Ræv
På engelsk: Fox
Easton's Bible Dictionary
(Hebr. shu’al, et navn afledt af dens graven eller hulebyggeri under jorden), Vulpes thaleb, eller den syriske ræv, den eneste art af dette dyr, der er hjemmehørende i Israels land. Den graver huler, er stille og ensom i sine vaner og er ødelæggende for vingårde, idet den plyndrer modne druer (Højs 2,15). Vulpes Niloticus, eller den egyptiske hunderæv, og Vulpes vulgaris, eller den almindelige ræv, findes også i Israels land.
Rævens ordsprogsagtige snuhed hentydes der til i Ez 13,4 og i Luk 13,32, hvor vor Herre kalder Herodes “den ræv”. I Dom 15,4, 5 sigtes der efter al sandsynlighed til sjakalen. Det hebraiske ord shu’al bliver gennem persisk schagal til vores sjakal (Canis aureus), så ordet kan have denne betydning her. Grundene til at foretrække oversættelsen “sjakal” er (1) at den lettere fanges end ræven; (2) at ræven er sky og mistænksom og flygter fra mennesker, mens sjakalen ikke gør det; og (3) at ræve er vanskelige, mens sjakaler forholdsvis let kan behandles på den måde, der her beskrives. Sjakaler jager i store flokke og er stadig meget talrige i det sydlige Israels land.
International Standard Bible Encyclopedia
(shu`al; sammenlign arabisk tha`lab (Dom 15,4; Neh 4,3; Sl 63,10; Højs 2,15; Klag 5,18; Ez 13,4); alopex (Matt 8,20; Luk 9,58; Luk 13,32)): Rævene i forskellige dele af Europa og Vestasien adskiller sig mere eller mindre fra hinanden, og nogle forfattere har givet de lokale typer særskilte artsnavne. Tristram skelner for eksempel mellem den egyptiske ræv, Vulpes nilotica, i det sydlige Israels land, og den gulbrune ræv, Vulpes flavescens, i nord og øst. Det er muligt, at ørkenrævens udbredelsesområde, Vulpes leucopus, i Sydvestasien også kan nå Syrien. Vi har dog Royal Natural Historys autoritet for at betragte alle disse som blot lokale racer af én art, den almindelige ræv, Vulpes alopex eller Canis vulpes. De indfødte i Syrien og Israels land skelner ikke altid mellem ræven og sjakalen, skønt de to dyr er markant forskellige. Sjakalen og ulven bliver også ofte forvekslet.
I Sl 63,9 f har vi: "De, der søger min sjæl for at ødelægge den, .... skal overgives til sværdets magt; de skal blive en del for ræve" (shu`alim). Man har ment, at der her menes sjakalen (RV, randnote), og det kan meget vel være, selv om det også er sandt, at ræven ikke afviser ådsler. I RV, randnote, foreslås "sjakal" i to andre passager, selv om det ikke er klart hvorfor, da gengivelsen "ræv" synes ganske passende i begge. Det er Neh 4,3: ".... hvis en ræv går derop, vil den bryde deres stenmur ned," og Klag 5,17 f: ".... vore øjne er blevet matte; for Zions bjerg, som ligger øde: rævene går omkring på det." RV, randnote, har også "sjakaler" i Dom 15,4 f, hvor Samson "fangede tre hundrede ræve .... og satte en fakkel midt imellem hvert par haler .... og lod dem gå ind i filistrenes korn på marken og brændte både negene og kornet på marken og også olivenlundene." Sjakaler er sandsynligvis talrigere end ræve, men udskiftningen mindsker ikke mærkbart vanskelighederne ved nogen naturlig forklaring på fortællingen. I Højs 2,15 har vi en henvisning til rævens forkærlighed for druer. I Matt 8,20 og Luk 9,58 siger Jesus som advarsel til en, der ville følge ham: "Rævene har huler, og himlens fugle har reder; men Menneskesønnen har ikke noget sted at lægge sit hoved." Ræve adskiller sig fra de fleste af hundefamilien ved at grave huler til deres lejer, medmindre de da overtager et andet dyrs hule, såsom grævlingens. I Luk 13,32 sammenligner Jesus Herodes med en ræv.
Alfred Ely Day.
Kilde: Easton's Bible Dictionary (M.G. Easton, 1897) og International Standard Bible Encyclopedia (red. James Orr, 1915/1939), public domain. Oversat til dansk med AI og endnu ikke gennemlæst (helt eller delvis). Koblinger til personer og steder: Theographic Bible Metadata (CC BY-SA 4.0).