kan forvente. De er medtaget i Det Muratoriske Kanonfragment og citeret af Irenæus og senere forfattere som Paulus'" (A.S. Peake, A Critical Introduction to the New Testament, 60). Denne indrømmelse er tilfredsstillende. I nyere tid er disse breves ægthed imidlertid blevet draget i tvivl af Schmidt, Schleiermacher, Baur, Renan og mange andre. Baur hævdede, at de blev skrevet med det formål at bekæmpe gnosticismen i det 2. århundrede og at forsvare kirken imod den ved hjælp af kirkelig organisation, og at tidspunktet for deres affattelse var omkring år 150 e.Kr.

II. Påståede vanskeligheder ved paulinsk forfatterskab.

Forskellige vanskeligheder er blevet anført imod at modtage Pastoralbrevene som paulinske. De vigtigste af disse er:

(1) vanskeligheden ved at finde nogen plads til disse breve i Paulus' liv, sådan som det er beskrevet i ApG og i de paulinske breve, der blev skrevet før Pastoralbrevene;

(2) den omstændighed, at der siges at være tegn i dem på en kirkelig organisation og på en læremæssig udvikling, både ortodoks og kættersk, som ligger betydeligt senere end Paulus' tid;

(3) at brevenes sprog i vid udstrækning er forskelligt fra sproget i de anerkendte breve; (4) det "mest afgørende" af alle argumenter imod det paulinske forfatterskab – sådan skriver dr. A.C. McGiffert (A History of Christianity in the Apostolic Age, 402) – er, at "Pastoralbrevenes kristendom ikke er Paulus' kristendom."

Hvor kan der findes en plads til disse breve i Paulus' liv? De angivelser af tidspunktet for deres affattelse, som gives i brevene selv, er disse.

1. I forhold til Paulus' erfaringer:

(1) Oplysninger i 1 Timotheus

I 1 Tim 1,3 var Paulus draget fra Efesos til Makedonien og havde efterladt Timotheus i Efesos med ansvar for menigheden dér. I ApG og i de tidligere skrevne paulinske breve er det umuligt at finde sådanne begivenheder eller en sådan tilstand, som vil opfylde disse krav. Paulus havde tidligere været i Efesos ved flere lejligheder. Hans 1. besøg i denne by er omtalt i ApG 18,19-21. Ved den lejlighed drog han fra Efesos, ikke til Makedonien, men til Syrien. Hans 2. besøg var hans treårige ophold i Efesos, som fortalt i ApG 19; og da han forlod byen, havde han, før han selv drog derfra, allerede sendt Timotheus til Makedonien (19,22) – en tilstand, der er nøjagtig det modsatte af den, der beskrives i 1 Tim 1,3. Timotheus sluttede sig snart igen til Paulus, og han var dengang så langt fra at blive efterladt i Efesos, at han var i Paulus' selskab på resten af hans rejse mod Jerusalem (ApG 20,4; 2 Kor 1,1).

Der kan derfor ikke findes noget sted i Paulus' liv før hans arrestation i Jerusalem og hans første romerske fangenskab, som opfylder kravene i den situation, der beskrives i 1 Tim 1,3. »Det er umuligt, medmindre vi antager et andet romersk fangenskab, at forlige de forskellige historiske oplysninger, som brevet (2 Timotheus) indeholder« (McGiffert, anf. værk, 407).

Hertil kommer, at det sprog, apostlen brugte i Milet, da han talte til de ældste i menigheden i Efesos (ApG 20,30) om de mænd, der skulle tale forvredne ting og opstå blandt dem, viste, at disse falske lærere endnu ikke var trådt frem på det tidspunkt. Alene af denne grund er der ingen plads til Pastoralbrevene i Paulus' liv før hans arrestation i Jerusalem. Men Paulus' liv endte ikke ved afslutningen af hans første romerske fangenskab; og denne ene kendsgerning giver rigelig plads til at opfylde alle betingelserne, sådan som de findes i de tre Pastoralbreve.

