Rustning; våben

ar'-mer, arms.

I. RUSTNING I ALMINDELIGHED--DET GAMLE TESTAMENTE

II. I DET NYE TESTAMENTE; POLYBIOS

III. ANGREBSVÅBEN

1. Stav

2. Slynge

3. Bue og pile

4. Spyd--kastespyd

5. Sværd

IV. FORSVARSVÅBEN

1. Skjold

2. Hjelm

3. Brynje

4. Benskinner

5. Bælte

LITTERATUR

I. Rustning i almindelighed--Det Gamle Testamente.

(maddim; 1 Sam 17,38; 1 Sam 14,1 den Revised Version (British and American) klædning; nesheq, 1 Kong 10,25; Job 39,21; kelim; ta hopla): Under denne overskrift kan det være praktisk at omtale de angrebs- og forsvarsvåben, der var i brug blandt hebræerne, og som nævnes i Skriften. De hellige forfattere giver ingen sådanne beskrivelser, som man finder hos Homer, der udførligt fremstiller de forskellige rustningsdele, som en Achilleus eller en Patroklos bar, og rækkefølgen hvori de blev taget på. Der findes en beretning om filisteren Goliats angrebs- og forsvarsrustning (1 Sam 17,5-7); og fra en langt senere tid læser vi om skjolde og spyd og hjelme og brynjer, eller ringbrynjer, og buer og slynger, som Uzzija udrustede sine soldater med (2 Krøn 26,14). I Jeremias' sejrssang over Farao Nekos nederlag nævnes egypternes våben: »Gør buckleren og skjoldet klar, og træd frem til kamp. Spænd hestene for, og stig op, I ryttere, og stil jer frem med jeres hjelme; puds spydene, tag brynjerne på« (Jer 46,3; Jer 46,4). Af de assyriske, kaldæiske, egyptiske og hittitiske soldaters våben er der bevaret skulpturelle fremstillinger fra deres gamle monumenter, som kaster lys over de hebraiske historikeres og profeters kampskildringer.

II. I Det Nye Testamente; Polybios.

I Det Nye Testamente beskriver Paulus den kristne soldats fulde udrustning og nævner de væsentlige dele af den romerske soldats rustning--bæltet, brystpanseret, fodtøjet, skjoldet, hjelmen, sværdet--selv om det bør bemærkes, at hans mest karakteristiske våben, pilum eller spydet, udelades (Ef 6,10-17). I en lignende sammenhæng taler den samme apostel om lysets »rustning« (Rom 13,12), »retfærdighedens våben i højre og venstre hånd« (2 Kor 6,7). Den nyttigste illustration af den romerske soldats udrustning i detaljer er den beretning, Polybios giver (vi.23): »Den romerske fulde udrustning består først og fremmest af et skjold (thureos). .... Sammen med skjoldet er der et sværd (machaira). .... Dernæst kommer to kastespyd (hussoi) og en hjelm (perikephalaia) og en benskinne (knemis). ..... Når flertallet desuden har taget en bronzeplade på, der måler et spand på hver led, som de bærer på brystet og kalder en hjertebeskytter (kardiophulax), er de fuldt bevæbnede; men de borgere, der vurderes til mere end 10.000 drakmer, bærer i stedet, sammen med de øvrige våben, kyradser lavet af ringbrynje (halusidotous thorakas).«

III. Angrebsvåben.

1. Stav:

Det mest almindelige våben i hænderne på hyrdedrengen i Israels land i dag er staven (shebheT; rhabdos), en stok, der er vægtet i den ene ende, og som han bærer i hånden eller har fastgjort til håndleddet med en løkke af snor, klar til brug. Den har betydelig vægt og er et frygtindgydende våben, hvad enten den bruges til selvforsvar eller til angreb på en fjende. Med et sådant våben kan David meget vel have overvundet løven og bjørnen, der trængte ind i folden. Denne hyrdestav blev brugt til at lede med, til trøst eller til at tælle hjorden (Sl 23,4; 3 Mos 27,32), men den var også et våben, som man kunne slå og straffe med (Sl 2,9; Es 10,5; Es 10,15). I denne betydning har den maTTeh som synonym (Es 9,4; Ez 7,11), og begge fik den afledte betydning spydskafter (shebheT, 2 Sam 18,14; maTTeh, 1 Sam 14,27). De kan have været ophavet til køllen eller hammeren (mephits, Ordsp 25,18; Jer 51,20, hvor Kyros, som Guds stridsøkse, skal knuse Babylon og dets indbyggere for den uret, de har gjort mod hans folk Israel).

