Stork

Hebr. hasidah, der betyder “venlighed”, og dermed angiver fuglens karakter; den er kendt for sin hengivenhed for sine unger. Den står på listen over fugle, som det ifølge den levitiske lov var forbudt at spise (3 Mos 11,19; 5 Mos 14,18). Den ligner tranen, men er større. To arter findes i Israels land: den hvide, som er spredt parvis over hele landet, og den sorte, som lever på sumpede steder og i store flokke. De trækker periodisk til Israels land (omkring den 22. marts). Jeremias hentyder til dette (Jer 8,7). På den fastsatte tid vender de med sikker instinkt tilbage til deres gamle tilholdssteder og tager deres gamle reder i brug igen. “Der findes en veldokumenteret beretning om en storks hengivenhed: Ved branden i byen Delft forsøgte den gentagne gange, men forgæves, at bære sine unger bort, og valgte derefter hellere at blive og omkomme sammen med dem end at overlade dem til deres skæbne. Med god grund kunne romerne kalde den pia avis!”

I Job 39,13 (KJV) har den reviderede engelske oversættelse, i stedet for udtrykket “eller vinger og fjer til strudsen” (randnote: “storkens og strudsens fjer”), “er hendes vingefjer og fjer venlige” (randnoten læser i stedet for “venlige”: “som storkens”). Formålet med dette noget dunkle vers synes at være at fremhæve en kontrast mellem storken, der udmærker sig ved sin hengivenhed for sine unger, og strudsen, der udmærker sig ved sin ligegyldighed.

Zakarias (5,9) hentyder til storkens vingers skønhed og kraft.