Skat; beskatning

taks, taks'-ing:

I. INDLEDNING

1. Almene betragtninger

2. Afgrænsning af behandlingen

II. SKATTER I ISRAEL UNDER SELVSTYRE

1. I den tidligste periode

2. Under teokratiet; i dommertiden

3. Under kongerne

III. SKATTER I ISRAEL UNDER EROBRERE

1. Under assyrerne og babylonierne

2. Under perserne

3. Under de ptolemæiske og seleukidiske konger

4. Under romerne

I. Indledning.

1. Almene betragtninger:

Beskatning, i betydningen regelmæssige, graduerede afgifter, som af myndighederne pålægges formue, hvad enten det er i form af småkvæg og hjorde, dyrkede jorder eller opsamlede skatte, er et forholdsvis sent produkt af den sociale udvikling. Begyndelserne til denne problemer-skabende institution er naturligvis meget gamle. Hvis al rigdom i begyndelsen var fælles rigdom, al ejendom tilhørte familien eller stammen, så enhver form for opkrævninger var unødvendig, bliver det med individualismens fremvækst uundgåeligt, at visse ejendele, der af enkeltpersoner holdes som privat ejendom, forholdsmæssigt sættes til side til fælles brug; dette er beskatningens væsen. Med fremkomsten af en mere fremskreden civilisation, hvormed menes fast bosættelse, systematisk brug og dyrkning af et afgrænset og begrænset territorium, etableret politisk organisation centreret omkring herskere af den ene eller anden slags, må regelmæssig beskatning nødvendigvis være begyndt. Gennem historien har skattebyrden holdt trit med udbygningen af regeringsapparatet; konger, hoffer, ceremonier, lovgivende og dømmende forvaltning, krige, diplomati – alle disse institutioner betyder udgifter og følgelig beskatning. I en meget virkelig forstand er beskatningens historie civilisationens historie.

2. Afgrænsning af behandlingen:

Når man følger beskatningens historie i Bibelen, må man lægge mærke til to udviklingslinjer: Israels indre historie, når folket var overladt til sig selv, og dets erfaringer som tributpligtigt under skiftende erobrere. Disse to erfaringslinjer udgør hovedinddelingerne i denne artikel. Vi vil så vidt muligt begrænse os til emnets borgerlige aspekter og overlade de interessante problemer om beskatning, der er forbundet med den præstelige lovgivnings oprindelse og udvikling, til andre.

Se tiende osv.

II. Skatter i Israel under selvstyre.

I de første glimt af det hebraiske folks forfædre, som Bibelen giver os, forekommer ingen sådan institution som beskatning.

1. I den tidligste periode:

Som alle primitive samfund havde de nomadiske hebræere intet regelmæssigt skattesystem og heller ingen brug for et. Frivillige gaver blev givet af de mindre mægtige til de mere mægtige til gengæld for beskyttelse eller andre fordele. Dette er i virkeligheden ildevarslende ord, for selv så sent som under det forenede kongerige, da det med sikkerhed frivillige element for længst var forsvundet, blev kongens indtægt, måske med ubevidst ironi, omtalt som »gaver« (1 Sam 10,27; 1 Kong 4,21; 1 Kong 10,25). En stor hovedrod til hele den senere udvikling af systematisk beskatning findes i denne primitive skik med at give gaver (1 Mos 32,13-21; 1 Mos 33,10; 1 Mos 43,11). Overgangen er så skæbnesvangert let fra gaver, der gives frivilligt, til sådanne, som forventes, og til sidst til sådanne, som kræves (2 Kong 16,8; sammenlign 17,4, hvor King James Version har »gaver«).

Det første vidnesbyrd om noget, der svarer til tvungen beskatning, som kan findes i Bibelen, står i forbindelse med de besejrede kana'anæere, som blev tvunget til at tjene under tribut, det vil sige til at udføre tvangsarbejde (Jos 16,10; Jos 17,13; Dom 1,28-35). I den tidlige skik med at bringe gaver til de mægtige og i de krav, der blev lagt på erobrede folk, med de nødvendige offentlige udgifter ved fællesskabslivet som det naturlige grundlag, har vi hovedkilderne til det, der udviklede sig til institutionaliseret beskatning.

