Skatter

Først nævnt i befalingen (2 Mos 30,11-16) om, at enhver jøde fra tyve år og opefter skulle betale en årlig skat på “en halv sekel som en offergave til Herren.” Denne bestemmelse blev trofast overholdt i mange generationer (2 Krøn 24,6; Matt 17,24).

Senere, da folket fik konger til at herske over sig, begyndte de, som Samuel havde advaret dem om (1 Sam 8,10-18), at betale skatter til borgerlige formål (1 Kong 4,7; 9,15; 12,4). Sådanne skatter blev senere, i forøget omfang, betalt til de fremmede fyrster, der herskede over dem.

I Det Nye Testamente påbydes betaling af skatter, pålagt af lovlige herskere, som en pligt (Rom 13,1-7; 1 Pet 2,13, 14). Der nævnes afgiften (telos) på handelsvarer og rejsende (Matt 17,25); den årlige skat (phoros) på ejendom (Luk 20,22; 23,2); kopskatten (kensos, “tribut,” Matt 17,25; 22,17; Mark 12,14); og tempelskatten (“tributpenge” = to drakmer = en halv sekel, Matt 17,24-27; jf. 2 Mos 30,13).