De, der benægter, at Paulus har forfattet disse breve, benægter også, at han blev løsladt fra det, der i denne artikel kaldes hans første romerske fangenskab. Men en benægtelse af denne sidste påstand er en ganske uberettiget og ubevist antagelse. Den antager, at Paulus ikke blev sat fri, simpelthen fordi der ikke findes nogen beretning om dette i Apostlenes Gerninger. Men Apostlenes Gerninger er, som det straks fremgår, en ufuldstændig eller uafsluttet beretning; det vil sige, den fører fortællingen frem til et bestemt punkt og afbrydes så, åbenbart af den grund, som Sir W.M. Ramsay påviser, nemlig at Lukas havde til hensigt at skrive en fortsættelse til den bog--et formål, som han dog af en nu ukendt grund ikke var i stand til at føre ud i livet. Formålet med Apostlenes Gerninger er, som Ramsay viser (St. Paul the Traveler and the Roman Citizen, 23, 308), at føre frem til Paulus' løsladelse og at vise, at den kristne tro ikke var en forbudt eller ulovlig religion, men at den formelle anklage mod apostlen for rigets højeste domstol endte med, at han blev sat på fri fod, og at det dermed blev fastslået, at troen på Jesus Kristus på det tidspunkt ikke var i strid med romersk lov. »Det paulinske forfatterskab .... kan kun fastholdes på grundlag af en hypotetisk rekonstruktion, enten af en hel periode efter det romerske fangenskab eller af begivenhederne inden for en periode, som er kendt for os« (McGiffert, anf. værk, 410). Den ene kendsgerning, at Paulus blev sat fri efter sit første romerske fangenskab, giver det miljø, som nøjagtigt passer til alle Pastoralbrevenes krav.

Opmærksomheden bør rettes mod de kendsgerninger og den konklusion, der anføres i artiklen PRAETORIUM (se denne), idet Mommsen har vist, at ordene: »Mine lænker blev åbenbare i Kristus i hele prætorianergarden« (Fil 1,13), betyder, at på det tidspunkt, da Paulus skrev brevet til filipperne, var sagen mod ham allerede kommet frem for den højeste appeldomstol i Rom, at den delvis var blevet hørt, og at det indtryk, fangen gjorde på sine dommere, var så gunstigt, at han ventede snart at blive sat fri.

De tegn, der kan udledes af andre udtryk i tre af brevene fra det romerske fangenskab--Filipperbrevet, Kolossenserbrevet og Filemonbrevet--peger i samme retning. Når han således skriver til filipperne, siger han, at han håber at sende Timotheus til dem, så snart han ser, hvordan det går med ham, og at han i Herren har tillid til, at han selv snart vil besøge dem. Og igen, da han skriver til sin ven Filemon i byen Kolossæ, beder han ham forberede et logi til ham, for han stoler på, at han gennem kolossensernes bønner vil blive givet dem.

Disse forventninger om frifindelse og om afrejse fra Rom er bemærkelsesværdige og stemmer på ingen måde overens med den tanke, at Paulus ikke blev sat fri, men blev dømt og henrettet på det tidspunkt. »Det er indlysende, at retssagens betydning kun er forståelig, hvis Paulus blev frikendt. At han blev frikendt, følger med sikkerhed af Pastoralbrevene for alle, der anerkender deres ægthed; mens selv de, der benægter deres paulinske oprindelse, må indrømme, at de forudsætter en tidlig tro på historiske detaljer, som ikke stemmer med Paulus' rejser før hans retssag, og som enten må være rene opfindelser eller begivenheder, der fandt sted på senere rejser. .... Hvis han blev frikendt, var retssagens udfald en formel afgørelse fra rigets højeste domstol om, at det var tilladt at prædike kristendommen; retssagen var derfor i virkeligheden et frihedsbrev for religionsfrihed, og deri ligger dens vældige betydning. Den blev ganske vist omstødt ved senere afgørelser fra højesteretten; men dens eksistens var en meget vigtig kendsgerning for de kristne« (Ramsay, anf. værk, 308). »At han blev frikendt, kræves både af den plan, der er tydelig i Apostlenes Gerninger, og af andre grunde, som andre med rette har fremført« (ibid., 360).