2. Under teokratiet; i dommertiden:

Den eneste faste afgift under teokratiet, som har en halvborgerlig karakter, var de såkaldte »soningspenge« (2 Mos 30,11-16), egentlig en kopskat på en halv sekel for hvert indskrevet mandligt medlem af samfundet over 20 år. Indtægterne fra denne skat skulle bruges til tjenesten ved Åbenbaringsteltet (se tabernaklet). Den synes at være blevet opkrævet af myndighederne og accepteret af folket, når troskab mod Jahves forordninger var dagens orden (2 Krøn 24,4-14; Neh 10,32; bemærk her den vægt, der lægges på offeret som frivilligt, og variationen i beløbet fra en halv til en tredjedel sekel). I senere tider blev denne skat viet til tjenesten ved templet og blev betalt af jøder på afstand under adspredelsen. Josefus taler om de store beløb, der fra denne kilde tilfaldt tempelskatkammeret (Ant., XIV, vii, 2). Den blev stadig opkrævet som den særlige tempelskat, der blev pålagt borgeren som sådan (Matt 17,24). Det er interessant at bemærke, at Jesus betalte den under protest og med et af sine mest særprægede mirakler, med den begrundelse at han var grundlægger og hoved for et nyt tempel og derfor ikke underlagt den afgift, som var kendetegnet på borgerskab i den gamle orden.

Dommertiden var for uorganiseret og kaotisk til at fremvise mange af de træk, der kendetegner en fastlagt fremgangsmåde. Så vidt vi ved, var den eneste kilde til offentlige midler det at give gaver. Hvis Gideons handling (Dom 8,24) skal forstås som udtryk for periodens almindelige praksis, modtog dommerne ikke andet end en andel af byttet, der blev taget i kamp. Beretningen fremhæver, tydeligvis med vilje, at Gideon fremsætter en anmodning (Dom 8,24), og at folket svarer frit og glad.

3. Under kongerne:

Som man kunne forvente, får beskatning langt større betydning i det øjeblik, vi træder over tærsklen til kongedømmet. 1 Sam 8,10-18 er lige betydningsfuldt for vores formål, hvad enten det, som fortællingen umiddelbart giver indtryk af, var de faktiske advarselsord, Samuel udtalte med henblik på kongers velkendte holdning i almindelighed, eller en senere bearbejdelse ud fra erfaringens synspunkt. I begge tilfælde giver afsnittet os en temmelig udtømmende liste over kongelige forrettigheder. Ud over forskellige former for offentlig og privat tjeneste ville kongen tage (læg mærke til ordet) det bedste af vinmarkerne osv., sammen med en tiendedel af sæden og af hjordene. Det underliggende princip, antydet i Samuels sammenfatning og fuldt eksemplificeret i Israels kongers handlinger, er, at kongen ville tage det, han behøvede til sine offentlige og private behov, af sit folks kraft og ejendom. Forfatningsmæssige love, der regulerede anvendelsen af offentlige midler og størrelsen af de ydelser, der blev opkrævet af folket i skat, synes man aldrig at have overvejet i disse tidlige monarkier. Kongen tog, hvad han kunne få; folket gav, hvad de ikke kunne holde tilbage. Den lange kamp for forfatningsmæssige rettigheder har fra begyndelsen været centreret om spørgsmålet om beskatning.

I 1 Sam 10,27 (sammenlign 2 Krøn 17,5) viser det nævnte tilfælde med usle mænd, som ikke bragte Saul nogen gave, klart, at troskab mod den nye konge blev udtrykt ved at give gaver. Afvisningen af at give disse såkaldte gaver var en handling, der i realiteten var forræderi, sådan som forfatteren fortolker det, når han nævner Sauls tavshed i sagen som noget bemærkelsesværdigt. Det er tydeligt, at ordet "gave" er blevet en omskrivning. I 1 Sam 17,25 nævnes fritagelse for beskatning udtrykkeligt, sammen med rigdom og ægteskab ind i kongefamilien, som et led i den belønning, man kunne opnå for at befri Israel fra truslen fra Goliat.

