Snit i kødet

(sereT, sareTeth): At pårørende eller venner skar eller slog sig selv, endog til blødning, særlig i sorgfuldhed ved begravelse af deres døde (se Begravelse; Sorg), var en udbredt skik blandt oldtidens folkeslag og er næsten almindelig blandt uciviliserede folkeslag i dag (se Spencer, Prin. of Soc., 3. udg., I, 163 ff). Faktum er rigeligt bevidnet for de fleste oldtidsfølk, men der er to bemærkelsesværdige undtagelser: egypterne (Herod. ii.61, 85; Wilkinson, Anc. Egyptian II, 374) og hebræerne (5 Mos 14,1; 3 Mos 21,5)). Efter Plutark (Sol. 21) forbød Solon kvinderne i Athen at slå sig selv til blødning, og lovene fra Tolv-tabellerne, citeret af Cic. (De leg. ii.23), indeholdt en lignende forbydelse. Blandt de gamle arabere var den forbudte praksis forbundet, som blandt hebræerne, med afhugning af håret (Wellhausen, Skizzen, III, 160 f).

At forbudet blandt hebræerne var brændende nødvendigt, fremgår af måden, hvorpå det behandles af Loven og profeterne. Hellighedsloven læser: "I er Herren jeres Guds børn: I skal ikke skære jer selv" (5 Mos 14,1), eller "foretage nogen indsnit" (sereT; 3 Mos 19,28, sareTeth; Septuaginta entomis) i kødet "for de døde." Sandsynligvis er den tidligste henvisning til skikken som faktisk udbredt blandt hebræerne i Hos 7,14 (ERVm). Det var vidt udbredt i Jeremias' tid blandt hans landsmænd, lige som blandt filistrene (Jer 47,5) og moabiterne (Jer 48,37; jf. Am 8,10; Es 3,24; Es 15,2; Es 22,12; Mika 1,16; Ez 7,18).

Når vi søger efter årsagen eller formålet med alle sådanne forbydelser, kan vi først bemærke, at de "snit" og "kahlhed", der forbydes, ligesom siges at være "for de døde." Ikke mindre eksplicit siges de at være uforenelige med Israels særegne forhold til Herren – et forhold, der både er sønneskab (5 Mos 14,1) og indvielse (5 Mos 14,2)). Desuden behandles sådanne legemsarring altid som værende del af hedenske religiøse ritualer (som ved kanaanæernes Baal (1 Kong 18,28), note "efter deres måde", se artikel i HDB under ordet). Både sådan blodudgydelse og hårets indvielse findes i næsten alle lande på denne tid i intimt forbindelse med begravelsesritualerne og den fremherskende tro på behovet for at formilde afdødes ånd. Slutningen ser således klart berettiget ud: sådanne sorgtegn blev forbudt, fordi de uvægerligt medførte ideer og associationer, der var rent hedenske i karakter og således uforenelige med Herrens rene religion, og uværdige dem, der havde opnået værdigheden at være Herrens sønner ("børn").

Se også Stigmata, Mærke;

LITERATUR.

Benzinger, Heb Arch., sektion 23; Nowack, Heb Arch., I, 33 f; Tylor, Prim. Cult.; W. R. Smith, Rel Semitic, Lect IX; og Komm., Knobel-Dillmann, Ex-Le på 3 Mos 19,28; Driver, De på 14,1; og Lightfoot, Ga på 6,17.

George B. Eager