Det bør også bemærkes, at der findes et direkte og bekræftende vidnesbyrd om Paulus' løsladelse, givet af forfattere som Kyrillos af Jerusalem, Ephrem Syriac., Chrysostomos og Theodoret, som alle taler om Paulus' rejse til Spanien. Hieronymus (Vir. Ill., 5) angiver det som noget, han personligt ved, at Paulus rejste så langt som til Spanien. Men der findes endnu vigtigere vidnesbyrd. I Muratoris kanon, 1,37, står ordene: "profectionem Pauli ab urbe ad Spaniam proficiscentis" ("Paulus' rejse, da han rejste fra Rom til Spanien"). Også Klemens siger i brevet fra menigheden i Rom til menigheden i Korinth, som blev skrevet senest i år 96 e.Kr., med henvisning til Paulus: "Efter at have lært retfærdighed til hele verden og være kommet til Vestens yderste grænse (epi to terma tes duseos elthon) og have aflagt vidnesbyrd for herskerne, blev han således løst fra verden og gik til det hellige sted, som det største eksempel på udholdenhed." Ordene "være kommet til Vestens yderste grænse" bør særlig bemærkes. Klemens var i Rom, da han skrev dette, og derfor er ordenes naturlige betydning, at Paulus drog til grænsen for den vestlige halvdel af den dengang kendte verden, eller med andre ord til den vestlige grænse for landene omkring Middelhavet, det vil sige til Spanien.

Paulus havde nu aldrig været i Spanien før sin arrestation i Jerusalem, men i Rom 15,24; Rom 15,28 havde han to gange udtrykt sin hensigt om at rejse dertil. Disse uafhængige vidnesbyrd, fra Klemens og fra Muratoris kanon, om den kendsgerning, at Paulus efter sin arrestation i Jerusalem virkelig gennemførte sin plan om at besøge Spanien, har stor vægt. De indebærer naturligvis den kendsgerning, at han blev frikendt efter sit første romerske fangenskab.

Da Paulus var blevet sat fri, kunne han ikke andet end sende Timotheus til Filippi og også selv tage dertil, sådan som han allerede havde lovet, da han skrev til menigheden i Filippi (Fil 2,19; Fil 2,24). Som en selvfølge ville han også genoptage sine apostoliske rejser med det formål at forkynde evangeliet. Der er nu rigelig plads i hans liv til Pastoralbrevene, og de giver særdeles interessante detaljer om hans videre arbejde. De historiske og geografiske krav i Første Timotheusbrev opfyldes på denne måde let. Der var ikke langt til Efesos fra Filippi og Kolossæ, hvor han havde lovet, at han ville "komme snart".

(2) Oplysninger i Andet Timotheusbrev

Kravene i Andet Timotheusbrev er (a) at Paulus for nylig havde været i Troas, i Korinth og i Milet, som han hver især nævner (2 Tim 4,13; 2 Tim 4,20); (b) at han var i Rom, da han skrev brevene (1,17); (c) at han var fange for evangeliets sag (1,8; 2,9) og allerede én gang havde stået frem for kejserens øverste domstol (4,16.17); (d) at han da var undgået fordømmelse, men havde grund til at tro, at dommen ved den næste behandling af hans sag ville falde imod ham, og at han forventede, at der ikke kunne gå lang tid, før henrettelsen fandt sted (4,6); (e) at han håbede, at Timotheus ville være i stand til at komme fra Efesos for at se ham i Rom inden enden (4,9.21). Disse krav kan ikke bringes til at stemme overens eller falde sammen med det første romerske fangenskab, men de stemmer fuldkomment med kendsgerningerne om apostlens løsladelse og hans efterfølgende andet fangenskab i den by.

(3) Oplysninger i Titusbrevet

De oplysninger, der gives i brevet til Titus, er

(a) at Paulus havde været på Kreta, og at Titus havde været sammen med ham dér og var blevet efterladt på øen, da Paulus sejlede bort fra dens kyster, idet Titus fik pålagt tilsynet med menighederne dér (Tit 1,5); og

(b) at Paulus havde til hensigt at tilbringe den næste vinter i Nikopolis (3,12).