På Davids tid berigede en ubrudt række af sejre i krig statskassen så meget (se 2 Sam 8,2; 2 Sam 8,7; 2 Sam 8,8), at vi kun hører lidt om klager over overdreven beskatning. Hvis Davids folketælling havde fiskale formål (2 Sam 24,2), kan vi forstå, hvorfor han blev behandlet så strengt for den, men sagen er stadig uklar. Davids vane med at hellige bytte til Jahve (2 Sam 8,10-12) holdt det hellige skatkammer godt forsynet. Salomo arvede uden tvivl Davids omfang af offentlige udgifter (1 Krøn 27,25-31) og øgede det gennem sin veludviklede kærlighed til luksus og magt. Samtidig gjorde ophøret af krig det nødvendigt at udvikle de indre ressourcer for at gennemføre hans ambitiøse planer. Hans riges grænser angives (1 Kong 4,21) sammen med størrelsen af hans indtægt (1 Kong 10,14; 1 Kong 10,28; sammenlign 2 Kong 3,4). Det siges også, at andre kongeriger betalte tribut til ham. Hans system for finansforvaltning var meget grundigt organiseret. Han satte hele landet under tolv embedsmænd (for at nævne ét træk), hvis opgave det var måned for måned at skaffe forsyninger til hoffet (1 Kong 4,7-19). Også under Salomo blev israelitter, så vidt vi ved, for første gang tvunget til at udføre tvangsarbejde (1 Kong 5,13-17). Ved slutningen af hans regeringstid var skattebyrden blevet så tung, at folket i den offentlige henvendelse til Rehabeam krævede en lettelse af Salomos "hårde tjeneste" som betingelse for deres troskab mod hans efterfølger. Rehabeams tåbelige, trodsige svar udløste stammernes adskillelse, som til sidst viste sig så katastrofal. I den efterfølgende periode med profetisk virksomhed var et tilbagevendende punkt i profeternes fordømmelser af kongerne den overdrevne skattebyrde, der blev lagt på folket. Amos taler om "afgifter af hvede taget fra de fattige" (5,11; sammenlign 2,6-8). I 7,1 henviser han i forbifarten til en skik, der var vokset frem, med at give kongen den første græsslåning. Esajas taler om at opæde vinmarkerne og tage de fattiges rov (3,14). Mika fordømmer med endnu større strenghed herskere, "som æder mit folks kød" (3,1-4). Disse citater er tilstrækkelige til at vise, at israelitterne gennem hele det senere monarki led mere eller mindre under embedsmænds rovgriskhed og uretfærdighed.

III. Skatter i Israel under erobrere.

1. Under assyrerne og babylonierne: Under Menahems regering, han som efterfulgte Jeroboam II som konge over Israel, begyndte den assyriske invasion under Tiglat-Pileser III (bibelsk "Pul," 2 Kong 15,19). Den ene handling af Menahem (bortset fra hans almindelige syndighed), som nævnes i 2 Kong 15,17-22, mens resten af hans lidet opbyggelige karriere overlades til Israels kongers krøniker, er, at han købte den assyriske erobrer fra sig med en tribut på tusind talenter, som han skaffede ved at pålægge velhavende mænd i sit rige en afgift på halvtreds talenter hver. Lidt senere sendte Akaz af Juda en gave til den samme hersker. Han anvendte den nye metode at plyndre tempelskatkammeret og lægge den sum, der derved blev vundet, til de midler, der allerede fandtes i det kongelige skatkammer. Begge disse konger var ret originale i deres metoder. Hosea af Israel, en samtidig med Akaz, blev pålagt tribut; senere, da han forsømte at betale, blev han sat i fængsel (2 Kong 17,4). Endnu lidt senere blev Joakaz, Josijas søn, afsat af farao Neko, som pålagde landet en tribut på hundrede talenter sølv og én talent guld (2 Kong 23,31-33). Jojakim, marionetkongen, skaffede denne tribut ved en særlig skat på folket (2 Kong 23,34; 2 Kong 23,35). Dette sidste sted er særlig interessant, fordi det synes at pege på (2 Kong 23,35) et gradueret skattesystem, som man må formode oftere blev tilsidesat end overholdt. Den samme ulykkelige Jojakim kom under Nebukadnezars tunge hånd (2 Kong 24,1-7). Denne sidstnævnte hersker synes ikke at have opkrævet en særlig tribut, i det mindste nævnes det ikke; men han holdt sig skadesløs for erobringens udgifter ved at føre templets kar bort til Babylon (2 Krøn 36,7).

2. Under perserne:

I Ezra 4,13, en del af et brev rettet til Artaxerxes af embedsmænd "vest for floden" (se hele afsnittet Ezra 4,7-24), som var fjendtligt indstillet over for jøderne, anklages det for, at hvis byen blev genopbygget, ville indbyggerne ikke betale "tribut, told eller vejafgift." Disse tre ord, som åbenbart er samlet i en formular og betegner tre forskellige klasser af skatter, er interessante som karakteristiske for den persiske periode.