2. Slynge:

Næsten lige så almindelig og lige så enkel er slyngen (qela`; sphendone) (1 Sam 17,40). Den består af flettede remme eller af én læderstrimmel, gjort bred på midten for at danne en fordybning eller lomme til stenen eller andet indhold; enderne holdes fast i hånden, mens den med ladning svinges rundt om hovedet, og til sidst slippes den ene af dem, så stenen kan flyve af sted. Den bruges stadig af hyrden til at vende får, der går på afveje, og den kan også bruges med dødbringende virkning som krigsvåben. Slyngekasterne (ha-qalla`im, 2 Kong 3,25) hørte til det lette fodfolk, ligesom bueskytterne. Benjaminitterne var særlig dygtige til at bruge slyngen, som de kunne bruge lige så godt med venstre hånd som med højre (Dom 20,16). Slyngen var et våben, der var i brug i Egyptens og Babyloniens hære, og Jeremias lader i et kraftfuldt billede Herren sige til Jerusalem i en tid med truende ulykke: »Se, jeg vil denne gang slynge landets indbyggere bort« (Jer 10,18; sammenlign 1 Sam 25,29).

3. Bue og pile:

Et meget vigtigt angrebsvåben i Israels krige var buen (qesheth) og pilene (chitstsim), og bueskytterne, hvad enten de var til hest eller til fods, udgjorde et stærkt element i filistrenes, egypternes og assyrernes kampstyrker (s.v. bueskydning; bue).

4. Spyd--kastespyd:

Spydet gengives med forskellige ord.

(1) Chanith havde en træstav eller et skaft af varierende størrelse og længde med et hoved, eller blad, af bronze, eller senere af jern (1 Sam 17,7). I KJV oversættes det undertiden med "kastespyd", men i RV (britisk og amerikansk) med "spyd" (se 1 Sam 13,22; 1 Sam 18,11). Sauls spyd, stukket i jorden, betegnede kongens opholdssted for tiden, ligesom spyddet foran hans telt i dag markerer beduinsheikens rasteplads (1 Sam 22,6; 1 Sam 26,7). Nahum, der beskriver assyrernes våben, sammenstiller det blinkende sværd og det glitrende spyd (Nah 3,3). Bærerne af chanith hørte til de tungt bevæbnede tropper.

(2) Romach, som i KJV også oversættes med "kastespyd", havde karakter af en lanse. Det synes ikke at have adskilt sig meget fra chanith--de optræder som synonymer i Joel 3,10, hvor romach bruges, og i Joel 2; Joel 4, hvor chanith bruges, om spyd der smedes om til beskæreknive. Det beskriver det egyptiske spyd i Jer 46,4. Bærerne af romach hørte også til de tungt bevæbnede tropper.

(3) Kidhon var lettere end nogen af de foregående og mere af karakter som et kastespyd (gaison i Septuaginta, Jos 8,18 og Polybios vi.39, 3; Job 41,29; Jer 6,23). (4) I Det Nye Testamente forekommer ordet "spyd" kun én gang og gengives ved det græske logche, uden tvivl svarende til chanith som ovenfor (Joh 19,34).