Det er ganske enkelt umuligt at placere disse begivenheder i Paulus' nedskrevne liv, sådan som det findes i de andre breve og i Apostlenes Gerninger. Men de stemmer fuldkomment med hans frigivelse efter hans første romerske fangenskab. "Da der altså ikke findes noget historisk vidnesbyrd om, at Paulus ikke overlevede året 64, og da disse Pastoralbreve blev anerkendt som paulinske i den umiddelbart efterfølgende tidsalder, kan vi med rette godtage dem som vidnesbyrd om, at Paulus faktisk overlevede året 64--at han blev frikendt, genoptog sit missionsarbejde, igen blev arresteret og ført til Rom, og at han fra dette andet fangenskab skrev Andet Brev til Timotheus--hans sidste bevarede skrift" (Dods, Introduction to the New Testament, 172).

2. Indholdet, efter-paulinsk:

Den anden vanskelighed, der anføres mod at anerkende disse breve som paulinske, er, at der siges at findes tegn i dem på en kirkelig organisation og på en læremæssig udvikling, både rettroende og kættersk, som ligger betydeligt senere end den paulinske tidsalder.

(1) Vanskelighed vedrørende menighedsorganisation

Den første påstand, at brevene forudsætter en kirkelig organisation, som ligger forud for den tid, da Paulus levede, er en påstand, der ikke kan fastholdes i lyset af de forhold, som brevene selv viser. For der gives anvisninger til Timotheus og Titus om de moralske og andre egenskaber, som er nødvendige hos dem, der skal ordineres som tilsynsmænd, ældste og diakoner. I det 2. århundrede var det fremtrædende træk ved den kirkelige organisation udviklingen af et monarkisk episkopat, men Pastoralbrevene viser en presbyterial forvaltning. Det embede, som Timotheus havde i Efesos og Titus på Kreta, var, som brevene selv viser, af midlertidig karakter. De anvisninger, som Paulus giver Timotheus og Titus om indsættelsen af presbytere i hver menighed, stemmer overens med tilsvarende oplysninger, som findes andre steder i Det Nye Testamente, og falder ikke sammen med den tilstand i kirkens organisation, som den fandtes i det 2. århundrede, den periode hvor indvenderne mod brevenes ægthed hævder, at de blev affattet. "Enhver, der er fortrolig med oldtidens litteratur, især den gamle kirkes litteratur, ved, at en forfalsker eller opdigtende forfatter på den tid umuligt kunne have undgået anakronismer" (Zahn, Introduction to the New Testament, II, 93). Men de kirkelige ordninger i Pastoralbrevene stemmer på alle punkter overens med tingenes tilstand, sådan som den findes i kirken på apostlenes tid, sådan som den beskrives i Apostlenes Gerninger og andre steder i Det Nye Testamente.

Det synes at være en fejl at antage, som man ofte har gjort, at disse breve indeholder kimen til et monarkisk episkopat; for den kristne kirke havde allerede fra pinsedagen eksisteret som et samfund med særlige embedsbærere til opgaverne med udbredelse, disciplin og forvaltning. Kirken i Pastoralbrevene er et synligt samfund, sådan som den altid var. Dens organisation var derfor blevet af største betydning, især med hensyn til at bevare og videregive den sande tro; kirken beskrives følgelig som "sandhedens søjle og støtte" (1 Tim 3,15 randnote), det vil sige den urokkelige opbevarer af den guddommelige åbenbaring.

(2) Den læremæssige vanskelighed

Den anden påstand, at brevene viser en læremæssig udvikling, som ikke harmonerer med den paulinske tidsalder, vurderes bedst ved en undersøgelse af, hvad brevene faktisk siger.

I 1 Tim 6,20 taler Paulus om vanhellig og tom snak og indvendinger fra gnosis (Revised Version (britisk og amerikansk) "kundskab", King James Version "videnskab"), der falskeligt kaldes sådan. I Tit 3,9 siger han til Titus, at han skal undgå tåbelige spørgsmål og slægtsregistre og stridigheder og kampe om loven. Disse vendinger er blevet opfattet som hentydninger til Markions læresætninger og til nogle af de gnostiske sekters. Der er også andre udtryk, såsom fabler og endeløse slægtsregistre (1 Tim 1,3; 1 Tim 1,4; 1 Tim 6,3), ord uden gavn, men til at undergrave tilhøreren (2 Tim 2,14), tåbelige og uoplyste spørgsmål, som skaber stridigheder (2 Tim 2,23), spørgsmål og ordstridigheder (1 Tim 6,4; 1 Tim 6,5), diskussioner, som ikke fører til andet end ordkampe og vanhellig snak. Sådanne er de udtryk, Paulus bruger. Disse, sammenholdt med det, der endnu tydeligere siges i Brevet til Kolossenserne, peger bestemt på en begyndende gnosticisme. Men hvis forfatteren til Pastoralbrevene havde bekæmpet gnosticismen i det 2. århundrede, ville det ikke have været sådanne vendinger, han havde brugt, men andre, langt mere bestemte. Godet, citeret af Dods (Intro, 175), skriver: "Faren her er at sætte intellektualisme i religionen i stedet for fromhed i hjerte og liv. Havde forfatteren været en kristen fra det 2. århundrede, som under Paulus' navn forsøgte at brændemærke de gnostiske systemer, ville han ganske sikkert have brugt langt stærkere udtryk til at beskrive deres karakter og indflydelse."