De tre ord er:

(1) middah = "tribut" (Ezra 4,13; Ezra 4,10; sammenlign Neh 5,4, hvor udtrykket er "kongens tribut");

(2) belo = ifølge Gesenius under ordet: "skat på forbrugsartikler" eller "accise". (HDB "impost") (Ezra 4,13; Ezra 4,10; Ezra 7,24);

(3) halakh = "vejafgift" eller "toldafgift" (Ezra 4,13; Ezra 4,10; Ezra 7,24).

Disse assyriske ord skal stilles over for de ord, der bruges andre steder:

(1) mac = "tvangsarbejde" (1 Kong 5,13 (hebraisk 5,27); sammenlign ut sup. Jos 16,10; Jos 17,13; Dom 1,28; Dom 1,30; Dom 1,33; Dom 1,35; 5 Mos 20,11; Est 10,1);

(2) massa' = "byrde" (2 Krøn 17,11);

(3) mekhec = "mål," brugt om tribut, der blev krævet til Jahve, taget fra mennesker, kvæg og bytte osv. (4 Mos 31,25-31).

Af denne opregning og sammenligning vil man se, at hebraisk ikke havde noget almindeligt ord svarende til det engelske ord "tax."

For at vende tilbage til situationen i den persiske periode er det tydeligt, at de persiske herskere krævede praktisk talt de samme klassificerede tributter, direkte og indirekte, som man finder andre steder. Det er fortalt, at Artaxerxes, som svar på brevet fra sine embedsmænd i Israels land (Ezra 4,21), standsede arbejdet med genopbygningen af Jerusalem i forventning om, at de jødiske ledere ville nægte at betale skatter. Arbejdet blev genoptaget i Darius' 2. år under beskyttelse af et kongeligt dekret, som gav de jødiske myndigheder et tilstrækkeligt beløb fra "tributten hinsides floden" til at fuldføre arbejdet uden forsinkelse.

Artaxerxes fritog, ud over sine gavmilde gaver, præsterne og tempeltjenerne for al beskatning (Ezra 7,24). På Nehemias' tid opstod en alvorlig situation. Kongens tribut var så tung, at det jødiske almindelige folk var tvunget til at låne penge mod pant, og derved faldt de i hænderne på ågerkarle af deres eget folk, som gjorde dem så fattige, at de blev nødt til at sælge deres sønner og døtre som slaver (Neh 5,1-13). Ud over den kongelige tribut var de tvunget til at underholde statholderne, som havde ret til brød, vin og fyrre sekel sølv årligt (Neh 5,14; Neh 5,15). I den bøn, der blev bedt på fastedagen (Neh 9), blev det hævdet, at deres skattebyrder var så tunge, at de var tjenere i deres eget land (Neh 9,36; Neh 9,37).

3. Under ptolemæerne og seleukidekongerne:

Ptolemæerne, som i praksis kontrollerede landet fra 301 til 218 f.Kr., synes ikke at have været overdrevne i deres krav om tribut (tyve talenter for jøderne (Ant., XII, iv, 1) synes ikke at være noget stort beløb), men den skik, som de indførte, eller i det mindste stadfæstede, med at bortforpagte skatterne til den højestbydende, indførte et princip, som bestod gennem hele den efterfølgende historie og var årsag til megen folkelig lidelse og utilfredshed. Fortællingen om Josef, den jødiske skatteopkræver (Ant., XII, iv, 1-5), som i 23 år var generalforpagter af skatterne for landet under Ptolemaios Euergetes og årsag til "en lang række ulykker," er særligt betydningsfuld for den, der studerer Det Nye Testamente.

Antiochos den Stores erobring af landet (202 f.Kr.) bragte en vis lettelse til de "stormkastede" (Josefus) jøder i landet, som fra gammel tid var bufferstat mellem stridende magter. Ifølge Josefus (Ant., XII, iii, 3) gav Antiochos jøderne gavmilde gaver i penge, eftergav deres skatter i tre år og nedsatte dem varigt med en tredjedel (se Kents drøftelse af troværdigheden af disse udsagn, Historical Series for Bible Students, Babylonian, Persian, Greek Periods, 296).

At de seleukidiske konger var særligt hårde i deres opkrævninger, fremgår klart af Demetrios' brev til jøderne, hvis gunst han søgte i rivaliseringen med Alexander Balas fra Smyrna, tronprætendenten til den seleukidiske trone (se 1 Makk 10,26-30; 11,34.35; 13,39; jf. 11,28).