5. Sværd:

Sværdet (cherebh) er langt det hyppigst nævnte våben i Skriften, hvad enten det er offensivt eller defensivt. Klingen var af jern (1 Sam 13,19; Joel 3,10). Det hang fra bæltet på venstre side og blev brugt både til at hugge og til at støde. Ehuds sværd (Dom 3,16) var tveægget og en alen langt, og da han var venstrehåndet, bar han det på højre lår under sine klæder. Sværdet blev opbevaret i en skede (1 Sam 17,51); at drage sværdet var signalet til krig (Ez 21,3). Soldater er "mænd, som drager sværdet". Det er det blinkende sværd (Nah 3,3); det undertrykkende sværd (Jer 46,16); det fortærende sværd (2 Sam 18,8; Jer 12,12); sværdet, som drikker sig mæt i blod (Es 34,5; Es 34,6). Herrens sværd udfører Guds domme (Jer 47,6; Ez 21,9; Ez 21,10).

Billedligt: I profeternes stærkt metaforiske sprog står det for krig og de ulykker, der følger med den (Jer 50,35-37; Ez 21,28).

I Det Nye Testamente bruges machaira om sværd i dets bogstavelige betydning (Matt 26,47; Matt 26,51; ApG 12,2; Hebr 11,34; Hebr 11,37). Paulus kalder Guds ord Åndens sværd (Ef 6,17); og i Hebræerbrevet siges Guds ord at være skarpere end noget tveægget sværd (Hebr 4,12). Som synonym bruges ordet rhomphaia i de nytestamentlige bøger kun i Apokryferne, bortset fra Luk 2,35. Det var det thrakiske sværd med stor klinge og regnes af de gamle snarere som et spyd. Ordet bruges hyppigt i Septuaginta, ligesom machaira, til at oversætte cherebh. I Åb 1,16 ses dommens skarpe tveæggede sværd, rhomphaia, i et syn gå ud af den herliggjorte Herres mund (sammenlign Åb 19,15). Xiphos er endnu et ord for sværd, men det findes kun i Septuaginta og ikke i Det Nye Testamente.

IV. Defensive våben.

1. Skjold:

Det ældste og mest udbredte forsvarsvåben er skjoldet. De to vigtigste varianter er

(1) tsinnah, latin scutum, det store skjold, båret af tungt bevæbnet infanteri, tilpasset menneskekroppens form, idet det var ovalt eller formet som en dør; deraf dets græske navn, thureos, af thura, en dør; og

(2) maghen, latin clypeus, det lette, runde håndskjold, som pelte er det græske modstykke til. De to nævnes ofte sammen (Ez 23,24; Ez 38,4; Sl 35,2).

Tsinnah var de tungt bevæbnedes skjold (1 Krøn 12,24); og om Goliat læser vi, at hans skjold blev båret af en mand, som gik foran ham (1 Sam 17,7; 1 Sam 17,41). Maghen kunne bæres af bueskytter, for vi læser om mænd af Benjamin i Asas hær, at de bar skjolde og spændte buer (2 Krøn 14,8). Det almindelige materiale, som skjolde blev lavet af, var træ eller fletværk overtrukket med læder. Træværket i skjoldene og de andre våben i Gogs hær skulle tjene Israel som brændsel i syv år (Ez 39,9). Salvelsen af skjoldet (2 Sam 1,21; Es 21,5) skete enten for at beskytte det mod vejret eller, mere sandsynligt, som en del af indvielsen af krigeren og hans våben til felttoget. Salomo lod i sin rigdomsstolthed fremstille 200 skjolde (tsinnoth) af udhamret guld og 300 småskjolde (maghinnim) af udhamret guld til sig selv og hængte dem i Libanonskovhuset (1 Kong 10,16; 1 Kong 10,17). De var kun til pryd, og da Sjishak fra Egypten drog op mod Rehabeam og førte dem bort, erstattede Rehabeam dem med andre af bronze (1 Kong 14,27). Under marchen blev skjoldet spændt over skulderen og opbevaret i et hylster, som blev fjernet før slaget (Es 22,6). Begge ord bruges om den mekaniske indretning, som romerne kendte som testudo, anvendt af dem, der belejrede en by, mod de pile, sten og flammende fakler, som de belejrede kastede ud (Es 37,33; Ez 26,8).