Det bør bemærkes, at de falske lærere, der beskrives i 2 Tim 3,6-9; 2 Tim 3,13, såvel som andre steder i disse breve, var personer, der lærte, at Moseloven var bindende for alle kristne. De lagde vægt på rabbinske myter, på undersøgelser og disputter om slægtsregistre og specifikke lovkrav i Det Gamle Testamente. Det, de lærte, var en form for fromt klingende lære, der gav sig ud for at være kristen, men som i virkeligheden var rabbinisme.

"At en pseudo-Paulus i den efterapostolske tid--da kristne af jødisk fødsel var blevet mere og mere undtagelser i den hedningekristne kirke--skulle have opfundet en beskrivelse af og kraftigt have modsat sig heterodidaskaloi, som ikke eksisterede i hans egen tid, og som ikke havde nogen parallel i Paulus' tidligere breve, ville have været at udsætte sig selv for latterliggørelse uden åbenbart formål eller mening" (Zahn, Introduction, II, 117). "En sammenligning af udsagnene i disse breve om forskellige slags falsk lære og af de dele af samme, der handler om kirkens organisation og embedsbærere, med de forhold, der faktisk eksisterede i kirken, især kirken i Lilleasien, ved begyndelsen af og i løbet af det 2. århundrede, beviser, lige så klart som det ydre vidnesbyrd gør, at de senest må være skrevet før år 100. Men de kan ikke være skrevet i de første to årtier efter Paulus' død, på grund af karakteren af henvisningerne til personer, kendsgerninger og forhold i Paulus' levetid og hans egen personlige historie, og på grund af umuligheden af ud fra denne antagelse at finde et plausibelt motiv for deres forfalskning. Følgelig må påstanden om, at de er efterpaulinske og indeholder stof, der er upaulinsk, behandles med den største mistanke" (Zahn, op. cit., II, 118).

3. Vanskelighed vedrørende sproget:

Den tredje vanskelighed, der anføres imod paulinsk forfatterskab til Pastoralbrevene, er forbundet med det anvendte sprog, som i vid udstrækning siges at være forskelligt fra sproget i de anerkendte breve. Kendsgerningerne i denne sag er, at der i 1 Timotheus er 82 ord, som ikke findes andre steder i Det Nye Testamente; i 2 Timotheus er der 53 sådanne ord, og i Titus 33. Men selv om det samlede antal af sådanne ord i de tre breve er 168, kan dette tal, hvor stort det end ser ud, sammenlignes med de ord, der kun bruges én gang i Paulus’ øvrige breve. I Romerbrevet, 1 Korintherbrev, 2 Korintherbrev, Galaterbrevet, Efeserbrevet, Filipperbrevet, Kolossenserbrevet, 1 Thessalonikerbrev, 2 Thessalonikerbrev og Filemon er ordene af denne art 627 i antal. Derfor kan der ikke bygges noget på de 168 særprægede ord i Pastoralbrevene, som med sikkerhed kan anføres som bevis imod deres paulinske forfatterskab. De særlige emner, der behandles i disse breve, krævede et passende sprog, et krav og et hensyn, som man ikke ville nægte nogen almindelig forfatter.