I dette citerede brev lover Demetrios følgende fritagelser:

fra (1) »tributter« (phori = »kopskatter«);

(2) skat på salt;

(3) kronskatter (stephanoi = »guldkroner« eller deres ækvivalenter);

(4) tributten på en tredjedel af udsæden;

(5) en anden på halvdelen af træernes frugt (1 Makk 10,29.30).

Dette synes næsten utroligt strengt, men der mangler ikke vidnesbyrd om, at det er sandsynligt (Lange's Commentary Apocrypha, udgave 1901, 525). Under Seleukos IV (187-176 f.Kr.) mærkede jøderne for første gang, indirekte men stærkt, presset fra Rom. Denne vanærede hersker måtte betale tribut til Rom og samtidig finde midler til at tilfredsstille sin egen trang til luksus, og han var tilsvarende grisk i behandlingen af sine undersåtter (2 Makk 3).

4. Under romerne:

I den tidlige del af den herodianske epoke blev skatterne betalt til kongen og opkrævet af embedsmænd, som han udpegede. Denne metode, som fungerede ret godt, i hvert fald under Herodes den Store, var forsvundet, før nogen af Det Nye Testamentes bøger blev skrevet. Efter afsættelsen af Arkelaos (6 e.Kr.), på jødernes egen anmodning, blev Judæa indlemmet i Romerriget og lagt under prokuratorer, som havde ansvaret for hele den finansielle administration, selv om tetrarkerne stadig opkrævede de interne skatter. Dette forhold bestemmer alt, hvad der skal siges om »tribut« og »toldere« i forbindelse med Det Nye Testamente. Først og fremmest må det bemærkes (en kendsgerning, som ofte overses af den studerende), at de direkte skatter i kejsertiden ikke blev bortforpagtet, men opkrævet af faste kejserlige embedsmænd som led i den regelmæssige udførelse af deres embedspligt. Told eller afgifter, som blev pålagt eksport og import samt varer i hænderne på købmænd, der passerede gennem landet, blev solgt til de højstbydende, som blev kaldt publicaner.

Med denne skelnen klart for øje kan vi lade emnet om almindelig beskatning ligge med følgende bemærkninger: For det første, at skatterne i Judæa gik til kejserkassen (Matt 22,17; Mark 12,14; Luk 20,22); for det andet, at disse skatter var meget tunge. Disse to forhold forklarer, hvorfor spørgsmålet om at betale tribut til Cæsar, som vor Herre blev nødt til at tage stilling til, var et så brændende anliggende. Det berørte på én gang religiøse og økonomiske interesser – en stærk kombination. I år 7 e.Kr., umiddelbart efter at Coponius var blevet udnævnt til prokurator, blev Quirinius (se Quirinius, Det Nye Testamentes kronologi osv.) sendt til Judæa for at foretage en folketælling (apographe) med henblik på kopskat (kensos, phoros eller epikephalaion (Matt 22,17; Mark 12,13; Mark 12,14; Luk 20,20)). Denne folketælling var anledningen til Judas fra Gamalas (eller Galilæas) blodige opstand (ApG 5,37; jf. Ant, XVIII, i 1, 6). Som historisk kendsgerning blev netop denne folketælling anledningen til det jødiske samfunds endelige ødelæggelse, for det voldsomme fjendskab mod Rom, som dengang blev vakt, døde aldrig ud, før det blev slukket i blod, 70 e.Kr.

Vi kan nu drøfte de forhold, der på en generel måde samler sig om udtrykket »tolder«. Ifølge Stapfer (PTC, 215) bruges dette udtryk (telones) almindeligvis som betegnelse for flere grader af lavere embedsmænd, der arbejdede i toldvæsenet. Ordet fik udvidet betydning fra publicanus, egentlig betegnet, hovedforpagteren i en provins, til hans underordnede lokale embedsmænd. Det Nye Testamentes toldere »undersøgte varerne og opkrævede afgifter på veje og broer« (Stapfer, op. cit., 216; jf. Matt 9,9). Disse afgifter (latin, portoria; græsk tele) blev i Israels land opkrævet i Cæsarea, Kapernaum og Jeriko (Josefus, BJ, II, xiv, 4). De, der blev opkrævet i Kapernaum, gik ind i Herodes Antipas' skatkammer. I Jeriko var der en overtolder (architelones), men de fleste af de toldere, der nævnes i Det Nye Testamente, var sandsynligvis underordnet mænd med højere myndighed.

