Ræv

(Hebr. shu’al, et navn afledt af dens graven eller hulebyggeri under jorden), Vulpes thaleb, eller den syriske ræv, den eneste art af dette dyr, der er hjemmehørende i Israels land. Den graver huler, er stille og ensom i sine vaner og er ødelæggende for vingårde, idet den plyndrer modne druer (Højs 2,15). Vulpes Niloticus, eller den egyptiske hunderæv, og Vulpes vulgaris, eller den almindelige ræv, findes også i Israels land.

Rævens ordsprogsagtige snuhed hentydes der til i Ez 13,4 og i Luk 13,32, hvor vor Herre kalder Herodes “den ræv”. I Dom 15,4, 5 sigtes der efter al sandsynlighed til sjakalen. Det hebraiske ord shu’al bliver gennem persisk schagal til vores sjakal (Canis aureus), så ordet kan have denne betydning her. Grundene til at foretrække oversættelsen “sjakal” er (1) at den lettere fanges end ræven; (2) at ræven er sky og mistænksom og flygter fra mennesker, mens sjakalen ikke gør det; og (3) at ræve er vanskelige, mens sjakaler forholdsvis let kan behandles på den måde, der her beskrives. Sjakaler jager i store flokke og er stadig meget talrige i det sydlige Israels land.