Indvendingerne imod paulinsk forfatterskab til Pastoralbrevene, som bygger på forskellen i ordvalg mellem dem og Efeserbrevet, Filipperbrevet og Kolossenserbrevet, ophører med at eksistere, når man ikke længere fastholder teorien om, at kernen i Pastoralbrevene blev skrevet under fangenskabet i Rom, som ifølge denne teori ikke endte med apostlens løsladelse, men med hans henrettelse. Det forhold, at han skrev til nære og elskede venner, både om personlige anliggender og om kirkens ordning samt om den begyndende gnosticisme, som voldte menighederne i Lilleasien besvær, gjorde det nødvendigt, at han i vid udstrækning brugte et andet ordforråd.

4. Findes der »et andet evangelium« i Pastoralbrevene?:

Det »mest afgørende« af alle argumenterne imod paulinsk forfatterskab er, at »Pastoralbrevenes kristendom ikke er Paulus’ kristendom« (McGiffert, A History of Christianity, 402). »For det meste,« skriver dr. McGiffert, »findes der slet intet spor af den store grundlæggende sandhed i Paulus’ evangelium — død fra kødet og liv i Ånden.« Dette er nu ikke rigtigt, for de steder, som dr. McGiffert selv anfører i en fodnote (2 Tim 1,9-11; 2 Tim 2,11; Tit 3,4-7), såvel som andre henvisninger, refererer ganske bestemt til netop denne side af evangeliet. For eksempel indeholder afsnittet i 2 Tim 2 disse ord: »Hvis vi døde med ham (Kristus), skal vi også leve med ham.« Hvad er dette andet end den store sandhed om den kristne troendes forening med Kristus? Den troende er ét med Kristus i hans død, ét med ham nu, hvor han lever og regerer. Den indvending, som derfor er »den mest afgørende af alle«, er en, som faktisk ikke er sand. Dr. McGiffert anklager også forfatteren til Pastoralbrevene for at være »en, som ved opstandelse ikke forstod andet end det kødelige legemes opstandelse« (s. 430). Vor Herres legeme blev oprejst fra de døde, men hvor uretfærdig denne anklage er, fremgår tydeligt af et sted som 1 Tim 3,16: »Og uden modsigelse stor er gudsfrygtens mysterium:

Han, som blev åbenbaret i kødet,

retfærdiggjort i Ånden,

set af engle,

prædiket blandt folkene,

troet i verden,

optaget i herlighed.«

Anklager af denne art savner støtte i beviser og er af den slags, som dr. A.S. Peake (A Critical Introduction to the New Testament, 71) bygger sin afvisning af det paulinske forfatterskab på — bortset fra en paulinsk kerne — nemlig at han »føler sig sikker«. Der behøves mere end et ipse dixit af denne art.

Teorien om, at Pastoralbrevene bygger på ægte breve eller notater fra Paulus til Timotheus og Titus, forsvares således af Peake, McGiffert, Moffatt og mange andre. Den rammer 1 Timotheus meget hårdt. »I 1 Timotheus kan ikke ét eneste vers påvises, som tydeligt bærer præg af paulinsk oprindelse« (Peake, anf. værk, 70). »Vi kan da med rimelighed konkludere, i overensstemmelse med mange moderne forskere, at vi her, i Pastoralbrevene, har autentiske breve fra Paulus til Timotheus og Titus, bearbejdet og udvidet af en anden hånd« (McGiffert, anf. værk, 405). Med hensyn til 1 Timotheus skriver han: »Det er meget sandsynligt, at der findes spredte fragmenter af det oprindelige brev i 1 Timotheus, som for eksempel i 1,23. Men det er vanskeligt at finde noget, som vi med sikkerhed kan sige er skrevet af Paulus« (s. 407).

Dr. McGiffert hævder også, at ordet »tro« i Pastoralbrevene »ikke anvendes i dets dybe paulinske betydning, men bruges til at betegne en af de kardinaldyder, sammen med kærlighed, fred, renhed, retfærdighed, helliggørelse, tålmodighed og sagtmodighed.« Et af de paulinske breve, som han stiller i kontrast til Pastoralbrevene, er brevet til Galaterne; og grundløsheden i denne anklage fremgår tydeligt af Gal 5,22, hvor »tro« er medtaget i den dér givne liste over Åndens frugt, sammen med kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, sagtmodighed og selvbeherskelse.

