Ordinere; ordination

or-dan', or-di-na-shun (Latin ordinare, "at sætte i orden", "at ordne"; i post-augustæisk latin "at udnævne til embede"; fra ordo, gen. ordinis, "orden", "ordning"): I King James Version gengiver verbet "to ordain" hele 35 forskellige ord (11 hebraiske ord i Det Gamle Testamente, 21 græske ord i Apokryferne og Det Nye Testamente samt 3 latinske ord i Apokryferne). Dette skyldes, at det engelske ord har mange betydningsnuancer (især sådan som det blev brugt på den tid, da King James Version blev til), hvoraf følgende er de vigtigste:

(1) At sætte i orden, ordne, forberede:

"Alt, hvad vi havde ordnet til fest,

vendes fra sit hverv til sort begravelse."

--Shakespeare, Romeo and Juliet, IV, v, 84.

Denne betydning er nu forældet. Den findes i King James Version af Sl 132,17; Es 30,33; Hebr 9,6 (i hvert af disse tilfælde erstatter Revised Version (British and American) eller randnoten med "prepare"); 1 Krøn 17,9 (Revised Version (British and American) "appoint"); Sl 7,13 (Revised Version (British and American) "maketh"); Hab 1,12 (også Revised Version (British and American)).

(2) At grundlægge, indstifte, bringe til at eksistere: "Da denne orden (dvs. Hosebåndsordenen) først blev indstiftet, min herre" (Shakespeare). Således i 1 Kong 12,32, "Jeroboam indstiftede en fest i den 8. måned" (12,33); 4 Mos 28,6; Sl 8,2; Sl 8,3; Es 26,12; 2 Thess 6,49 King James Version (Revised Version (British and American) "preserve"); Siraks Bog 7,15; Gal 3,19.

(3) At dekretere, give befalinger, foreskrive:

"Og bestemmer den magt, som mennesket tilbeder,

deres dom" --Byron.

Således Est 9,27, "Jøderne besluttede .... at de ville holde disse to dage efter det, der var skrevet om dem"; 1 Esdras 6,34; 2 Esdras 7,17; 8,14 King James Version; Tobits Bog 1,6; 8,7 King James Version (Revised Version (British and American) "command"); Tilføjelser til Ester 14,9; 1 Makkabæerbog 4,59; 7,49; ApG 16,4; Rom 7,10 King James Version; 1 Kor 2,7; 1 Kor 7,17; 1 Kor 9,14; Ef 2,10 King James Version.

(4) At udskille til et embede eller en opgave, udnævne, bestemme: "Da han var udnævnt til hans særlige guvernør" (Shakespeare). Hyppigt i EV. Når King James Version har "ordain" i denne betydning, erstatter Revised Version (British and American) som regel med "appoint"; f.eks. "Han (Jesus) udpegede (King James Version "ordained") tolv, for at de skulle være hos ham" (Mark 3,14). Således 2 Krøn 11,15; Jer 1,5; Dan 2,24; 1 Esdras 8,49; 1Ma 3,55; 10,20; Joh 15,16; ApG 14,23; 1 Tim 2,7; Tit 1,5; Hebr 5,1; Hebr 8,3. Revised Version (British and American) erstatter med "formedst" i Salomos Visdom 9,2, "recorded" i Siraks Bog 48,10, "become" i ApG 1,22, "written of" (randnote "set forth") i Jud 1,4, men beholder "ordain" i betydningen "appoint", "set apart", i 2 Kong 23,5; 1 Krøn 9,22; 1 Krøn 9,1 Esdras 8,23; Tilføjelser til Ester 13,6; ApG 10,42; ApG 13,48; ApG 17,31; Rom 13,1.

(5) At udnævne ceremonielt til det kirkelige eller præstelige embede, at meddele hellige ordener. Denne senere tekniske eller kirkelige betydning findes aldrig i engelske bibeloversættelser. Det nærmeste er (4) ovenfor, men tanken om en formel eller ceremoniel udskillelse til embede (fremtrædende i ordets moderne brug) ligger aldrig i ordet.

