Snor

Bruges ofte i egentlig betydning: til at fastgøre et telt (2 Mos 35,18; 39,40), spænde dyr for en vogn (Es 5,18), binde fanger (Dom 15,13; Sl 2,3; 129,4) og opmåle jord (2 Sam 8;2; Sl 78,55). Billedligt omtales døden som det, at teltsnoren giver efter (Job 4,21. “Er deres teltsnor ikke rykket op?” RV). At binde sig selv med en snor var et tegn på sorg og ydmygelse. At spænde en målesnor over en by betød at jævne den med jorden (Klag 2,8). “Syndens snore” er syndens følger eller frugter (Ordsp 5,22). En “tredobbelt snor” er et symbol på enhed (Præd 4,12). “Menneskebånd” (Hos 11,4) betyder, at mennesker, når de påvirker hinanden, bruger metoder, som passer til mennesker, og ikke “snore” sådan som okser ledes med. Esajas (5,18) siger: “Ve dem, der trækker uretfærdighed med tomheds snore og synd som med et vognreb.” Dette vers gengives således i den kaldæiske parafrase: “Ve dem, der begynder at synde lidt efter lidt og trækker synden med tomheds snore: disse synder vokser og øges, indtil de bliver stærke og er som et vognreb.” Dette kan være den rette mening. De onde trækker først synden med en tynd snor; men efterhånden vokser deres synder, og de bliver trukket efter dem med et vognreb. Henderson siger i sin kommentar: “Meningen er, at de personer, der beskrives, ikke var tilfredse med de almindelige måder at provokere Guddommen på og den deraf følgende almindelige tilnærmelse af hans hævn, men så at sige spændte sig selv i uretfærdighedens seletøj og, idet de satte al deres styrke ind, med forøget hastighed trak den strafbyrde ned over sig, som deres synder havde fortjent.”