Hvis Pastoralbrevene er Paulus’ værk, konkluderer dr. McGiffert, så havde Paulus opgivet den form for evangelium, som han havde fastholdt og undervist i hele sit liv, og var steget ned fra det høje religiøse plan, hvorpå han altid havde bevæget sig, til et niveau af blot fromhed og moral (anf. værk, 404). Men denne anklage er hverken retfærdig eller rimelig, i betragtning af at apostlen underviser Timotheus og Titus i, hvordan de skal bekæmpe umoralske læreres synspunkter og praksis. Eller igen: I et sted som 1 Tim 1,12-17 i King James Version er brevets forfatter ikke steget ned fra troens høje plan til blot fromhed og moral, når han skriver: »Vor Herres nåde var overstrømmende rig med tro og kærlighed, som er i Kristus Jesus. Dette er et troværdigt ord og værd at tage imod fuldt ud: Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, og af dem er jeg den største.«

Hvis dette er den »mest afgørende« indvending mod paulinsk forfatterskab, behøver de andre vanskeligheder, som allerede set, ikke vække uro, for de opløser sig i de lige så grundløse anklager om, at brevenes historiske forudsætninger ikke kan passes ind i nogen del af Paulus' liv, og at læren og den kirkelige organisation ikke passer til den apostolske tidsalder. Disse indvendinger er allerede blevet omtalt.

Den virkelige vanskelighed, skriver dr. Peake (A Critical Introduction, 68), er, at »tankens og udtrykkets gamle kraft er borte, og den større glathed og sammenhæng i grammatikken er en ringe erstatning for manglen på greb og på sammenhæng i tanken.« Dr. Peake siger med rette og sandhed, at denne påstand ikke lader sig bevise i enkeltheder. Mangel på greb og mangel på sammenhæng i tanken er ikke kendetegnende for sådanne afsnit som 1 Tim 1,9-17, et afsnit der tåler sammenligning med hvad som helst i de anerkendte paulinske breve; og der er mange andre lignende afsnit, f.eks. Tit 2,11-3.

Hvad må der siges om sløvheden i kristne mænds og den kristne kirkes intelligens som helhed, hvis de på denne måde kunne lade sig narre af breve, der udgav sig for at være Paulus', men som slet ikke var skrevet af ham, men var udvidelsen af en paulinsk kerne? Kan man tro, at kirken i det 2. århundrede, martyrernes kirke, befandt sig i en sådan tilstand af åndeligt forfald, at den tog imod breve, der var uægte, hvad angår den største del af deres indhold? Og kan man tro, at denne idé, der er opstået så nyligt og er så blottet for bevis, er en tilstrækkelig forklaring på breve, som fra de tidligste tider er blevet modtaget som paulinske?

Når de stilles side om side med subapostolske skrifter som Didache, Klemens af Rom, Polykarp og Ignatius, »er det vanskeligt at modstå den tanke, som vender tilbage til én næsten ved hver sætning, at .... Pastoralbrevene er forbavsende overlegne« (Moffatt, The Historical New Testament, 556). Godet, citeret af R.D. Shaw (The Pauline Epistles, 441), skriver: »Når man har fået nok af Klemens af Roms fromme udvidelser, af Barnabas' latterlige tomheder, af Ignatius' almindelige ejendommeligheder, af Polykarps velmente trivialiteter, af Hermas' uudholdelige ordflom og af Didaches navnløse banaliteter, og efter denne vandring i det 2. århundredes første årti vender tilbage til vore Pastoralbreve, vil man måle den afstand, der skiller de mindst iøjnefaldende produkter af den apostolske litteratur fra det, der er bevaret for os som det mest fremtrædende i den gamle patristiske litteratur.«

Hos nogle moderne kritikere er interpolationshypotesen »deres første og sidste tilflugt, den lette løsning på enhver vanskelighed, der melder sig for deres fantasi. Hver forfatter føler sig fri til at give kalejdoskopet en ny drejning og nedskriver så med salig selvtillid det, der kaldes de nyeste resultater. .... Hele metoden forudsætter, at en forfatter altid må bevare den samme kedelige monotoni eller altid begrænse sig til de samme transcendentale højder. .... Han må se og sige alt på én gang; efter at have haft sit syn og sin drøm må han herefter være som en stjerne og bo for sig selv. .... At være stereotyp er hans eneste frelse. .... Efter sådanne principper findes der ikke en forfatter af betydning, og der har aldrig været en mand i det offentlige liv eller en studerende i strømmen af en fremadskridende videnskab, af hvis ord og handlinger store dele ikke kunne bevises at være af en anden« (Shaw, The Pauline Epistles, 483).