Det er ikke svært at finde tilstrækkelig grund til toldernes upopularitet på Det Nye Testamentes tid. Had til at betale afgifter synes at ligge dybt i menneskets natur. Toldembedsmænd er altid upopulære. Metoden er nødvendigvis undersøgende og forhørende. Den mand, der åbner ens kasser og bylter for at vurdere værdien af det, man har, er i bedste fald et tålt onde. I Judæa under det romerske system virkede alle omstændigheder sammen til at gøre tolderen til genstand for bittert had. Han repræsenterede og udøvede, i umiddelbar kontakt og på et ømt punkt hos enkeltpersoner, Roms forhadte magt. Selve skatten blev betragtet som en iboende religiøs uret såvel som en borgerlig påligning, og af mange blev betalingen af den anset for en syndig illoyalitetshandling mod Gud. Skatteopkræveren, hvis han var jøde, var en frafalden i sine patriotiske landsmænds øjne. Han betalte en fast sum for skatterne og beholdt selv, hvad han kunne få ud over dette beløb. Systemet rummede den gamle og vidt udbredte forbandelse, vilkårligheden. Toldtarifferne var vage og ubestemte (se Schurer, HJP, I, ii, 67 f). Opkræveren var derfor altid under mistanke for at være en pengeafpresser, og var det sandsynligvis i de fleste tilfælde. Navnet havde let ved at virkeliggøre sig selv. Den usædvanlige kombination hos en tolder af småtyran, frafalden og pengeafpresser, som omstændighederne gjorde næsten uundgåelig, var ikke fremmende for popularitet. I de omkring tyve tilfælde i Det Nye Testamente, hvor toldere nævnes, fremstilles deres almindelige status, deres plads i Jesu tanke og handling og deres nye håb i evangeliet klart. De tilfælde, hvor vor Herre taler om dem, er særligt oplysende:

(1) Han bruger dem på grundlag af den almindelige vurdering, som disciplene uden tvivl delte, for med venlig ironi at rette en bebrejdelse til sine tilhørere for deres lave målestok for kærlighed og tilgivelse (Matt 5,46; Matt 5,47).

(2) Han bruger udtrykket i den gængse forbindelse, når han giver anvisninger om at udelukke et vedholdende ubodfærdigt medlem af menigheden (Matt 18,17).

(3) Han bruger udtrykket i den almindelige betydning, når han beskriver den gængse fordømmelse af hans holdning med socialt fællesskab med dem, og han accepterer i praksis betegnelsen "ven med toldere og syndere" (Matt 11,19; Luk 7,34).

(4) Mest betydningsfuldt af alt bruger Jesus tolderen, ligesom han brugte samaritaneren, i en lignelse, hvor den foragtede udstødte fremstår fordelagtigt i en holdning, der er antagelig for Gud (Luk 18,9).

Denne lignelse forstærkes af den udtalelse, som vor Herre fremsatte mere end én gang, at den villighed til omvendelse, som tolderne og andre udstødte, der sædvanligvis fandtes sammen med dem, viste, gav større håb om frelse end den åndelige stolthed, som nogle viste, der var tilfredse med sig selv (Luk 3,12; jf. 7,29; Matt 21,31; Matt 21,32; Luk 15,1). Valget af Levi som discipel (Matt 10,3 osv.) og Zakæus' omvendelse (Luk 19,8), om hvem Jesus taler så smukt som en Abrahams søn (Luk 19,9), retfærdiggjorde den karakteristiske holdning, som vor Herre indtog over for den foragtede klasse, der omtrent i lige grad var skyldig og ulykkelig. Han så ikke gennem fingre med deres fejl eller forbrydelser; men han accepterede heller ikke den folkelige dom, som erklærede dem uegnede til fællesskab med de gode og uden håb i verden. Ifølge Jesu lære og hans handlinger, der stemte med den, er ingen mand eller kvinde uden håb, før håbets budbringer bestemt er blevet forkastet.

Det er passende, om end noget dramatisk, at et studium af beskatning -- denne historiske bitterhedsrod, der med mellemrum skyder op gennem tiderne -- skulle ende i betragtningen af ham, som til en udstødt og skyldig skatteopkræver (Luk 19,10) talte de vidunderlige ord: "Menneskesønnen kom for at søge og frelse det, som var fortabt."

Louis Matthews Sweet