Soar

zo'-ar (tso`ar; Septuaginta som regel Segor, Zogora): Navnet på den by, som Lot flygtede til fra Sodoma (1 Mos 19,20-23; 1 Mos 19,30), tidligere nævnt i 1 Mos 13,10; 1 Mos 14,2; 1 Mos 14,8, hvor dens tidligere navn siges at have været Bela. I 19,22 siges dens navn at være givet på grund af dens lidenhed, hvilket også synes at have været grunden til, at den blev skånet. Zoars beliggenhed har meget at gøre med beliggenheden af byerne på Sletten eller Siddims dal, som den altid forbindes med. I 5 Mos 34,3 siges Moses at have set »sletten i Jerikos dal, palmebyen, indtil Zoar«, mens den i Es 15,5 og Jer 48,4 (hvor Septuaginta læser »Zoar« i stedet for »hendes små«) siges at være en by i Moab. Den traditionelle placering af stedet er ved den sydlige ende af Det Døde Hav. Josefus siger (BJ, IV, viii, 4), at Det Døde Hav strakte sig »så langt som til Arabiens Zoar«, mens han i Ant, I, xi, 4, oplyser, at stedet stadig blev kaldt Zoar. Eusebius (Onomasticon, 261) placerer Det Døde Hav mellem Jeriko og Zoar og taler om resterne af den gamle frugtbarhed som stadig synlige. Ptolemæus (v. 17,5) regner det for at høre til Arabia Petrea. De arabiske geografer nævner det under navnet Zughar, Sughar, beliggende 1 grad syd for Jeriko, i en varm og usund dal ved enden af Det Døde Hav, og omtaler det som en vigtig station på handelsruten mellem Akkabah og Jeriko. Korsfarerne nævner »Segor« som beliggende midt blandt palmetræer. Stedet er ikke blevet endeligt identificeret af moderne opdagelsesrejsende, men ud fra 1 Mos 19,19-30 slutter vi, at det lå på sletten og ikke i bjergene. Hvis vi fastsætter den sydlige ende af Det Døde Hav som Siddims dal, ville et meget naturligt sted for Zoar, og et som stemmer med alle traditionerne, være ved foden af Moabs bjerge, øst for Wady Ghurundel, hvor der stadig findes en vandrig oase, flere mil lang og 2 eller 3 bred, som sandsynligvis kun er en rest af en frugtbar slette, der engang strakte sig ud over en betydelig del af den lave sydlige ende af Det Døde Hav, da vandstanden, som vist andetsteds (se DEAD SEA), var betydeligt lavere end nu.

Robinson ville placere det ved det nordøstlige hjørne af el-Lisan ved grænserne til Kerak-floden, men dette blev gjort udelukkende på teoretisk grundlag, som lige så godt ville være opfyldt på det netop angivne sted, og som i almindelighed er det, forfattere peger på, som anser Siddims dal for at ligge ved den sydlige ende af Det Døde Hav. Conder, som energisk fastholder, at Siddims dal ligger ved den nordlige ende af Det Døde Hav, ser med velvilje på W.H. Birchs teori om, at stedet repræsenteres af det nuværende Tell Shaghur, en hvid klippehøj ved foden af Moabs bjerge, en mil øst for Beth-haram (Tell er-Rameh), 7 mil nordøst for Jordans munding, et sted bemærkelsesværdigt for sine stenmonumenter og rigeligt forsynede kilder; men han erkender, at navnet ligner det kristne Segor mere end det oprindelige Zoar.

George Frederick Wright