III. Datering og rækkefølge.

1. Brevenes datering:

Med hensyn til dateringen af disse breve viser både ydre og indre vidnesbyrd, at de hører til praktisk talt samme periode. Tidspunkterne for deres tilblivelse er ikke adskilt fra hinanden med mere end tre eller fire år; og dateringen af hvert enkelt og af dem alle må ligge tæt på den neroniske forfølgelse (64 e.Kr.). Hvis Paulus blev henrettet 67 e.Kr. (se Ramsay, Paul, 396), er der kun et kort tidsrum mellem hans løsladelse i 61 eller 62 og hans død i 67, det vil sige en periode på omkring 5 eller 6 år, hvor hans senere rejser fandt sted, og hvor Pastoralbrevene blev skrevet. »Mellem de tre breve er der et sprogligt slægtskab, en tankemæssig lighed og en lighed i de vildfarelser, der bekæmpes, som forhindrer os i at henføre nogen af dem til en periode meget tidligere end de andre« (Zahn, Introduction, II, 37).

2. Deres rækkefølge:

Den rækkefølge, hvori de blev skrevet, må have været 1 Timotheusbrev, Titusbrevet, 2 Timotheusbrev. Det er almindeligt anerkendt, at 2 Timotheusbrev er det allersidste af Paulus' bevarede breve, og det indre vidnesbyrd i de to andre synes at pege på 1 Timotheusbrev som tidligere end Titusbrevet.

Sammenfattende er vidnesbyrdet om den tidlige modtagelse af Pastoralbrevene som paulinske meget stærkt. »Den selvsikre benægtelse af disse breves ægthed--som nu i flere generationer er blevet fremsat mere positivt end i tilfældet med nogen andre paulinske breve--har ingen støtte i traditionen. .... Sporene af deres udbredelse i kirken før Marcions tid er klarere end dem, der kan findes for Romerbrevet og 2 Korintherbrev« (Zahn, op. cit., II, 85). Det indre vidnesbyrd viser, at alle tre er fra én og samme forfatters hånd, en forfatter, som fremsætter mange personlige hentydninger af en art, det ville være umuligt for en forfalsker at opfinde. Det indrømmes almindeligvis, at de personlige passager i 2 Tim 1,15-18; 2 Tim 4,9-22 er ægte. Men hvis dette er tilfældet, er det ikke muligt at skære og tilpasse brevene i brudstykker af denne art. Indvendinger, der kun går et århundrede tilbage, er alt for svage til at omstøde de gennemgående mærker på paulinsk forfatterskab, som findes i alle tre breve, bekræftet som dette er af deres modtagelse i kirken, der går tilbage til den allertidligste periode. Pastoralbrevene kan bruges med den største tillid som ægte kommet fra Paulus' hånd.

LITTERATUR.

R. D. Shaw, The Pauline Epistles; A. S. Peake, A Critical Introduction to the New Testament; A. C. McGiffert, A History of Christianity in the Apostolic Age; Theodor Zahn, An Introduction to the New Testament; Marcus Dods,.Introduction to the New Testament; Weiss, Einleitung in das New Testament (engelsk oversættelse); C. J. Ellicott, A Critical and Grammatical Commentary on the Pastoral Epistles; Patrick Fairbairn, The Pastoral Epistles; John Ed. Huther, Critical and Exegetical Handbook of the Epistles of Paul to Timothy and Titus; George Salmon, A Historical Introduction to the Study of the Books of the New Testament; James Moffatt, The Historical New Testament; Introduction to the Literature of the New Testament; Adolf Julicher, An Introduction to the New Testament; Caspar Rene Gregory, Canon and Text of the New Testament.

Paulus' "biografier" kan også konsulteres, da de indeholder meget, der henviser til disse breve, dvs. dem af Conybeare og Howson, Lewin, Farrar og andre. Se også Ramsays Paul the Traveler and the Roman Citizen.

John Rutherfurd