Bespottelse

I betydningen at tale ondt om Gud forekommer dette ord i Sl 74,18; Es 52,5; Rom 2,24; Åb 13,1, 6; 16,9.11.21. Det betegner også enhver form for bagvaskelse, ondsindet tale eller hån (1 Kong 21,10; ApG 13,45; 18,6 osv.). Vor Herre blev anklaget for bespottelse, da han hævdede at være Guds Søn (Matt 26,65; jf. Matt 9,3; Mark 2,7). De, der fornægter hans messiasværdighed, bespotter Jesus (Luk 22,65; Joh 10,36).

Bespottelse mod Helligånden (Matt 12,31, 32; Mark 3,28, 29; Luk 12,10) betragtes af nogle som en vedvarende og stædig forkastelse af evangeliet og er derfor en utilgivelig synd, ganske enkelt fordi en synder, så længe han forbliver i vantro, frivilligt udelukker sig selv fra tilgivelse. Andre betragter udtrykket som betegnelse for den synd at tilskrive Satans magt de mirakler, som Kristus udførte, eller mere generelt de gerninger, som er resultatet af Åndens virke.