Ordination: Handlingen at ordne i regelmæssig orden, især handlingen at indsætte i kirkelig eller præstelig rang (ordo), udskillelsen til et embede i den kristne tjeneste. Ordet forekommer ikke i engelske bibeloversættelser. Det Nye Testamente kaster kun lidt lys over oprindelsen til den senere kirkelige ordinationsrite. De 12 disciple blev ikke udskilt ved nogen formel handling fra Jesu side. I Mark 3,14; Joh 15,16 er King James Versions gengivelse "ordain" vildledende i lyset af ordets moderne brug; der ligger ikke mere i det end en udnævnelse eller udvælgelse. I Joh 20,21-23 har vi ganske vist en symbolsk indvielseshandling ("Han åndede på dem"), men "handlingen beskrives som én og gentages ikke. Gaven var én gang for alle, ikke til enkeltpersoner, men til det blivende legeme" (Westcott, på stedet). I den apostolske tidsalder er der intet spor af læren om en ydre rite, der meddeler indre nåde, selv om vi har eksempler på den formelle udnævnelse eller anerkendelse af dem, der allerede havde givet bevis på deres åndelige egnethed.

(1) De syv blev valgt af brødrene som mænd, der allerede var "fulde af Ånden og af visdom", og blev derefter "indsat" af De Tolv, som bad og lagde hænderne på dem (ApG 6,1-6).

(2) Kaldet af Barnabas og Saulus kom direkte fra Gud (ApG 13,2, "den gerning, som jeg har kaldet dem til"; ApG 13,4, de blev "udsendt af Helligånden"). Alligevel blev visse profeter og lærere af Helligånden instrueret i at "udskille" dem (dvs. offentligt) til deres gerning, hvilket de gjorde ved at faste og bede og lægge hænderne på dem (ApG 13,3). Men det var fuldstændig fremmed for Paulus' synspunkt at betragte kirkens handling som det, der gjorde ham til apostel (sammenlign Gal 1,1).

(3) Barnabas og Paulus siges at have "ordained", Revised Version (British and American) "appointed" (cheirotonesantes, "vælge", "udnævne", uden at angive den særlige måde, udnævnelsen skete på), ældste eller presbytere i hver by under bønner og faste (ApG 14,23). Således blev Titus af Paulus instrueret i at "indsætte ældste i hver by" på Kreta (Tit 1,5).

(4) Timotheus' gave til evangelistisk arbejde synes formelt at være blevet anerkendt på to måder:

(a) ved håndspålæggelse fra presbyteriets side (1 Tim 4,14),

(b) ved håndspålæggelse af Paulus selv (2 Tim 1,6). Ordene "Læg ikke forhastet hænderne på nogen" (1 Tim 5,22) henviser ikke til en ordinationshandling, men sandsynligvis til genindsættelsen af den angrende. Henvisningen i Hebr 6,2 gælder ikke udelukkende ordination, men alle tilfælde af håndspålæggelse (se Hænder, pålæggelse af). Ud fra de få tilfælde, der er nævnt ovenfor (de eneste, der findes i Det Nye Testamente), slutter vi, at det blev anset for tilrådeligt, at personer, som havde høje embeder i kirken, på en eller anden måde skulle anerkendes offentligt, f.eks. ved håndspålæggelse, faste og offentlig bøn. Men der blev ikke lagt stor vægt på denne rite; derfor "kan det næppe være sandsynligt, at man mente, at noget væsentligt princip var involveret i den" (Hort, The Christian Ecclesia, 216). Den blev betragtet som en ydre godkendelseshandling, et symbolsk frembærende af forbøn og et tegn på det kristne fællesskabs solidaritet, snarere end som en uundværlig nådekanal til tjenestens arbejde. (Om den senere kirkelige lære og rite, se Edwin Hatchs værdifulde artikel om "Ordination" i Dictionary of Christian Antiquity)

D. Miall Edwards