Billedligt: Jahve omtales som sit folks skjold og beskytter--for Abraham (1 Mos 15,1); for Israel (5 Mos 33,29); for salmisten (Sl 18,30; Sl 35,2 og mange andre steder). I sin beskrivelse af den kristne soldats fulde udrustning indfører Paulus troen som thureos, det store græsk-romerske skjold, et værn hvormed han kan slukke alle den ondes brændende pile.

2. Hjelm:

Hjelmen, qobha` eller kobha`, synes oprindelig at have haft form som en kalot, og sådan er den afbildet i fremstillinger af hittitter på Karnaks mure i Egypten. I de tidligste tider ses den kun båret af fremtrædende personer som konger og hærførere. Da kong Saul udrustede David med sin egen rustning, satte han en hjelm af bronze på hans hoved (1 Sam 17,38). Uzzija forsynede senere sine soldater med hjelme som en del af deres udrustning (2 Krøn 26,14). Mændene i Farao Nekos hær bar også hjelme (Jer 46,4), og lejetropperne i Tyrus' hære havde både skjold og hjelm til at hænge op i hende (Ez 27,10). Hjelmens materialer var først træ, linned, filt eller endog siv; læder var i brug indtil seleukidetiden, da det blev fortrængt af bronze (1 Makk 6,35); de græske og romerske hjelme, både af læder og bronze, var velkendte i den herodianske periode.

Billedligt: Paulus har hjelmen, perikephalaia, til sin kristne soldat (Ef 6,17; 1 Thess 5,8). I Septuaginta forekommer perikephalaia elleve gange som gengivelse af det hebraiske udtryk.

3. Brynje:

Kropsrustning til beskyttelse af personen i kamp nævnes i Det Gamle Testamente og er velkendt i fremstillinger af egyptiske, persiske og parthiske krigere. Shiryon, oversat “habergeon” i KJV og gengivet i RV (britisk og amerikansk) som “coat of mail”, er en del af rustningen hos Nehemias' arbejdere (Neh 4,16) og et af de stykker rustning, som kong Uzzija udleverede til sine soldater (2 Krøn 26,14). Goliat var udrustet med en shiryon, og da Saul klædte David i sin egen rustning for at møde filisterkæmpen, gav han ham en brynje på, hans shiryon (1 Sam 17,5; 1 Sam 17,38). Et sådant stykke kropsrustning bar Akab i det skæbnesvangre slag ved Ramot-Gilead (1 Kong 22,34). I slaget ved Betsura under makkabæerkampen blev de syriske krigselefanter beskyttet med brystpanser; ordet for dette, thorax, gengiver shiryon i Septuaginta (1 Makk 6,43).

Billedligt: Esajas beskriver i et slående billede Jahve som en, der ifører sig retfærdighed som brynje og frelse som hjelm; her er thorax og perikephalaia de græske ord i Septuaginta til gengivelse af shiryon og kobha`. Det er fra dette sted (Es 59,17), at Paulus henter sit “retfærdighedens brystpanser” (Ef 6,14).

4. Benskinner:

Benskinner (mitschah; knemides) nævnes én gang i Skriften som en del af Goliats rustning (1 Sam 17,6). De var af bronze eller læder, fastgjort med remme omkring benet og over anklerne.

5. Bælte:

Bæltet (chaghorah; græsk zone) var af læder besat med nagler og blev brugt til at bære sværdet (1 Sam 18,4; 2 Sam 20,8). Se bælte.

Billedligt: Om billedlig brug se under de enkelte våben.

LITTERATUR.

Nowack, Hebraische Archaeologie, I, 359-67; Benzinger, Herzog, RE, artikel “Kriegswesen bei den Hebraern”; McCurdy, HPM, I, II; Woods and Powell, The Hebrew Prophets for English Readers, I, II; G. M. Mackie, Bible Manners and Customs; Browne, Hebrew Antiquities, 40-46; tilsvarende artikler i Kitto, Hastings og andre bibelleksika.

T. Nicol.